Regimet er mere undertrykkende end måske nogensinde før, men er langt fra at have kontrol med en oprørsk og politisk bevidst befolkning.
Fem år efter at militæret rykkede ind i Kairos gader for første gang, er kampvognene tilbage på Tahrir-pladsen.
I 2011 blev de uskyldigt udseende, værnepligtige soldater mødt med jubel. Hæren havde tvunget de forhadte politistyrker væk fra gaderne og lovede at beskytte demonstranter mod flere voldelige angreb.
I 2016 derimod er det klart for alle, at kampvognene holder parkeret ved vejene ind til Kairos centrale knudepunkt som en klar advarsel til alle, der måtte overveje at hæve stemmen i protest. Nu er det elitestyrker med elefanthuer under hjelmen, stive blikke og fingeren på aftrækkeren, som beskytter pladsen.
Få installationer er så godt beskyttet som ‘Befrielsespladsen’ på årsdagen for revolutionens begyndelse. Man skulle tro, Tahrir bar på en national hemmelighed, der for enhver pris skal beskyttes.
På pladsen er der ikke mange spor tilbage af revolutionens epicenter. I nogle af sidegaderne stirrer døde demonstranter de forbipasserende i øjnene fra væggenes graffitimalerier, men derudover er Tahrir-pladsen og området omkring den blevet sat i stand.
En flagstang tårner sig i vejret midt på pladsen omgivet af lave, nyplantede palmetræer. Bygningerne, der vender ud til pladsen, er blevet shinet op, og fortovenes sten, der førhen var en kilde til kasteskyts i gadekampene med politiet, ligger nu pænt, jævnt og nyfejede.
Sikkerhedsapparatet har forberedt sig grundigt til årsdagen. I de seneste uger har politiet gået fra dør til dør i det centrale Kairo og systematisk ransaget værelse efter værelse i lejlighed efter lejlighed på jagt efter unge, som måtte have planer for 25. januar. Ifølge øjenvidneberetninger var det sted, betjentene ledte mest grundigt, på beboernes facebookprofiler.
Myndighederne har også ransaget en række organisationer og kulturcentre, som modtager økonomisk støtte fra udlandet. I forvejen har mange organisationer, der arbejder med menneskerettigheder, politik og kultur, måtte begrænse deres aktiviteter eller helt lukke ned.
Regimet har også brugt landets moskeer til at advare mod at protestere på årsdagen. Selv om militæret netop greb ind imod det Muslimske Broderskab, fordi det blandede religion og politik sammen, så har det ikke holdt sig tilbage fra at gøre det samme.
I den seneste fredagsbøn klargjorde landets imamer, at »dem, som søger at forstyrre stabiliteten, begår en stor forbrydelse i Guds øjne«.
Det handler om hævn
‘Kairo’ kan både betyde ‘den sejrende’ og ‘den undertrykkende’, og stemningen i byen har konstant vekslet mellem de to poler. Men efter et fem år langt ridt i en politisk og følelsesmæssig rutsjebane er mange efterladt med følelsen af at være tilbage ved start.
»Det herskende regime i Egypten anvender de samme metoder, som revolutionen 25. januar var et oprør imod. Friheder er indskrænkede, forskellighed er forbudt, og sikkerhedsstyrkerne kontrollerer stort og småt«, lød det i en fælles udtalelse fra en række prominente aktivister, advokater og intellektuelle, deriblandt den verdensberømte forfatter Alaa Al-Aswany, som selv har fået mundkurv på.
Det paradoksale ved det hele er dog, at ingen – ud over tilsyneladende sikkerhedsapparatet – har haft nogen som helst forventning om, at der skulle ske noget på årsdagen i dag.
Ingen af de revolutionære grupper og ej heller det Muslimske Broderskab har opfordret til protester eller blot markeringer af årsdagen. De ved, at de ikke længere kan mobilisere et folk, som har opgivet troen på, at demonstrationer kan frembringe reel forandring.
Så hvorfor denne paniske jagt på enhver potentiel proteststemme i det centrale Kairo?
»Det er, fordi Egyptens magtelite lider af posttraumatisk stress«, siger politisk kommentator Hani Shukrallah.
Revolutionen var en traumatisk oplevelse for eliten, som indtil da havde taget deres magt for givet. Nu kigger den sig hele tiden over skulderen og frygter, at historien skal gentage sig selv.
Især sikkerhedsapparatet virker helt ude af stand til at begribe, hvad der skete 25. januar. Det synes stadig at operere ud fra en antagelse om, at nogle få egyptiske unge, oplært og betalt af udenlandske organisationer og med operationsrum i lejligheder i det centrale Kairo, forførte befolkningen til at starte et oprør, hvis mål var statens sammenbrud.
Derfor går politiet nu igen efter at ramme unge i downtown og udenlandske organisationer.
»At lede efter logik i de antirevolutionæres politiske ageren er nytteløst, for den er først og fremmest drevet af en instinktiv reaktion på det chok, den folkelige revolution var for en herskende klasse, der fuldt og fast troede på, at dets beherskelse af alt, hvad det ønskede, var den naturlige orden. Modrevolutionen handler mest af alt om hævn«, siger Hani Shukrallah.
Ånden er ude af flasken
Hævngerrigheden forklarer, hvorfor det nuværende regime ofte er langt mere undertrykkende og brutalt end Mubarak-regimet var. Men det er ikke det samme, som at undertrykkelsen virker, eller at regimet har situationen under kontrol.
Tværtimod kan regimets ageren fremstå tilfældig. Tag eksempelvis sagen om 19-årige Mahmoud Hussein, som nu har tilbragt to år i varetægtsfængsling, efter at han blev anholdt 25. januar 2014 for at bære en T-shirt med teksten ‘En nation uden tortur’.
Får gymnasieeleven lov at læse avisen i sin celle, vil han erfare, at tortur er blevet et stort tema i pressen, og at politiet under pres har været tvunget til at udsende en officiel undskyldning.
For journalister er det vanskeligt at navigere i sådan et klima, siger Fatemah Farag, leder af en ny medieorganisation, der udgiver en række lokalaviser rundt om i Egypten:
»Under Mubarak vidste vi præcis, hvor de røde linjer var. En gang imellem krydsede vi dem, men vi vidste, hvad vi gjorde, og vi vidste, hvad vi skulle gøre, hvis det gav os problemer. Nu ved vi ikke længere, hvor de røde linjer er. Vi kan havne i fængsel for det mindste. Men vi kan også slippe af sted med meget«.
Med revolutionen blev mange af de røde linjer udvisket og i et par år blev ytringsfriheden næsten strukket helt til dens yderste grænse. Den gamle magtelite forsøger nu at kridte linjerne op igen, hvilket blandt andet har resulteret i, at Egypten næst efter Kina er det land i verden, som har flest indespærrede journalister. Men alt for mange grænser er blevet brudt ned, til at de alle kan bygges op igen.
»Politik er ikke længere, hvad embedsmænd, sikkerhedsagenter og militærofficerer beslutterindbyrdes. Det er heller ikke kun, hvad universitetsstuderende demonstrerer om, hvad arbejdere på fabrikkerne kæmper for, eller hvad unge mænd hvisker om i moskeen. Politik er nu, hvad der sladres om på cafeen, hvad husmødre sludrer om, hvad der diskuteres i metroen, og endda hvad der tales om i soveværelset. Ånden er ude af flasken, og ingen undertrykkelse kan tvinge den ned igen«, skriver historiker Khaled Fahmy i en ny bog om oprørerne i den arabiske verden.
Myndigheder og medier har op til årsdagen forsøgt at skabe en stemning af, at noget farefuldt er under opsejling. Men at effekten er begrænset, blev godt illustreret af en karikaturtegning i en avis, hvor en borger sidder på en stol omgivet af en politimand, en embedsmand og et tv med ben, arme, øjne og mund.
»Hør nu her min søn, du er nødt til at være mere bange end det der«, siger embedsmanden.
»Du skal være bange for, hvad der kan ske 25. januar. Du skal være bange for terrorisme, for din nabo, for den fremmede, for i morgen. Du skal være bange på denne måde«.
»Lad nu være med at gøre livet så svært for os«, tilføjer tv’et.
Men borgeren ser på dem uden at trække en mine. Som mange har pointeret op til årsdagen, er det ikke frygt, men afmagt, der holder egypterne fra at demonstrere i dag.
