Revolutionen politiserede Egypten mere end nogensinde før, men nu ledes landet af en mand, der foragter politik. Men Abdel Fattah el-Sisi får støtte fra omverdenen og er sikker på at vinde præsidentvalget i ugen, der kommer.
Abdel Fattah el-Sisi kan ikke lide podier. Han holder sjældent taler og virker ikke komfortabel , når han under statsbesøg i udlandet er tvunget til at stå bag en pult og tale direkte til tv-kameraerne.
Den 63-årige forhenværende feltmarskal, som har levet det meste af sit liv langt fra offentlighedens søgelys, har sin helt egen besynderlige måde at adressere sit folk på. Han taler til dem fra tilskuerrækkerne.
Det skete senest i slutningen af januar, da præsidenten deltog i en konference om det kæmpestore gasfelt, som er blevet fundet i egyptisk farvand. Som vanligt sad præsidenten midt på forreste række. To små borde med hvide blomster adskilte ham fra sine sidemænd, og et tredje bord med en blomst og et glas vand stod foran ham.
Efter at have hørt på en præsentation fra podiet bad præsidenten om en mikrofon. Han kom med en kort kommentar til gasprojektet, men begav sig snart ud i en af sine karakteristiske, spontane enetaler, der tydeligvis er rettet mod ikke kun deltagerne i konferencen, men hele nationen.
Som ofte før advarede han om faren fra »ondskabens folk«, som synes at være Sisis fællesbetegnelse for alle, der ikke adlyder ham.
»Vågn op egyptere. Lad jer ikke blive ledt den gale vej af folk, som ingenting fatter«, sagde Sisi med en løftet pegefinger, som de næste minutter ikke forsvandt tilbage ind i hans næve.
Mens præsidenten synes i sit es midt på forreste række, virker situationen ofte akavet for tilhørerne bag ham. De sidder og ser ind i Sisi nakke og forsøger at finde den rette mine, da de ved, de kommer med på billedet af den live-transmitterede konference.
»Jeg advarer jer. Hvad der skete for syv år siden, det kommer ikke til at ske igen i Egypten«, sagde Sisi og modtog et stort bifald fra salen.
Det var første gang, siden han kom til magten for fire år siden, at han tog klar afstand fra det oprør, som i 2011 tvang den daværende præsident, Hosni Mubarak, fra magten og inspirerede arabiske unge i hele regionen.
»Hvad der mislykkedes dengang, tror I, at I kan lykkes med det nu? Nej, nej, nej, nej, nej. Så kender I mig ikke godt nok«, sagde han med en hånende latter, som er begyndt ofte at snige sig ind imellem hans ord.
Præsidentens taler er tydeligvis ikke indstuderede. Der er sjældent en rød tråd, og det virker, som om han bliver revet med af sin egen talestrøm. Hans spontanitet gør, at han fremstår oprigtig, men også at han tit afslører sig selv.
Denne gang kom Sisi med en udtalelse, som vil blive husket af historien og fortæller alt om, hvad det er for en mand, der har ledt Egypten siden 2014.
»Jeg er ikke en politiker. Jeg står ikke for sniksnak«.
Red på revolutionens bølge
Det var den revolution, som Sisi ikke vil tillade en gentagelse af, der bragte ham selv til magten. Han red på den som på en bølge fra anonymitet til præsidentpaladset.
I løbet af Hosni Mubaraks 30 år lange præsidentskab var Egypten blevet en fuldbyrdet politistat, der blev ledet af et politisk maskineri i form af Mubaraks Nationaldemokratiske Parti. Militæret, som i 1952 havde grundlagt den uafhængige egyptiske nationalstat, var derimod kørt ud på et politisk sidespor og frygtede helt at miste dets indflydelse, hvis Mubarak lykkedes med at give magten videre til sin søn Gamal.
Derfor tog det ikke lang tid, før militæret stillede sig på de revolutionæres side, da oprøret brød ud i 2011. Revolutionen gav militæret en gylden mulighed for at vende tilbage til toppen af det egyptiske magthierarki, og ingen var mere fast besluttet på dette end Abdel Fattah el-Sisi.
Han var kun lige blevet udnævnt som chef for den militære efterretningstjeneste og trådt ind i det øverste militære råd. Juntaen udpegede deres nyeste medlem til at være deres mellemmand over for det Muslimske Broderskab, den politiske gruppering, som de var mest nervøse for.
Den troende og socialkonservative Sisi gjorde et godt indtryk på brødrene. Da en af deres ledere, Mohamed Morsi, havde vundet præsidentvalget i 2012, valgte han derfor Sisi som forsvarsminister. Ved at udpege juntaens yngste mand og ikke en af fra toppen af hierarkiet troede brødrene, at de havde sikret sig Sisis loyalitet.
Men Sisi og flere andre generaler fra samme generation havde deres egne planer om at svække den gamle garde i juntaen, som, de mente, havde ageret alt for forsigtigt på oprøret. Da der udbrød store demonstrationer imod Morsi i sommeren 2013, tog de initiativet og støttede gadens parlament. Morsi afviste et kompromis, ligesom Mubarak havde gjort det, og for anden gang på under tre år tvang militæret en præsident fra magten.
Intet tyder på, at Sisi havde haft en plan om selv at skulle være præsident. Hans oprindelige mål var at sikre militærets indflydelse i en urolig tid. Men den postrevolutionære periode havde bekræftet hans opfattelse af, at demokrati er kaotisk, og at politikere er mere optaget af deres personlige ambitioner end nationens ve og vel.
Kun hvis en militærmand overtog styringen, kunne der bliver orden og stabilitet.
Foragt for politik
Abdel Fattah el-Sisi blev i juni 2014 valgt som præsident med 97 procent af stemmerne. Man kunne ikke sige, at valget havde fundet sted i et demokratisk klima, men der var alligevel ingen tvivl om, at Sisi vitterligt havde bred folkelig opbakning bag sig.
Mange egyptere var blevet køresyge af den rutsjebanetur, som revolutionen havde taget dem ud på, og da Islamisk Stat pludselig voksede frem som en skræmmende regional magt, blev lysten til nye eksperimenter endnu mindre.
Sisi appellerede især til generationen af forældre til de unge revolutionære. Han talte til folket som en typisk egyptisk familiefader ville tale til sine børn og havde en særlig evne til at vinde mødrenes sympati – i en sådan grad at begrebet ’mili-tanter’ opstod blandt de unge.
Men hvad der præcis var i vente, kunne kun få vide. Mubaraks politistat var gevaldigt svækket, hans politiske organisation opløst, og folket var blevet politisk aktivt. Sisi skulle blande kortene igen, men ingen vidste reelt, hvad de kunne forvente af en mand, der de foregående år havde levet et liv i den militære efterretningstjenestes hemmelighedsfulde korridorer.
Hvad der står klart i dag er, at Sisis foragt for politik var det, som kom til at blive afgørende. Hvor alle hans tre forgængere fra militæret – præsidenterne Nasser, Sadat og Mubarak – havde været aktive i politik og omgav sig med folk fra den civile administration, er Sisi ikke bare en politisk nybegynder – han bryder sig slet ikke om at debattere, skrive taler eller stå på podier.
»Præsidenten, som kom ud af barakkerne, er ikke bare mistroisk over for demokrati, men over for selve det at praktisere politik. Han foragter forhandlinger, kompromiser og at lave aftaler«, skriver den egyptiske analytiker Samuel Tadros, som har forfattet to bøger om det postrevolutionære Egypten.
Opposition betyder forræderi
Det egyptiske samfund er blevet stærkt politiseret af revolutionen. Men såvel den gamle som den nye politiske elite har oplevet, at præsident Sisi kun lytter til en snæver kreds af generaler, der ligesom han selv ikke har nogen erfaring med civil administration.
»Sisi stoler ikke på andre end sine egne. Mubarak havde civile rådgivere, han lyttede til, og han havde et politisk apparatur, der arbejdede for ham. I dag er der ikke længere nogen politisk klasse i Egypten«, siger Abdallah el-Sinawi, en egyptisk politisk kommentator, der skriver for avisen al-Shorouk.
Den tidligere feltmarskal forsøger at lede sit folk ligesom sine soldater. Han forventer disciplin, lydighed og hårdt arbejde og har placeret tidligere militærfolk centralt i statsapparatet for at sikre sig loyalitet.
»Lyt ikke til andre end mig«, sagde Sisi sidste år, da hans temperament igen løb af med ham i en af hans spontane taler fra forreste stolerække.
Opposition betyder forræderi i Sisis ordbog. Derfor har han ikke tilladt, at nogen modstandere kunne stille op imod ham ved det præsidentvalg, som indledes i morgen. Det eneste andet navn på stemmesedlen er en af hans egne støtter, som har valgt at ydmyge sig selv og spille rollen som statist.
Som en egyptisk diplomat formulerer det:
»Sisi ser sig selv som nationens redningsmand. Derfor kan han ikke acceptere et virkeligt præsidentvalg, for det ville jo betyde, at han blot var en politiker på lige fod med andre«.
Frygt for at regimet slår fejl
Men Sisis regime bygger ikke kun på den hårdeste undertrykkelse af frihedsrettighederne, siden republikken blev grundlagt.
I Sisis optik var det en afgørende årsag til revolutionen, at Hosni Mubaraks 30 år lange styre var korrupt og inkompetent. Sisi virker fuldt bevidst om, at egypterne efter oprøret forventer mere af deres ledere, og i modsætning til, hvad befolkningen normalt er vant til, tøver han ikke med at indrømme, hvor store landets udfordringer er:
»Tag et grundigt kig på jeres land«, sagde han i en tale midt i sin præsidentperiode.
»Vi har kun antydningen af en stat. Det er ikke en virkelig stat med love og institutioner. Ikke en stat, der respekterer sig selv eller bliver respekteret af omverdenen«.
Præsidenten har i løbet af sine første fire år foretaget drastiske økonomiske reformer, lanceret en ny sundhedsforsikring og etableret et program, der skal uddanne en ny generation af egyptiske ledere.
Mest synligt har dog været en række megaprojekter, der skal vække økonomien til live: en udvidelse af Suez-kanalen, en ny administrativ hovedstad, et atomkraftværk, verdens største solcellepark, Mellemøstens største fiskefarm, 40.000 hektar drivhuse.
Det hele har dog kun kunnet lade sig gøre, fordi Sisi modtager økonomisk nødhjælp og store lån fra Golfen, USA, EU, IMF og Verdensbanken. I en tid, hvor mange stater i Mellemøsten er faldet fra hinanden, virker omverdenen klar til at holde Egypten kørende for en hver pris.
Egypten er den arabiske verdens mest folkerige nation, ligger centralt placeret på flygtningeruterne, og det er her, såvel islamismen som jihadismen har rødder. Frygten for, hvad der skulle ske, hvis Sisis regime slår fejl, synes at være præsidentens allerstærkeste kort både over for udlandet og hans egen befolkning.
Men ifølge præsidentens kritikere bringer man netop Egypten helt hen til kanten af en dyb afsats ved at støtte en mand, der tror, man kan være præsident uden at være politiker.
»Han er ved at kvæle landet fuldstændig. Der er intet politisk åndehul. Hvis det fortsætter sådan, kan det ikke undgå at ende i endnu en stor eksplosion«, siger kommentatoren Abdallah al-Sinawi.
