'Den mest voldelige familiekonflikt' er slut, men nu flygter de fra freden

'Den mest voldelige familiekonflikt' er slut, men nu flygter de fra freden

En krig mellem fætre er slut. Men selv om nabolandene Etiopien og Eritrea nu har indgået fred, flygter endnu flere eritreere end tidligere.

Mussia havde svært ved at tro sine egne ben, da han passerede forbi grænseposten og gik hen imod de etiopiske flag. Vagterne havde ikke en gang spurgt ham, hvad han skulle i nabolandet. De havde bare viftet ham videre som om det var det mest normale i verden.

I samtlige Mussias 24 leveår havde det været stort set umuligt for en almindelig eritreer at opnå tilladelse til at forlade landet. For landets enevældige hersker, Isaias Afwerki, betyder patriotisme, at man tjener landets militær og statsapparat i op til 20 år til en pauver løn og uden mulighed for at etablere noget, der minder om en selvstændig tilværelse.

Men nu havde den altid uforudsigelige diktator ladt en dør stå på klem. Mussia gik sammen med hundreder af andre eritreere igennem den og ind i det land, som i 20 år havde været Eritreas ærkefjende. Dem, som førhen var flygtet i ly af mørket over selv samme grænse til Etiopien, havde Isaias Afwerki betragtet som landsforrædere.

Mussia fandt en minibus til Etiopiens hovedstad Addis Ababa, hvor hans søster og flere andre familiemedlemmer allerede bor.

»Jeg havde ikke planlagt at flygte nu, men jeg var nødt til at gribe denne chance. Jeg kunne jo ikke vide, om det nogensinde ville ske igen«, fortæller han dagen efter sin ankomst.

Hans familie er samlet hos Mussias tante for at byde ham velkommen med en traditionel kaffeceremoni. Der er lige akkurat plads til dem alle i hjørnesofaen, som optager en stor del af den lille stue i tantens toværelseslejlighed, men vi må gå ud på gangen for at finde ro til at tale.

Mussia var allerede en flygtning i sit eget land. Tre gange var han rendt væk fra kasernen og forsøgte at gemme sig fra militærpolitiet. To gange havde de fundet ham og tvunget ham tilbage i hæren. Men efter tredje flugtforsøg havde han lært af sine erfaringer.

»Jeg sov aldrig det samme sted hver nat, men var altid i bevægelse, så de ikke kunne vide, hvor de kunne finde mig. Det var stressende, men stadig bedre end at leve som en slave i militæret«, siger han

Som desertør var der dog ikke nogen fremtidsudsigter.

»Jeg vidste, at jeg en dag måtte forlade landet. Men jeg havde aldrig troet, det skulle blive så nemt«, siger Mussia, der ligesom de øvrige eritreere i denne artikel ikke ønsker at optræde med sit familienavn for at beskytte slægtninge, der stadig befinder sig i Eritrea.


Firdobling af flygtningestrøm

Fredsaftalen mellem Etiopien og Eritrea, som blev underskrevet den 9. juli, kom bag på de fleste. De to nationer havde ikke været på talefod siden de bekrigede hinanden i to blodige år fra 1998-2000, og der havde været få tegn på forbrødring.

Konflikten er blevet kaldt en »krig mellem fætre« og »den mest voldelige familiekonflikt i Afrikas historie«, fordi landenes daværende ledere var fra den samme familie. Det vidste sig at være nok til at ende striden, at Etiopien i år fik en ny leder, som ikke blot er fra en anden familie, men fra en helt anden etnisk gruppe.

Den pludselige fredsslutning mellem de to nabolande er blevet hyldet verden over og giver forhåbninger om mere stabilitet i det urolige Afrikas Horn. Men den måske største konsekvens af freden har indtil videre været, at der er et nyt exodus af eritreiske flygtninge undervejs.

Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har 14.000 eritreere registeret sig som flygtninge i Etiopien i den første måned efter, at landegrænsen blev åbnet i september, mens et ukendt antal ligesom Mussia er ankommet til landet uden at lade sig registrere. For UNHCR er det en firdobling af den normale tilstrømning.

Det er fortrinsvis unge kvinder, der har udnyttet muligheden for helt lovligt at forlade hjemlandet, hvor størstedelen af de hundredetusinder, som er flygtet gennem årene, har været unge mænd.

Der er i dag 175.000 registrerede eritreiske flygtninge i Etiopien, og eritreere har de seneste fem år været en af de største flygtningegrupper, der er ankommet til Europa. I 2018 har eritreerne udgjort den næststørste gruppe, der er ankommet med både til Italien.

Vil ikke gennem libysk helvede

Mens Mussia har været undervejs på fods og med busser til Addis Ababa, er hans mor og bedstemor ankommet med fly.

Allerede i juli blev luftvejen mellem de to nationer åbnet. Det er dog kun eritreere, der har overskredet den alder, hvor de kan tjene i militæret, som får lov at forlade landet med fly. De fleste passagerer, der ankommer til Addis Ababa er derfor eritreiske forældre og bedsteforældre, der kommer for at besøge børn og børnebørn, som de ikke har set i årevis.

Mussias søster, Yorse, er taget ud i lufthavnen med hendes 14-årige datter for at tage imod hendes mor og bedstemor. For tre år siden flygtede Yorse og datteren gennem bjergene mellem Eritrea og Etiopien, og siden er det kun Facebook, der har holdt dem i kontakt med familien i Eritrea. Telefonlinjerne var indtil fredsaftalen afbrudte.

En sikkerhedsvagt instruerer hele tiden de ventende i, at de skal forblive for enden af rampen, der fører ned fra ankomsthallen. Men da Yorses datter får øje på sin bedstemor, kan hun ikke holde sig i ro og spurter op af rampen og kaster sig i hendes favn.

»Da jeg flygtede, havde jeg regnet med, at jeg aldrig ville se min mor igen. Ingen havde forventet, at der ville blive fred«, fortæller Yorse.

Men selv om hun er lykkelig over at se hendes mor og mormor, så gør fredsaftalen hende mere bekymret end håbefuld.

»Jeg er selvfølgelig glad for der er kommet fred, og at der i det mindste nu kan ske lidt handel over grænsen. Men vi ved ikke, hvad der nu vil ske med os flygtninge. Der er ingen garanti længere«, siger Yorse.

Etiopien har i årevis været et sikkert tilflugtssted for eritreere. De to landes fjendtlige relationer gjorde, at det var ganske sikkert, at flygtningene ikke ville blive sendt tilbage til hjemlandet. Men nu hvor der ifølge den etiopiske ministerpræsident Abiy Ahmed er bygget »en bro af kærlighed« mellem de to lande, frygter eritreerne, at de ikke længere er i sikkerhed i Etiopien.

Yorse overvejer derfor om hun skal fortsætte sin flugt. Europa er dog ikke længere en oplagt mulighed. Det skyldes ikke, at Europa har gjort det vanskeligere og mere farligt at komme med en båd til Italien. Den afskrækkende faktor er derimod de libyske slaveauktioner, afpresninger og voldtægter, som man skal gennemleve for at komme frem til Middelhavskysten.

»Jeg ville gerne til Europa og skabe en tilværelse, hvor jeg kan forsørge mig selv og være uafhængig. Men det bliver ikke gennem Libyen. Det er et helvede«, siger Yorse.  

Et land uden unge

Fredsaftalen har fået det internationale samfund til at åbne op for mere dialog med Isaias Afwerki og skabt forhåbninger om forandring i det tillukkede land.

Det var krigen med den langt større nabo som oprindeligt fik Isaias Afwerki til at indføre den lange militærtjeneste. Nu hvor der er fred, har Eritrea i teorien ikke brug for så stor en hær længere og et par ledende figurer i regimet har da også udtalt, at der er reformer undervejs.

Men mange flygtninge er overbevist om, at det aldrig kommer til at ske, fordi militærtjenesten i lang tid ikke har handlet om krig eller fred. Det har handlet om kontrol.

»Hvis Isaias Afwerki opgav militærtjenesten, ville der pludselig være en masse unge, som fik deres frihed. Det tør han ikke give dem. Han bruger militæret til at kontrollere dem og forhindre et oprør imod ham«, siger 60-årige Brehane.

Han sidder på en plastikstol foran en lille billard-hall i et boligområde, hvor der bor mange eritreere. Brehane fungerer som en slags uformel leder, som nabolagets eritreere går til, hvis der opstår konflikter imellem dem, og hans talestrøm bliver konstant afbrudt af mænd, der vil hilse på ham.

Brehanes teori om, hvorfor diktatoren nu lader grænsen være åben, følger samme logik. Desto flere unge, der forlader landet, desto nemmere bliver det for Isaias Afwerki at fastholde kontrollen.

Brehane frygter, at Eritrea ender med at blive et land helt uden unge.

»Otte af mine niecer og nevøer er ankommet inden for den seneste uge. Vi anede ikke, at de var flygtet. De tog bare af sted, fordi så mange andre gjorde det, nu hvor grænsen er åben«, fortæller han.

»Jeg har sagt til dem, at jeg synes de bør tage tilbage, for vi har ikke plads til dem. Vi bor allerede tæt sammen. Men de unge nægter. De kan overhovedet ikke se nogen fremtid i Eritrea«, siger Brehane.

Publiceret i Dagbladet Politiken

Det etiopiske mirakel

Det etiopiske mirakel

Abiy Ahmed er Afrikas nye håb: Han taler som Nelson Mandela og handler som Mikhail Gorbatjov