I 2019 var der flere protester end nogensinde før. Oprørene virkede ustoppelige, indtil corona-pandemien fik demonstranterne til at gå frivilligt hjem. Har COVID-19 fungeret som en respirator for livstruede magteliter? Eller vil den ende med at fremskynde forandring?
Scenen foran Sankt George-katedralen var i flere måneder omdrejningspunktet i Guitta Mcheiks liv. Sammen med en gruppe venner opførte hun scenen i en af de gader i det centrale Beirut, som demonstranter havde besat og forvandlet til en blanding af en festival, et folkemøde og en debatklub.
Det libanesiske oprør vendte op og ned på den 23-årige jurastuderendes liv. I stedet for at passe studierne lagde hun planer for den næste demonstration. Frem for at mødes med vennerne på en café opførte de gadeteater på deres improviserede scene. Mobiltelefonen i hendes taske var blevet til et afgørende værktøj, der kunne dokumentere politiets overgreb.
Men i midten af marts kunne Guitta Mcheik kun se til, mens myndighederne fjernede scenen foran kirken og kørte den væk på ladet af en lastbil. Demonstranterne havde modstået politiets tilsyneladende utømmelige lagre af tåregas. Men de kunne ikke stille noget op imod en dødbringende pandemi.
”Vi forlod frivilligt pladsen, før regeringen tog nogen beslutning om at forbyde forsamlinger. Alligevel kom politiet og ryddede det hele,” fortæller Guitta Mcheik.
”Jeg var grædefærdig. Vi kunne intet stille op. Corona-virussen gav dem en undskyldning for at rive lejren ned, og vi kunne ikke spille hasard med folks helbred ved at mobilisere dem til at gøre modstand.”
Protestlejrene i hovedstaden, Beirut, og i byer over hele landet var et afgørende nybrud. Hundredtusinder af libanesere fra forskellige sociale lag og religiøse grupper fandt sammen og stod side om side imod det sekteriske system, som siden borgerkrigens afslutning i 1989 har fungeret som en politisk spændetrøje.
Men nu gjorde pandemien, at lige netop det, som havde frembragt så stærkt et håb om forandring, var blevet livsfarligt.
