Beiruts unge gør op med sekteriske krigsherrer og religiøse ledere
Oprørene i Libanon og Irak er historiske ikke bare i deres omfang, men også i deres opgør med de sekteriske systemer. De unge vil have religionen ud af politik.
Guitta Mcheik hang i galgen foran Sankt George katedralen. Hun var iført et hvidt begravelsesklæde og i hænderne holdt hun et stykke papir med påskriften »1975«.
Ved hendes side hang en studiekammerat, som også bar et hvidt klæde og holdte et stykke papir. På hans stod der »sekterismen«. Omkring dem var en stor gruppe mennesker forsamlet, som jublede højlydt og fotograferede dem med deres smartphones.
Henrettelsen var Guitta Mcheiks egen ide. Hun havde foreslået den til en gruppe af venner – nogle af dem medstuderende, andre nye bekendte, som hun havde mødt, da de flygtede fra politiets tåregas –, og sammen havde de om morgenen opført galgen i en af de gader i Beiruts centrum, som demonstranter har holdt besat i mere end en måned.
Vennegruppen ønskede at lave et stunt, der kunne illustrere, hvad deres revolte handler om i dets grundessens. En markering af deres generations opgør med fortiden. Et endegyldigt opgør.
Den libanesiske borgerkrig begyndte i 1975. En fredsaftale blev indgået i 1989, men ifølge Guitta Mcheik sluttede krigen først reelt den 17. oktober 2019. Det var den dag, at libanesere på tværs af landets 18 religiøse grupperinger gik på gaden med et fælles krav om at vælte det sekteriske system, som har fungeret som en politisk spændetrøje siden krigens formelle afslutning.
»Vores revolution er et opgør med krigen og krigsherrerne«, forklarer den 23-årige jurastuderende.
»Religionen skal ikke være i hjertet af staten. Den skal opereres ud. Vi vil have en stat, som ikke går op i, hvilken sekt du tilhører. Staten skal tilhøre os alle sammen«, siger hun.
Efterkrigstidens Libanon har været domineret af en uhellig alliance mellem sekteriske krigsherrer, religiøse ledere og stenrige forretningsmænd. Deres magt bygger på, at folket vedbliver med først og fremmest at identificere sig med deres religiøse sekt
»Vi er en generation, som magthaverne ikke kan snyde, ligesom de har gjort med vores forældre. De tror, de kan blive ved med at bilde libaneserne ind, at vi skal frygte hinanden. Men for os unge gør det ikke nogen forskel, hvilken tro du har. Vi er alle venner med hinanden«, siger Guitta Mcheik.
