»Det er netop mænd som disse, jeg flygtede fra«
Midt under et demokratisk sindet folkeligt oprør i Sudan tog Danmark imod to mænd fra diktaturets sikkerhedsapparat og lod dem tale med asylansøgere, som siger, at de er flygtet fra det selv samme regime. Tvangshjemsendelsen er muliggjort af, at Europa er begyndt at behandle regimet i Sudan som en partner og ikke som en paria.
Suha Asir siger, at hun kunne genkende mændene på udtrykket i deres øjne. Selv om de ikke præsenterede sig, var hun ikke i tvivl om, hvem de var.
Sammen med sine tre sønner var Suha rejst hele vejen fra Hanstholm til Udlændingecenter Nordsjælland i Birkerød. De vidste, at mødet måtte være vigtigt, men i indkaldelsen stod der ikke, hvem de skulle tale med.
Suhas næstældste søn, 21-årige Ahmed, havde spurgt deres kontakt i politiet og havde fået at vide, at det var en sudansk diplomat. Sådan en havde de tidligere mødt, uden at det havde ændret noget ved deres fastlåste situation. Danmark nægtede fortsat at give familien asyl, Suha nægtede at rejse frivilligt tilbage til Sudan, og Sudan nægtede at tage imod familien. Og årene gik. De var ankommet til Danmark i 2010.
Men det var ikke en diplomat, som ventede i lokalet i Udlændingecenter Nordsjælland. Det var to mænd, som ikke oplyste deres navne, eller hvilken myndighed de repræsenterede. Sammen med dem var otte danskere fra forskellige instanser.
Den ene af sudanerne indledte med at stille Suha en række spørgsmål, der lød mere som ordrer. Dit navn, dit efternavn, din fars navn, din mors navn, din klan. Øjnene, der så på hende hen over brilleglassene, ventede utålmodigt på svar.
»Jeg vidste med det samme, at de ikke var diplomater. Det var mænd fra sikkerhedsapparatet. De har en særlig måde, de ser på dig på«, fortæller Suha.
I Sudan havde hun ofte siddet foran mænd som disse.
»To gange om ugen skulle jeg melde mig på en politistation og fortælle, hvad jeg havde lavet, og hvem jeg havde talt med. Mænd som dem kender jeg kun alt for godt«.
Suha var flygtet fra disse øjne og rejst tusinder af kilometer væk. Men nu så hun ind i dem igen på dansk jord.
»Hvorfor flygtede du fra Sudan?«, spurgte den ene af mændene.
Suha vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hvad ville konsekvenserne være, hvis hun løj? Hvad ville de være, hvis hun sagde sandheden?
»Jeg ville ikke lyve foran de danske myndigheder. Så jeg endte med at sige det, som det er. At jeg flygtede af politiske grunde. Men jeg rystede over hele kroppen. Jeg ved, hvad de kan gøre mod mig, hvis Danmark sender mig tilbage til Sudan«.