Verdens måske vigtigste agurk
Ørkenen breder sig på grund af klimaforandringerne og tvinger millioner af mennesker på flugt. Men med lidt opfindsomhed kan vi gøre ørkenen grøn igen. Koncentrat bringer en reportage fra Jordan.
Jordan er som en kæmpestor sandkasse. 90 procent af landet består af ørken, og det meste af året har solen himlen helt for sig selv. En regnbyge er lige så sjælden, som en skyfri sommerdag med 25 grader er det i Danmark.
Så hvorfor skulle man finde på noget så tosset, som at forsøge at få grøntsager til at gro her? Det er jeg taget til det sydligste Jordan for at finde ud af. Her ligger havnebyen Aqaba ud til det Røde Hav. Under vandet er der flotte koralrev, som der er lige så meget liv i som i en regnskov. Men over vandet er der stort set kun én farve, og det er sandfarve. Ørkenen strækker sig langt i alle retninger, på nær nogle få træer.
Midt i dette gule hav af sand står et stort drivhus. Det er det, jeg er taget ud for at besøge. Inde i drivhuset går Frank Utsola, en norsk ingeniør (en ingeniør er en person, der er uddannet til at styre og opfinde ny teknik, red.). Frank passer på 1.920 agurkeplanter – og han har styr på hver eneste af dem. For det er vigtigt, at hver af disse planter kan give en helt masse agurker. Og det er ikke kun vigtigt for Frank, men muligvis for hele menneskeheden.
I denne artikel forklarer jeg hvorfor, og jeg fortæller, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at få grøntsager til at gro i en ørken.