Abdel Fattah el-Sisi har sikret sig fire år mere som præsident for Egypten. Men det er en fejl at tro, at han sidder trygt ved magten, når hans regime ikke er i stand til at kontrollere en fattig landsby og kan gå i panik over et børnelegetøj.
Det eneste, der er intakt på politistationen i Gharb Aswan, er de østafrikanske flygtninges vægmalerier.
Gennem de tomme vinduesrammer bruser solstrålerne ind i de tidligere fængselsceller og oplyser de detaljerede tegninger på væggene. I en af cellerne er der veludførte portrætter af Jesus og Jomfru Maria, og af retfærdighedens engel, der under sin fod kvaser ondskaben i form af en mand med vinger og hale. I en anden løber der på tværs af væggen en savanne med giraffer, strudse og elefanter, og over den er der tegnet en pengeseddel, som er trykt i »himlens centralbank« til en værdi af »100 kristne«.
De fleste af de indsatte har formentlig været fra Eritrea og Etiopien for ved siden af malerierne er der beskeder skrevet på det oldetiopiske skriftsprog Geez. Men i en af cellerne er der også budskaber på arabisk, der giver indtryk af, at her har siddet egyptiske, politiske fanger.
»Hvis det er en forbrydelse at forsvare retfærdigheden, så siger jeg: ’længe leve den kriminelle verden’«, står der skrevet på en væg.
Gråspurve er i dag de eneste levende væsener på politistationen. De flyver ind og ud af de knuste vinduer og bygger reder i smadrede lysekroner. Siden 2011 har politistationen stået som en ruin i udkanten af landsbyen Gharb Aswan i det sydligste Egypten og er blevet et slags monument over en politistats fald.
»De beskidte køtere får aldrig lov at komme tilbage igen«, siger Maghrabi, en af de mænd, som var med til at overløbe politistationen.
Gharb Aswan er en fællesbetegnelse for flere landsbyer, der ligger på række langs Nilen klemt inde i et smalt grønt bælte af marker mellem flodens mørkeblå vand og den gule ørken. De fleste af indbyggerne tilhører det nubiske mindretal. Deres forældre og bedsteforældre blev i 60’erne tvangsflyttet her til Gharb Aswan, da regeringen opførte Aswan-dæmningen og lod en stor del af nubiernes historiske hjemland forsvinde under en stor sø.
Nubierne har siden haft et anstrengt forhold til myndighederne, og i efteråret 2011, da en politimand under et skænderi skød og dræbte en ung mand fra Gharb Aswan, fik det årtiers vrede til at blusse op. Med revolutionens revolter mod politiet i frisk erindring stormede byens mænd politistationen. Betjentene måtte flygte og de fængslede – deriblandt de østafrikanske flygtninge – blev sat fri.
Hvad der ikke blev smadret eller brændt blev stjålet. Håndvaske, marmorfliser, skabe, lamper, vifter, stikkontakter. Alt blev rippet. I selvjustitsens navn var det kun rimeligt, at borgerne tog noget af det tilbage, de havde mistet i bestikkelse og korruption.
»I dag er det politiet, som er bange for os«, siger Maghrebi med stolthed og en smule overdrivelse. Ligesom de øvrige mænd fra Gharb Aswan er han trods alt ikke mere selvsikker, end at han ikke ønsker at blive citeret ved hans fulde navn.
Et ulykkeligt ægteskab
Den 2. april blev det annonceret, at Abdel Fattah el-Sisi var blevet genvalgt som Egyptens præsident med 97 procent af stemmerne. Det var omtrent den samme sejrsmargin, som den tidligere feltmarskal havde, da han i 2014 afklædte sig militæruniformen og stillede op som præsident for første gang.
Egypterne havde reelt kun haft valget mellem at blive hjemme på valgdagene, hvilket 60 procent af befolkningen gjorde, eller at stemme på Sisi. Hans eneste modkandidat var en af hans egne supportere, som af alle blev regnet som en statist, hvis eneste funktion det var at sørge for, at der var mere end et navn på stemmesedlerne. Seks andre potentielle modkandidater var blevet sat ud af spillet med en kombination af chikane, trusler og anholdelser.
Både ude og hjemme vinder Abdel Fattah el-Sisi betydelig opbakning som ’den stærke mand’, der midt i en uregerlig region kan holde et stramt grab om den arabiske verdens mest folkerige nation. Kina, Rusland, USA, EU og de olierige Golfstater har de seneste fire år støttet Sisis Egypten med alt fra våben, overvågningsudstyr og atomenergi til milliarder af dollars i økonomisk støtte og investeringer.
Men den stabilitet, som Sisi står for, er i bedste fald en forhåbning. Historien har vist, at ’de stærke mænd’, som angiveligt styrer deres nationer med en jernhånd, ofte viser sig at have langt mindre kontrol, end det ser ud til. Det Arabiske Forår blev endnu et overrumplende bevis på dette, men alligevel er mange nationer ved igen at lade sig forføre af ideen om ’den stærke mand’. Det mener i al fald en af dem, som i årevis har nærstuderet Mellemøstens herskere.
»Den stabilitet og sikkerhed, som autokrater frembringer, er sjældent særlig robust, men har det med selv at skabe de sygdomme, som truer deres magt. Dermed producerer de cyklusser af oprør, undertrykkelse, radikalisering og vold«, skriver Steven Cook, der er forsker ved den amerikanske tænketank Council of Foreign Relations, i en analyse i magasinet Foreign Policy.
I 2011 fik det egyptiske oprør Hosni Mubaraks politistat til at krakelere i løbet af blot et par uger. Folkets apati blev pludselig forvandlet fra en individuel frustration til en effektiv massebevægelse, og nogle af Mubaraks vigtigste allierede viste sig hurtigt klar til at ofre den aldrende præsident og hans sønner.
Syv år efter revolutionen forsøger Abdel Fattah el-Sisi at male alle disse sprækker over med et frisk lag maling. Men netop hans genvalg afslørede, at brudfladerne ikke er forsvundet. Ikke blot eksisterer der til trods for den politiske undertrykkelse stadig en højtråbende civil opposition, men Sisi blev også ved dette valg udfordret af nogle af hans egne.
Tre af de præsidentkandidater, som forsøgte at stille op imod Sisi, kom nemlig fra militærets rækker. Det er uhørt i et Egypten, hvor hærens folk altid går i takt.
»Vi ved ikke præcis, hvad der foregår internt i regimet. Men det er tydeligt, at ægteskabet ikke er lykkeligt«, siger den politiske kommentator, Abdallah al-Sinnawi.
Sisis regime adskiller sig fra Mubaraks ved ikke at bygge på en politisk koalition mellem flere magtcentre, men på en snæver indercirkel. Sisi har blandet magtens kort, og der er både vindere og tabere i den nye orden. Derfor er Sisi hele tiden på vagt.
»Dette er et paranoidt regime, som ser fjender alle vegne. Derfor bliver al politik til et spørgsmål om national sikkerhed, og man ved aldrig, hvem som er den næste, der bliver anholdt«, siger Abdallah al-Sinnawi, der skriver for avisen al-Shorouk, hvis debatsider i dag er et af de eneste åndehuller for kritik i de egyptiske medier.
Skuffede gravrøvere
På et tidspunkt hvor det siges, at det egyptiske sikkerhedsapparat er mere undertrykkende end nogensinde før, er politiet dog ikke i stand til at vende tilbage til Gharb Aswan. Det samme gælder andre landsbyer rundt om i Egypten.
I slutningen af sidste år forsøgte politiet at indlede en dialog med indbyggerne i Gharb Aswan om at genåbne politistationen, men det førte ingen vegne. Ifølge de lokales udlægning, fordi de afviste ideen.
»Vi sagde til dem, at de ikke er velkomne, fordi det er dem, som er skyld i alle problemerne. Hvis vi lod dem komme tilbage, vil de bare korrumpere os. Derfor skal de blande sig uden om. Vi kan godt selv løse vores problemer imellem os«, fortæller Arafa, en af mændene som var til stede.
I Gharb Aswan er det byens mest respekterede ældre mænd, som sikrer ro og orden ved at håndhæve landsbyens uskrevne regler. Det er en form for selvjustits, der eksempelvis kom til udtryk, da nogle fra landsbyen begyndte at grave i en bakketop, der stikker op midt i byen.
Indbyggerne havde længe haft en formodning om, at der inde i bakken gemte sig faraoniske grave, ligesom der gør det i så mange andre bakker langs Nilen i det sydlige Egypten. Efter at politistationen var blevet stormet, kom en antikvitetsmafia til byen og hyrede lokale mænd til at hakke løs på bakken. De fandt i alt syv grave, men der var intet af det guld og ædelstene, som gravrøverne havde haft forhåbninger om. Det eneste de fandt var mumier, potter og flotte malerier.
Først da udgravningen var færdig anmeldte byens ældre fundet til myndighederne. For ifølge den lokale sans for retfærdighed var skattejagten ikke forkert.
»Staten forkæler de døde faraoer på grund af turismen, men os som er i live er de ligeglade med. De stjæler gerne fra os, så skulle vi lade gravene ligge i fred? Der er så mange antikviteter i Egypten, at selv om vi blev ved med at grave frem til dommedag, ville vi ikke finde dem alle«, siger Ali, en af de mænd, som tog del i gravrøveriet.
Et kobbel frådende hunde
Mens sikkerhedsapparatet ikke ønsker at tage en konfrontation med de oprørske indbyggerne i Gharb Aswan, er der andre egyptere, som bliver fængslet for den mindste politiske ytring.
Teenageren Mahmoud Hussein tilbragte to år bag tremmer, uden at der nogensinde blev indledt en retssag imod ham. Den dag han blev arresteret bar han en t-shirt med påskriften ’En nation uden tortur’, og efter alt at dømme var dette den eneste årsag til, at han endte i fængsel.
Der har aldrig siddet så mange politiske fanger i de egyptiske fængsler som under Abdel Fattah el-Sisi. Men det, som virkelig gør Sisis styre anderledes end hans forgængeres, er ikke så meget antallet af fængslede, som det er den vilkårlighed, der præger hans orden.
Frem for at forsøge at kontrollere det forhadte sikkerhedsapparat, som Sisi har overtaget fra Mubarak, har han sluppet det løs som et kobbel frådende hunde, der blot har ventet på deres chance for at hævne sig på revolutionen.
»Sisi har ladet sikkerhedsapparatet slå ned efter behag, og ofte sker det helt tilfældigt og uden koordination. Når betjentene opfører sig så uforudsigeligt, bliver offentligheden ude at stand til at vide, hvad der er over stregen«, skriver Egypten-eksperten Samuel Tadros i en rapport for den amerikanske tænketank Hudson Institute.
Ikke blot var der mere plads til kritiske røster under præsidenterne Anwar Sadat og Hosni Mubarak. Men kritikerne vidste præcis, hvornår de balancerede lige på grænsen.
»Sadat og Mubarak var bestemt ikke demokrater, men de forstod, at det lettede presset på regimet at have et halvåbent samfund, hvor der var nogle klare linjer for, hvad der var acceptabelt. Det gjorde deres regimer mere forudsigelige og dermed også mere stabile«, skriver Samuel Tadros, der også har forfattet to bøger om det postrevolutionære Egypten.
Gik i panik over Sisis æg
Det egyptiske sikkerhedsapparatet er til tider så panisk, at det kan reagere skarpt på selv en ganske sagesløs joke.
Eksempelvis blev et billigt stykke legetøj sidste år populært blandt Egyptens fattigste. Det bestod af en lille plastiskring, hvortil der var bundet to snore med en trækugle i hver ende. Udfordringen for børnene var at svinge kuglerne omkring en finger, så de slog mod hinanden.
En spøgefuld sjæl fandt på at døbe det nye legetøj ’Sisis æg’, hvilket landets voksne godt vidste skulle forstås i betydningen ’Sisis testikler’. Navnet spredte sig hurtigt gennem de sociale medier, som snart var fulde af videoer af børn, der uskyldigt svingede ’Sisis æg’ mod hinanden. Men det ville sikkerhedsapparatet ikke tolerere, så det anholdte alle gadesælgere, der solgte legetøjet og beslaglagde deres varer.
Sådan en panisk reaktion er ikke udtryk for et magtapparat, som er selvsikkert og føler sig i kontrol. Derimod er der tale om et regime, som stadig føler sig presset af en stor, politiseret ungdomsgeneration, af en befolkning som ikke frygter politiet som førhen, og af magtfulde fraktioner, der ikke er tilfredse med det magtens korthus, som præsidenten forsøger at genopbygge.
Selv om Sisi formåede at orkestrere sit genvalg, så han endte med 97 procent af stemmerne, siger det intet om, hvor langtidsholdbart hans regime er.
»Egyptens fremtid er meget uforudsigelig. Jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver, men jeg er ganske sikker på, at det ikke kan fortsætte, som det gør nu, uden at det ender i en eller anden form for eksplosion, ligesom det har gjort det så mange gange før i Egypten. Historien har det med at gentage sig«, siger Abdallah al-Sinnawi, den politiske kommentator.
