Dannelsesrejse på Nørrebrogade

Dannelsesrejse på Nørrebrogade

I en nyudgivet arabisk roman går den egyptiske forfatter Salma Anwar på opdagelse blandt brogede eksistenser på Nørrebro. Hun finder sig til rette blandt de fremmede, men opdager snart, at livet i Europa er langt fra de forestillinger, hun ankom me.

Trolddomme. Salma Anwar har knap udtalt ordet, før hun anlægger en grimasse fra en klichefyldt spøgelsesfilm, flagrer med hænderne, så den turkisblå bedekrans ryster om hendes håndled, og tuder som en ugle i natten:

»Wooooooooooooooo«

Lyden forsvinder ud af cafeen og ned af de lange korridorer i det cairenske storcenter, der denne formiddag er næsten mennesketomt. Salma Anwar kender danskerne og deres skepsis overfor religion og overtro. Mange gange er hun ramlet ind i den som i en stenmur, når hun har forsøgt at tale med danskere om spiritualitet, ånder og guder - selv de nordiske af dem, som hun ved meget mere om end den gennemsnitlige skandinav.

Derfor tilføjede hun straks det ironiske ’woooo’ efter ordet trolddomme. Hun har lært, at det hjælper at gøre lidt grin med egen spiritualitet, for ligesom at tage brodden af danskernes ateistiske mistro. Men hun mener stadig det, hun startede med at sige om trolddomme, i forhold til at lade sin datter rejse til et sted som Danmark, når hun bliver større.

»Jeg ville bestemt ønske, hun skulle få lov at prøve sig selv af, og jeg ville også ønske, hun var endnu mere modig end jeg var. Men jeg ville være bekymret for hende og sikkert forsøge at beskytte hende med nogle magiske trolddomme.«

Cafeerne i Mall of Arabia, et storcenter i en forstad til Cairo, er et yndet mødested for byens middelklasse. Det er her, man hænger ud med vennerne og slentrer gennem de pinligt renlige arkader med den kølige airconditionerede luft, der virker uendeligt langt fra det kaotiske, støvede og svedende liv, som leves ude på gaderne. Mall of Arabia er en del af den trygge, vattæppeindhyllede verden, som den nu 34-årige Salma Anwar søgte væk fra, da hun tog på opdagelse i Europa. Det er, hvad bragte hende til København og til den gade, der blev synonymt med livet blandt fremmede, skæve eksistenser – Nørrebrogade.

»Mange kvinder, som har læst min bog, har skrevet til mig, at de misunder mig, at jeg har fået disse oplevelser. De har måske aldrig selv haft chancen for at gøre noget lignende eller aldrig turdet tage den chance. De fleste egyptiske kvinder lever i en beskyttet skal, hvor de får meget få nye oplevelser og indtryk. Få af dem lever nogensinde alene. De bor med deres forældre, indtil de selv bliver gift og overdraget til deres mand. Derfor kan Nørrebrogade for dem være et vindue ind til, hvad det vil sige at være en enlig, egyptisk kvinde i et fremmed land,« siger hun.

De fremmedes tunge skridt

Nørrebrogade er helt umuligt at stave med arabiske bogstaver. ’Nabrugada’ vil man udtale titlen, som den står skrevet på forsiden af Salma Anwars roman, der blev udgivet på et egyptisk forlag i begyndelsen af 2015. Bogen er en selvbiografisk fortælling om møder med komplicerede eksistenser i en grå og kold by med navne, der ligger akavet på tungen. ’Nabrugada’ er omdrejningspunktet, ikke fordi Salma møder alle karaktererne her, men fordi de alligevel på en måde er knyttet til gaden.

»Jeg levede fem år i Europa, og for mig udgjorde Nørrebrogade essensen af, hvad det vil sige at leve som fremmed. Nogle af oplevelserne har jeg egentlig haft andre steder i Europa, men jeg synes Nørrebrogade bandt dem sammen. Nørrebro er som en republik for sig selv, hvor der bor en masse mennesker, som bliver til fremmede, når de forlader kvarteret,« siger hun.

Drevet frem af, hvad hendes afdøde far engang kaldte for hendes »magnetiske felt, der tiltrækker alle med psykiske problemer,« får Salma viklet sig ind i en række knudrede menneskeskæbner. Der er den canadisk-kazakhstanske karrierekvinde, hvis eddikesurhed vist egentlig skyldes, at hun allerhelst vil stifte familie og leve et simpelt liv. Der er Kasem, den stærkt intelligente tyrker, der har kæmpet sig vej op fra en fattig barndom, men hvis manio-depression driver ham mod flasken. Og der er Anita, som er konverteret til islam og bjergtager alle undtagen hendes egen familie, der anser hende for rablende sindssyg. For Salma er møderne med disse særlinge en opdagelsesrejse i menneskets mangfoldige måder at forstå sig selv på, og hun bliver ved med at drage nye steder hen. Et sted i bogen skriver hun:

»Jeg blev afhængig af Nørrebrogade. Jeg blev afhængig af at slentre rundt i nabolaget og ligge på lur efter de forskellige arabiske dialekter og den racistiske tale mellem de hvide og de farvede, som var strøet ud over hvert gadehjørne. Jeg blev afhængig af de fremmedes tunge skridt, når de forsigtigt slæber benene af sted, som kunne der når som helst åbne sig et hul i vejen.«

Da hun vender hjem til Egypten finder hun det dog svært at dele oplevelserne på dannelsesrejsen med hendes nærmeste. Når hun sidder overfor dem, kan hun ikke finde ordene til at gøre den fremmede verden begribelig for dem, og hun vælger derfor at nedfælde dem i en roman i stedet.

»Da min mor havde læst bogen, var hun meget oprevet. Hun kunne ikke tro, at jeg havde levet et så sindssygt liv og omgået sådan nogle ’freaks’. For min familie fremstår de her mennesker som rumvæsener, og jeg tror aldrig de helt vil forstå, hvordan jeg kunne sidde ved en døddrukken alkoholikers side en hel nat og trøste ham. Men for andre læsere, som er nysgerrige efter at få indsigt i livet i Europa, håber jeg, bogen kan være en interessant øjenåbner,« siger Salma Anwar.

Ynker min identitet
Bogen giver et interessant perspektiv på livet på Nørrebro. For Salma Anwar er både indvandrermiljøets vrede subkulturer og de blonde vikingers luksuriøse tilværelser fremmede og forbløffende. Hun møder danskere, der taler arabisk, men er ligeså forskellige fra egypterne som de blåøjede er, og hun møder muslimer, der stålsat bærer deres tro uden på tøjet, mens hun selv har taget tørklædet af foran måbende medrejsende i Schiphol Lufthavn for at undslippe de fordomsfulde blikke og tanker.

»Jeg var generelt meget mere positivt stemt overfor Danmark end mange af de muslimske indvandrere, jeg mødte. Blandt dem oplevede jeg konstant negativitet, pessimisme og en meget selektiv hukommelse. Men jeg har selvfølgelig heller ikke skullet vokse i dette samfund og kæmpe med at finde min identitet. Jeg oplevede, at især de muslimske kvinder altid var kampberedte. Det var, som om de hele tiden forventede, at de ville blive nødt til at forsvare sig selv. De italesatte derfor deres tro meget mere, end jeg nogensinde ville gøre,« siger hun.

»Jeg blev afhængig af Nørrebrogade. Jeg blev afhængig af at slentre rundt i nabolaget og ligge på lur efter de forskellige arabiske dialekter og den racistiske tale mellem de hvide og de farvede... «

De sværeste oplevelser for Salma Anwar var ikke racistiske kommentarer, men de fordomme hun mødte blandt ’de tolerante’. De forventede, at en slørløs kvinde, der arbejdede for en menneskeretsorganisation og forelskede sig i en alkoholiker, måtte være ligeså ateistisk som dem selv.

»Mange talte åbent til mig om deres modstand mod islam, fordi de troede, at jeg var frafalden. Når jeg så fortalte dem, at jeg rent faktisk opfattede mig selv som meget troende og spirituel, så blev de enormt overraskede. Du er al for god til at være muslim, kunne de finde på at sige,« fortæller hun.

»Det handler ikke kun om islam, men om danskernes foragt for religioner generelt. Jeg lærte en præst at kende og fandt ud af, at vores oplevelser med at være troende i det danske samfund var meget ens. Vi gik rundt med de samme følelser af ikke at være accepteret.«

I bogen kommer det blandt andet til udtryk i forholdet til hendes franske chef. Han får hende til at grine som ingen anden, og hun er hele tiden på nippet til at blive forelsket i ham. Men han får også hendes blod til at koge som ingen andre.

»Han har ondt af mig, fordi jeg er araber og muslim. Hvordan skulle jeg kunne elske en mand, som ynker min identitet?«, spørger hun sig selv i romanen.

Overtager arabernes kamp

Salma Anwar arbejdede i to år i København for organisationen Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN). Det var sådan et job, hun havde stilet efter med hendes universitetsstudier, og hun var fast overbevist om, at det var muligt at skabe politisker forandringer i hendes hjemland. I hendes første bog, som blev udgivet samtidig med, at hun startede jobbet i København, skrev hun i sarkastisk stil om det fastfrosne politiske liv i Egypten og forudså, at der var et oprør undervejs.

Hun fik ret. To år senere, da hun netop var vendt tilbage til Egypten, udbrød revolutionen og Salma Anwar var med på Tahrir-pladsen. Men i København havde hun efterladt sig troen på, at menneskerettigheder kan opnås gennem idealistiske udenlandske NGO’er, der nok bruger store ord, men reelt er i stand til at udrette forsvindende lidt.

I Nørrebrogade skriver Salma blandt andet om et brev, hun modtager fra hustruen til en sudansk politisk fange.

»Hvilken nytte gør I, når I sidder i jeres fashionable kontorer og airconditionerede mødelokaler, mens tyranen knuser min mand?«, spørger kvinden, og Salma Anwar kan ikke finde noget svar.

Den voksende tvivl bliver kun forstærket af hendes oplevelse af, at hendes europæiske kolleger synes at have overtaget arabernes kampe i mangel på et formål med eksistensen i deres hjemlande. En af dem, Francoise, lever i en forestilling om, at hun med sin kamp for syriske aktivister vil kunne vælte regimet.

»En eller anden dag vil jeg træde på Bashar al-Assads nakke med mine sorte, skinnende, højhælede sko«, fortæller hun til Salma Anwar i Nørrebrogade.

Mod slutningen af bogen erkender Salma Anwar sin voksende tvivl overfor sin chef. Michel svarer, at han som franskmand aldrig kan opgive kampen, for det er hans arv fra hans oprørske forfædre:

»Jeg fortvivler aldrig, min smukke. Tag du ud og find dig en rig araber, der vil gifte sig med dig og forkæle dig, mens jeg fortsætter kampen indtil graven.«

Kort efter denne episode forlod Salma Anwar sit job i København og vendte tilbage til Egypten, hvor hun nu arbejder på en bog om marginaliserede kvinder i Egyptens fattigste landområder.

»Jeg havde troet livet var meget bedre uden for Egypten. Jeg havde forventet, at Europa ville være som en drøm, noget man knap kunne forestille sig. Men det viste sig, at livet kunne være lige så vanskeligt i Europa, og at folk også der kæmper for at finde en mening med tilværelsen. Der er mere komfort, men derudover er det ikke så meget anderledes end her,« siger Salma Anwar.

Hun har dog stadig svært ved helt at forstå de idealistiske europæere, der tiltrækkes af Mellemøstens voldelige konflikter. Som hun udbryder, da vi er på vej ud af storcentret: »Der er altså noget galt, når I vokser op i tryghed og luksus, men føler jer nødsaget til at kaste jer ud foran israelske tanks for at føle, at I er i live.«

Publiceret i Atlas Magasin

Oprøret er stadig et traume for regimet

Alt fra fodbold til bryllupsfester bruges for en plads i parlamentet

Alt fra fodbold til bryllupsfester bruges for en plads i parlamentet