Arabiske unge tager revolutionen med på markedspladsen

Antallet af arabiske startups vokser drastisk. For mange unge giver teknologien en sjælden mulighed for at få succes helt uden ’wasta’.

En af Kairos mest bemærkelsesværdige karakterer er ’bekia’-manden.

Han kommer som regel gående eller cyklende med sin trævogn og råber »beeeeeeekia beeeeeeekia« med en stemme, der er i stand til at overdøve selv tung trafik.

I mange kvarterer kommer en af Kairos mange hundrede bekia-mænd forbi mindst en gang om dagen.

Er man hjemme, og har man brugte eller ødelagte genstande, man vil af med, kan man gå ned på gaden til bekia-manden, som er en slags omvandrende genbrugshandler.

Han køber alt, han mener at kunne reparere og sælge videre.

Nu vil et par unge ingeniører forvandle bekia-konceptet fra et lavteknologisk foretagende til en digital genbrugscentral.

Deres app, som de selvfølgelig har døbt Bekia, skal gøre det muligt for egypterne på en mere effektiv måde at tjene penge på affald og brugte genstande – og dermed promovere skraldesortering og genbrug.

Bekia er blot en af hundreder af nye ideer, som blev præsenteret på RiseUp, Mellemøstens største event for startups, der blev afholdt i Kairo i starten af december.

I en region med millioner af arbejdsløse universitetsuddannede unge forsøger flere og flere at blive tech-entreprenører og skabe deres egne virksomheder.

»Vi ser alle hver dag skraldet i gaderne, og jeg gik og tænkte på, hvordan man kunne gøre noget ved det. Det fik mig til at opsøge bekia-mændene for at forstå deres arbejde, og jeg kunne se, at der var et stort potentiale for at udvikle konceptet«, fortæller Alaa Afifi, softwareingeniør og grundlægger af Bekia.

Måske som resultat af i to dage at have pitchet sin idé igen og igen fortæller han om Bekia i et febrilsk tempo.

»Hvis vi skulle vente på, at myndighederne løste skraldproblemet, ville vi vente for evigt. Det er langt bedre, at vi finder en model, hvor folk kan tjene penge på alt det, de ellers bare ville have smidt ud«.

Dribler uden om nepotisme

Også internationale investorer er for alvor begyndt at få øjnene op for arabiske startups.

Det er især i de rige oliestater i Golfen, at potentialet for et mangecifret afkast er størst. Tidligere i år opkøbte Amazon den arabiske netbutik Souq.com for 3,7 milliarder kroner, mens andre investorer skød 2,2 milliarder kroner ind i kørselstjenesten Careem, der er i tæt konkurrence med Uber om et stærkt voksende arabisk marked. Begge tjenester er lanceret i Dubai.

I de seneste år er også byer som Kairo, Amman, Beirut og Tunis blevet til ’hubs’ for startups og har udviklet velfungerende økosystemer, der kan understøtte dem.

I disse lande er det mest bemærkelsesværdige ikke nødvendigvis, hvor store beløb de internationale investorer efterlader, men at antallet af entreprenører vokser meget kraftigt.

I Egypten modtog en af landets såkaldte ’acceleratorer’ for startups 70 ansøgninger i 2013. I år modtog den 500.

»Jeg tror, at entreprenører kan blive det, som alle forældre ønsker, at deres børn skal blive, når de vokser op«, siger Abdelhameed Sharara, som er direktør for RiseUp.

For mange arabiske unge kan det være svært at gøre brug af deres energi og talent i en region med udbredt nepotisme. Det kræver oftest en ’wasta’, det arabiske ord for gode forbindelser, hvis man skal udrette noget i livet.

Publiceret i Dagbladet Politiken

نخوض معركة شرسة للوصول إلى الحقيقة

نخوض معركة شرسة للوصول إلى الحقيقة

Verdens måske vigtigste agurk

Verdens måske vigtigste agurk