Belært af erfaringerne fra revolutionerne i 2011 forsøger de arabiske protestbevægelser i 2019, at rykke regimerne op ved roden. Derfor trækker oprørene i langdrag.
I Beirut kan alle møde oprørets leder. Det kræver blot, at de tager ind til de gader i bymidten, som protestbevægelsen har gjort til deres egne siden oprørets start den 17. oktober.
Her har demonstranterne sat deres aftryk med spraymaling på hver en mur eller facade. Der er smukke graffitimalerier, bidske satiretegninger, feministiske slogans, poetiske metaforer og en hel del knap så poetiske budskaber. Den eneste af oprørspladsens regler, der konsekvent bliver overtrådt, er brugen af bandeord.
Mellem det hele hænger der på murene små spejle i forskellige højder. Nederst på spejlene er der påklistret nogle ord. »Jeg er revolutionens leder«, står der.
Demonstranterne kan stille sig hen foran et af disse spejle og se deres anfører i øjnene. Mange hiver deres smartphone op af lommen og tager et billede af ham eller hende. Et selvportræt af en oprørsleder.
Spejlene i Beirut er en selvmodsigelse. Hvis alle er ledere, er der ingen leder. Men det er en selvmodsigelse, der udtrykkes med fuldt overlæg.
»Vi har lært af vores erfaringer. Vi skal ikke udpege ledere. Så taber vi«, siger Gilbert Doumit, som er en af protestbevægelsens mest synlige ansigter og en hovedfigur i oppositionen.
Libanons politiske elite beklager sig over, at de ikke har nogen at forhandle med. Det er ifølge dem årsagen til, at landet efter en måneds oprør er lammet. Regeringen væltede hurtigt, men selv om landet er på renden af økonomisk kollaps, er der ikke dannet en ny.
»Vi vil ikke gå ind i forhandlinger. Det er en fælde. De vil udnytte det til at skabe splid i vores rækker, så de kan fortsætte med at dele og herske«, siger Gilbert Doumit.
Også i Irak har regeringen anmodet demonstranterne om at udpege repræsentanter, som den kan forhandle med. En gruppe demonstranter fra byen Nasriya accepterede at danne en delegation og sendte en liste med 46 navne til ministerpræsidenten.
»Kun disse repræsenterer os«, erklærede de på Facebook.
Alle 46 var navne på demonstranter, som var blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.
