Arabiske kvinder vil være mere end oprørsikoner. De vil have magt
Kvinder går forrest i de arabiske protestbevægelser og symboliserer ønsket om fredelig forandring. Men de vil være mere end ikoner. De vil have magt.
En lørdag aften er der indkaldt til debat i Det Demokratiske Foreningsparti. Det er Sudans ældste parti, og dets hovedkvarter er i en gammel villa fra kolonitiden med tårnende palmetræer i haven.
Det Demokratiske Foreningsparti har været en del af alle Sudans demokratisk valgte regeringer. Tre gange siden landet fik dets uafhængighed i 1956 har Sudan forsøgt at få et demokrati til at fungere, men hver gang har hæren grebet ind og afsluttet eksperimentet gennem militærkup.
Nu har sudaneserne gjort oprør endnu engang. I april væltede de diktatoren Omar al-Bashir fra magten, og i august fik de tvunget militæret til at acceptere en treårig overgangsproces til demokratiske valg.
Oprøret udmærkede sig ved dets disciplinerede forpligtelse til ikke-voldelig modstand og den markante rolle, som landets kvinder spillede. Revolutionens ikon var en ung arkitektstuderende, der blev filmet, mens hun stod oven på en bil og førte an i kampråbene.
På indersiden af de mure, der omkranser Det Demokratiske Foreningspartis hovedkvarter, er der malerier af forskellige kvindefigurer, deriblandt en som hiver ærmet op og viser sine muskler i overarmen frem. Det er en hyldest til revolutionens kvinder, som blev kaldt ’Kandaka’ – den titel, som de nubiske dronninger havde i oldtidens Sudan.
Men talerne til aftenens debat om kvinder i politik ønsker ikke at blive hyldet. De ønsker indflydelse.
»Kvinder spillede en fremtrædende rolle i revolutionen, men da det kom til, at der skulle træffes beslutninger, skete der pludselig et stort tilbageskridt. Vi opdagede, at de gamle fordomme om kvinder stadig er i live«, siger hovedtaleren, Razan Ahmed Osman.
Blot to kvinder var med til at forhandle med militæret på vegne af protestbevægelsens alliance, Kræfterne for Frihed og Forandring. I den nye regering er fire ministre af hunkøn, mens ni ud af elleve medlemmer af det præsidentielle råd er mænd.
Det har fået feministiske grupper til at protestere mod protestbevægelsens ledelse. De har presset den til at fastsætte en kvindekvote på 40 procent i det parlament, som Kræfterne for Frihed og Forandring nu er ved at udpege medlemmer til.
Det Demokratiske Foreningsparti er et konservativt parti, og Razan Ahmed Osman er ikke glad for kønskvoter. Hun støtter det kun som en midlertidig løsning i overgangsperioden.
»Kvoter er for mig at en måde at undslippe det ansvar, vi har for selv at skabe ligestilling. Hvis vi som parti ikke formår af egen kraft at sikre en høj deltagelse af kompetente kvinder, vil det være en fiasko for vores partiet, og vi vil være ude af trit med tiden. Hvordan skal vi få et godt valg, hvis vi ikke formår at repræsentere den ene halvdel af befolkningen?«, spørger hun de forsamlede.
