Præsidentkandidaten som nægter at kritisere sin modstander

Præsidentkandidaten som nægter at kritisere sin modstander

Moussa Mostafa Moussa er præsident Sisis eneste modstander ved det kommende valg, men har intet dårligt at sige om ham. Måske ender han på tredjepladsen i et valg med to kandidater.

Den egyptiske journalist Lamis el-Hadidi havde svært ved at holde masken, da hun skulle interviewe Moussa Mostafa Moussa. Det var som om der hele tiden lå en latter på lur, som trak uimodståeligt i hendes smilebånd.

Lamis er vært for en af landets mest sete politiske talkshows. Hun er kendt for hendes uforbeholdne støtte til præsident Abdel Fattah el-Sisi, men selv et af regimets vigtigste talerør i de private medier har ikke kunnet få sig selv til at spille med i det seneste stykke politisk teater.

Hun har erklæret politik for udryddelsestruet i Egypten, og kunne tydeligvis ikke få sig selv til ukritisk at interviewe præsidentkandidat Moussa Mostafa Moussa. I slutningen af januar blev han i sidste øjeblik hevet op af hatten med glemte politikere, efter at alle andre kandidater enten havde trukket sig eller var blevet anholdt.

Det hele gik så stærkt, at den 65-årige, ingeniøruddannede forretningsmand ikke nåede at ændre sin profil på sociale medier. På dagen hvor han blev registreret som kandidat var coverfotoet på hans Facebook-profil fortsat et billede af præsident Sisi med påskriften ’Vi står bag dig’,

Lamis el-Hadidi kunne derfor ikke holde smilehullerne i ro, da Moussa Mostafa Moussa sagde til hende, at det var hans ambition at vinde valget.

»Siger du til mig, at du stiller op med en ambition om at vinde? Mener du virkelig det?«

»Ja, hvorfor ikke?«, svarede kandidaten.

»Er der ikke nogen i din familie, som siger til dig, at når du alligevel ikke har nogen chance for at vinde dette valg, hvorfor skal vi så bruge en masse penge på at føre kampagne? 

»Selvfølgelig kan jeg godt nogle gange læse noget i deres øjne, men vi har alle sammen en stærk nationalfølelse og vil gerne gøre noget godt for vores land. Jeg anser, at jeg i denne tid kan være en god tilføjelse, og det med pengene er ikke så vigtigt. Penge kommer og går«, sagde Moussa og tilføjede lidt efter følgende bemærkning, som igen gav Lamis problemer med at fastholde et neutralt ansigtsudtryk.

»Jeg stiller op for at vinde, men jeg stiller ikke op for at lave ballade. Jeg og præsident Sisi går i den samme retning, og vi har stået sammen siden 2013. Vores principper er de samme. Men samtidig er vi nu modstandere, da det er det bedste for nationen. Jeg ved, hvor populær præsident Sisi er, men jeg vil være en respektabel konkurrent, og jeg håber, at jeg vinder, hvis heldet tilsmiler mig«.

»Men altså, du siger i stort set hver sætning, at du ved hvor populær Sisi er og hvor store resultater, han har skabt. Tror du virkelig, at befolkningen vil tage dig seriøst?

»Ja, det gør jeg bestemt, for det jeg vil præsentere i mit valgprogram er ganske anderledes«, svarede Moussa, som lidt efter lovede, at han indenfor seks måneder vil skabe betydelige forandringer. Det fik Lamis til at afbryde ham:

»I løbet af seks måneder! Det valgprogram må jeg virkelig høre mere om. Vi må lave en hel udsendelse om det«, sagde hun med slet skjult ironi og afsluttede interviewet.

Risikerer at ende på tredjepladsen

Få dage før præsidentvalget indledes den 26. marts har Moussa Mostafa Moussa endnu ikke holdt nogle valgmøder og kun få steder i Kairo kan man finde en valgplakat med hans ansigt på. Hans eneste kampagneaktivitet i hovedstaden var en march, hvor kun 25 supportere dukkede op, mens kandidaten selv udeblev.

Alle i hele landet ved, at Moussa Mostafa Moussa kun stiller op, fordi det ikke vil se godt ud, hvis Abdel Fattah el-Sisi var det eneste navn på stemmesedlerne. Den eneste, som ikke kan indrømme dette, er Moussa Mostafa Moussa selv, som indtil videre har leveret en imponerende præstation i disciplinen retorisk gymnastik.

Han har optrådt i flere politiske talkshows med sin utrolige balancegang mellem på den ene side at erklære sig som Sisis modstander og på den anden side at nægte at kritisere ham.

Moussa hævder, at han vil gøre mere for at hjælpe de fattigste, men understreger, at det ikke skal forstås som en kritik af den siddende præsident. Og han siger, at han forventer at få støtte fra de unge og fra kvinder, men man må endelig ikke tolke dette, som at landets unge eller kvinder skulle have noget imod Sisi.

»Mit kandidatur er ikke ensbetydende med, at jeg ikke støtter præsident Sisi«, sagde han på kanalen al-Mehwar, mens han til en anden kanal understregede, at hvis folk ikke kan lide Sisi, bør det ikke få dem til at stemme på hans modstander.

»Hvis I hører mig, vil jeg sige til jer, at jeg ikke ønsker jeres stemmer. Jeg er kun kandidat for dem, som elsker Egypten«.

Moussa siger, han håber at opnå mindst 20 procent af stemmerne, men nogle spekulerer i, at det kan ende med, at der bliver flere forkert udfyldte og dermed ugyldige stemmesedler end stemmer på Sisis modstander. Det bragte en af talkshowværterne op

»I sidste ende er det vigtigste vel, at du ikke ender på tredjepladsen«, sagde han.

»Ja, lige præcis«, svarede Moussa.

Kuppede sin egen partileder

Det er ikke første gang, at Moussa Mostafa Moussa har accepteret at spille en kontroversiel rolle i en autoritær stat, som ønsker et demokratisk facelift.

For femten år siden tilhørte han oppositionen til den daværende præsident Hosni Mubarak og var medlem af partiet al-Ghad (Morgendagen). Under pres fra den amerikanske præsident George W. Bush, som ønskede et mere demokratisk Mellemøsten, tillod Mubarak, at al-Ghad partiets leder Ayman Nour stillede op som modkandidat ved præsidentvalget i 2005.

Mubarak blev genvalgt, men Ayman Nours kandidatur havde givet ham en platform til at levere en hård kritik af præsidenten. Amerikansk pres eller ej, var det ikke acceptabelt for Mubarak. Han fik Ayman Nour fængslet og med Moussa Mostafa Moussas hjælp sørgede han for at stække al-Ghad partiet.

Efter præsidentvalget rettede Moussa en række anklager mod Ayman Nour og erklærede sig selv som den rette leder af partiet. Mens Ayman Nour sad i fængsel voksede den interne strid, som kulminerede i 2008, da en gruppe mænd anført af Moussa stormede partiets hovedkvarter og satte ild til det. Herefter blev partiet formelt delt i to.

Moussa benægter i dag, at han løb Mubarak-regimes ærinde, men forløbet er typisk for den måde, som det egyptiske sikkerhedsapparat gennem årtier har arbejdet på. Hvis ikke det er politisk belejligt at lukke et parti ned, sørger det for i stedet at rekruttere medlemmer, som indefra kan skade og svække partiet.

Det er også sket for en række af de partier, som blev skabt efter revolutionen i 2011. Eksempelvis er det liberale parti, De Frie Egyptere - som var det parti, der vandt flest stemmer ved parlamentsvalget i 2015 - i dag splittet op i to fraktioner. Ifølge den regimekritiske fløj i partiet blev de udsat for et kup, der var orkestreret af sikkerhedsapparatet.  


Blå bog - Moussa Mostafa Moussa

  • Ingeniør og forretningsmand
  • Leder af partiet al-Ghad, som ved sidste parlamentsvalg ikke lykkedes med at vinde et eneste sæde.
  • Startede i august sidste år en kampagne, der opfordrede præsident Sisi til at søge genvalg.
  • Leder af en organisation, der repræsenterer en række indflydelsesrige klaner i Egyptens udkantsområder
  • Hans navn findes i Panama Papers. Angiveligt har han flere virksomheder registreret i skattely.

Publiceret i Dagbladet Politiken

»Jeg er ikke en politiker. Jeg står ikke for sniksnak«

نخوض معركة شرسة للوصول إلى الحقيقة

نخوض معركة شرسة للوصول إلى الحقيقة