Ny generation af demonstranter genskaber idealismens reservater
På centrale pladser på tværs af den arabiske verden har unge demonstranter igen skabt utopiske minisamfund. Til trods for regionens krige tror de stadig på fredelig forandring.
Walkie Talkien skratter mellem hænderne på Abdel Karim Jabakhanji, som løfter den op til øret. Et skænderi er opstået ude på pladsen. Lige ved siden af teltet for de pensionerede soldater.
Abdel Karim Jabankhanji tager sin skriggule vest på og løber ud af det tomme butikslokale, som fungerer som hovedkvarter for Byens Vogtere, og ind i menneskemængden på pladsen. Han presser sig gennem en flok universitetsstuderende, der filmer sig selv mens de råber slagord, viger uden om en børnefamilie med balloner og candyfloss i hænderne, og når i farten at hilse på en gruppe ældre mænd, der drikker kaffe i skyggen af et palmetræ.
Da han når frem til teltet for de pensionerede soldater, viser det sig, at andre vogtere i gule veste allerede har fået beroliget de to mænd.
»De var kommet op og skændes over noget personligt. Det havde intet med politik eller protesterne at gøre«, fortæller 24-årige Abdel Karim Jabakhanji.
På Lysets Plads i Libanons næststørste by Tripoli er intet dog for banalt. De frivillige aktivister fra Byens Vogtere går rundt på pladsen og sørger for, at selv de mindste stridigheder ikke får lov at ødelægge stemningen. Sammen med titusinder af andre demonstranter forsøger de at skabe et utopisk minisamfund, der står i størst mulig kontrast til den omgivende korruption, neglet og forfald.
På pladsen er der telte og pavilloner, hvor der bliver afholdt debatter og oplæg om forfatninger, valglove og økonomiske reformer. Der er et lille bibliotek, en improviseret klinik og et folkekøkken. I et hjørne er der spande til affaldssortering, og hver morgen rengør et hold af frivillige pladsen.
Marcher går ud fra pladsen, cirkler rundt i byen, opmuntrer folk til at tilslutte sig og vender tilbage i forvokset størrelse. De synger fællessange og danser kædedans, mens alle mure og vægge omkring pladsen er blevet til lærreder for byens kunstnere.
»Jeg ånder frihed / lad mig trække vejret«, lyder omkvædet i en populær, libanesisk ballade, der bliver sunget igen og igen.
Det hele minder umiskendeligt om de reservater for idealisme, der i 2011 blev skabt på centrale pladser i storbyer rundt om i den arabiske verden. I 2019 er de blevet genetableret i storbyer i Sudan, Algeriet, Irak og Libanon, hvor brede protestbevægelser har rystet det politiske etablissement.
Som det blev udtrykt af en irakisk demonstrant på den centrale plads i Bagdad, der ligesom i Kairo hedder Tahrir-pladsen - frigørelsens plads:
»I løbet af blot syv dage etablerede vi en lille stat på Tahrir-pladsen med gratis lægehjælp, effektiv transport, elektricitet og vandforsyning. I 16 år har vores regering ikke formået at levere, hvad vi har kunnet på en uge«, sagde han til onlinemediet Irfaa Sawtak (Hæv Din Stemme).
