Kunsten i kampen

Sange, malerier og skuespil er en vigtig del af de mange protestbevægelser, der i disse år går på gaden verden over. Men hvad er det, der gør kunsten til så stærkt et våben? Koncentrat har besøgt kunstnere i Sudan og Libanon for at finde svar.

Det seneste år har stået i protesternes tegn. På tværs af kloden fra Chile til Sudan går folk på gaderne i et omfang, der ikke er set lignende i nyere tid. Det er især de unge, som gør oprør. I nogle lande har dårlige økonomiske forhold skabt protesterne, og givet demonstranterne et mål om at få væltet de nuværende magthavere. Andre steder kæmper folk for at forsvare deres rettigheder eller forlange, at politikerne gør mere for at bremse klimaforandringerne.

Hvor forskellige demonstranternes krav end er, har de noget helt grundlæggende til fælles. De bruger alle kunsten til at udtrykke deres frustrationer og illustrere deres håb om en bedre fremtid. Gaderne har ikke blot været fulde af store menneskemasser, men også af sange, digte, vægmalerier, skuespil og performances.

I denne artikel er jeg rejst til Sudan i Afrika og til Libanon i Mellemøsten. I Sudan lykkedes det i 2019 befolkningen ved hjælp af strejker og demonstrationer at vælte militærdiktaturet. Landet er lige nu i en overgangsperiode på vej mod demokrati. I Libanons hovedstad, Beirut, går tusindvis af unge på gaden for at få et mere retfærdigt og mindre korrupt samfund.

Jeg er i Sudan og Libanon for at blive klogere på,  hvilken rolle kunsten spiller i protestbevægelsernes kamp for en bedre verden.

Det er ikke noget nyt, at en folkelig opstand også medfører et udbrud af kunst. Men den teknologiske udvikling gør, at kunsten i dag bliver endnu mere fremtrædende, siger den sudanesiske maler Galal Yousif.

»Sudans revolution var billedets revolution. Blot et enkelt foto eller en enkelt video kunne få tusinder på gaderne. Vores generation forstår billedets vigtighed, fordi alle er på de sociale medier og alle har en smartphone med et kamera. Alle er derfor blevet fotografer,« siger Galal Yousif. Jeg besøger ham i hans atelier i Sudans hovedstad, Khartoum.  

»De sociale medier giver kunsten et stort vindue. Den kan blive spredt til mange mennesker på ingen tid. Ikke bare i Sudan, men i hele verden. Mine vægmalerier er blevet set af folk over hele kloden,« siger han.

Kunsten går lige i hjertet

Demonstranter har som oftest nogle klare budskaber og krav til magthaverne, som bliver formuleret med ord. Måske har de endda ligefrem et detaljeret politisk program for de reformer, de ønsker. Den slags programmer og budskaber taler tit til hjernen.

Men i gaderne forsøger demonstranter også at komme ud med budskaber på andre måder, som ikke kræver, at man sætter sig ned og læser et dokument eller lytter til en lang tale. Det er her, kunsten bliver vigtig.

»Kunst kan udtrykke alt det, vi ikke kan sige med ord. Den udtrykker oprørets ånd. Den går lige i hjertet,« siger Galal Yousif. 

Han står bag mange af den sudanesiske revolutionens vægmalerier, som er en af de mest udbredte former for kunst i oprøret. Når man går rundt i byen, ser man malerier på murene overalt i hovedstaden Khartoum.

»Den visuelle kunst er meget kraftfuld, fordi den bruger et sprog, som kan forstås af alle. Den kan nå ud til hele verden, fordi den ikke behøver at bliver oversat,« siger Galal Yousif. 

Protester foregår som regel i centrale gader og pladser i en by. Demonstranterne blokerer trafikken og bremser det normale liv. I diktaturer er det i sig selv en meget symbolsk handling, når folket tager kontrollen med det offentlige rum. Normalt er det nemlig magthaverne, og kun dem, der bestemmer, hvad der skal ske her. Kunst i gaderne sender derfor et stærkt signal.

»Gadekunsten er oprørsk, fordi den anvender murene som et lærred. Den fortæller, at gaderne tilhører folket, ikke magthaverne«, siger Galal Yousif.

Giver revolutionen et godt ansigt  

Gadekunsten sender ikke kun et budskab til magthaverne, men også til de almindelige mennesker, som blot ser på, mens andre protesterer.

Ofte ønsker magthavere at give demonstranterne et dårligt ry. Måske prøver de at provokere dem til at begå hærværk eller komme i sammenstød med politiet. Eller måske fortæller de gennem medierne løgne om protestbevægelsen og dens hensigter.

Også her kan kunsten spille en vigtig rolle for demonstranterne. Det forklarer den 23-årige jurastuderende Guitta Mcheik, da jeg møder hende i Libanon, hvor demonstranter går på gaden i protest mod politikernes korruption.   

»Medierne her i Libanon fortæller ikke sandheden til folk. De vil have folk til at tro, at det er farligt at demonstrere, så de bliver hjemme«, fortæller Guitta Mcheik.

»Derfor er det helt afgørende, at vi giver revolutionen et godt ansigt, og det kan kunsten gøre. Den kan give udtryk for, hvad det er vi står for, og vise hvor fredelige vi er.«

Guitta er med til at lave gadeteater i hovedstaden Beirut. Sammen med en gruppe medstuderende opfører hun et skuespil, som de selv har fået ideen til og skrevet manuskriptet til. Et af deres teaterstykker omhandler en retssag, hvor landets ledere bliver stillet til ansvar for deres korruption og magtmisbrug. Guitta spiller rollen som dommer.

»Der er mange, som sidder derhjemme og bare kigger på. Især fra vores forældres generation. De er bange for, at vi starter en ny krig. Men når vi laver teater, viser vi dem, at det slet ikke er det, vi ønsker for vores fremtid«, siger hun.

Kunsten kan forene folket

Demonstranter bruger både kunsten til at udtrykke deres kritik på en anderledes måde og til at fortælle befolkningen, at man ikke er ude på vold. Samtidig er kunsten med til at skabe sammenhold blandt de forskellige grupper, der deltager i protesterne. Demonstrationer samler store mængder af mennesker, der ikke kender hinanden i forvejen, og som måske tilhører forskellige sociale klasser eller etniske grupper. De har brug for nogle fælles symboler, hvis protestbevægelsen skal forblive en samlet flok. Især i de lande, hvor demonstrationerne fortsætter i månedsvis.

»Diktaturer forsøger altid at skabe splittelse. Det ville forhindre, at borgerne står sammen imod regimet. Men kunsten kan forene folket. Den giver dem noget at samles omkring. Derfor bekæmpede diktaturet altid os kunstnere. Det ville forhindre os i at spille en rolle i samfundet«, fortæller Galal Yousif i Sudan.

Kunstnere, som inden protesterne havde været ukendt for de fleste sudanesere, blev under oprøret kendte navne. Mange fik tusinder af følgere på de sociale medier.

»Revolutionen gav folk mulighed for at se kunsten og opleve, hvad den kan. Den gav os kunstnere en mulighed, staten havde frataget os. Det var som et mirakel. I løbet af bare et år blev alt forandret for os«, siger Galal Yousif.

Publiceret i ungdomsmediet Koncentrat