Den sidste skarpe blyant

Den sidste skarpe blyant

Egyptiske Doaa el-Adl laver karikaturtegninger i en tid med undertrykkelse, terror og økonomisk krise. Det er satire, som giver et ærligt indblik i den egyptiske virkelighed, men som det ikke er meningen, du skal grine af.

Øverst i en bunke papirer på Doaa el-Adls skrivebord ligger dagens avis.

»Araberne er klar til at konfrontere Iran i sikkerhedsrådet«, lyder overskriften på forsiden, der som vanlig taler Egyptens ledere efter munden. I dette tilfælde handler det om deres alliance med Saudi-Arabien imod den shiitiske trussel fra Iran.

al-Masry al-Youm hedder avisen, som Doaa arbejder for. Det betyder ‘Dagens Egypter’, og avisen er kendt for at være liberal og så uafhængig, som forholdene tillader det. Hvilket for tiden ikke er ret meget. Derfor minder forsiden umiskendeligt om den man ville kunne finde hos det statslige propagandaorgan, avisen al-Ahram (‘Pyramiderne’).

De egyptiske medier har sjældent været under så hårdt et pres fra myndighederne som nu. Egypten er et af de lande i verden med flest fængslede journalister og præsident Abdel Fattah el-Sisi etablerede sidste år ‘Det Øverste Råd for Regulering af Medierne’, der kan udstikke bøder og suspendere udgivelser, hvis det ikke bryder sig om indholdet.

Bladrer man nogle sider frem i avisen på Doaa el-Adls skrivebord finder man hendes karikatur. Den omhandler netop presset på medierne fra Sisis nye råd - og gør tykt grin med det. Hun har tegnet rådet som en gruppe dommere, der sidder på et podium og ser ud over en masse tv-skærme med ængstelige, svedende nyhedsværter. Den ene af dommerne peger mod en skærm og udbryder:

»Dig dernede bag ved som piller næse. Jeg har set det.«.

Doaa 1.jpg

Det er et af de store paradokser i dagens Egypten, at regime-propaganda kan stå side om side med kritiske karikaturtegninger. Mens nyhedsjournalister må glemme alt om de friheder, de kunne tage sig i årene efter revolutionen, slår en talentfuld generation af karikaturtegnere stadig kritiske streger i aviserne og udstiller magthaverne.

»Karikaturerne er i dag den stærkeste stemme i al-Masry al-Youm«, siger Doaa el-Adl.

»Vores tegninger følger ikke avisens journalistiske linje. Jeg kan ikke klandre journalisterne for, at de følger denne linje, når forholdene er, som de er i Egypten. Det er modigt af avisen, at de stadig accepterer, at vi tegner, som vi gør. De lægger ikke nogle begrænsninger på os«, siger Doaa el-Adl, som mens hun taler hele tiden har en pen i nærheden, som hun tegner vilkårligt med på en blok.

En anden af hendes seneste karikaturer forestiller to bredskuldrede mænd i jakkesæt, som hiver et scenetæppe for. De efterlader kun en sprække af lys, og i denne sprække har Doaa skrevet: »Frihedens margin«.

Det er i denne margin, at karikaturtegnerne arbejder. 

»Vi har stadig dette ene, lille vindue, som står åbent. Og vil vi kæmpe for, at det bliver ved sådan«, siger hun.

Men Doaa mærker presset. Der er trolde på internettet, som truer hende, og som alle andre ved hun, hvad der skete med den unge mand, som tegnede præsidenten med Mickey Mouse ører.

Doaa el-Adel tegnede denne karikatur efter anholdelsen af flere kritiske journalister. En overbetjent siger til sine to betjente: "Få fat i ham dér".

Doaa el-Adel tegnede denne karikatur efter anholdelsen af flere kritiske journalister. En overbetjent siger til sine to betjente: "Få fat i ham dér".

Sjældne ynglefugle

Doaa el-Adl er en del af generation af egyptiske karikaturtegnere, som har efterladt sig et klart aftryk. Da den tidligere præsident Hosni Mubarak for godt 10 år siden havde behov for at vise omverdenen, at der skam var plads til en opposition i Egypten, var tegnerne blandt dem, som greb chancen.

På avisen al-Dostour fik de frie rammer under ledelse af den karismatiske redaktør Ibrahim Eissa - der i sig selv er lidt af en tegnseriefigur med hans karakteristiske seler, som synes ikke blot at holde styr på et betydeligt korpus men også et ustyrligt ego. De gik endda så langt, at de begyndte at tegne præsidenten selv - set bagfra.

Doaa havde indtil da lavet tegninger til et børnemagasin og kun sketchet karikaturer i privaten. Hun blev ansat af al-Dostour, som en af de eneste kvindelige karikaturtegnere i den arabiske verden, og med hendes kunstneriske streger og stærke symbolik skilte hun sig snart ud som en af landets skarpeste satirikere.

»Mubaraks åbning gav os mulighed for at udfolde os mere, men det var en falsk frihed. I sidste ende var det nyttigt for Mubarak, fordi han kunne bruge os som bevis for, at der var kommet mere ytringsfrihed i Egypten«, fortæller Doaa.

Med revolutionen blev friheden mere reel, og tegnerne var klar til at udnytte den. De sociale medier blev et nyt forum for satire, det første egyptiske tegneseriemagasin blev udgivet, og i aviserne var det pludselig almindelig, at landets øverste ledere blev karikeret. På tv overskred talkshow-værten Bassem Youssef noget nær samtlige grænser for, hvem og hvad der kunne gøres grin med.

Efter Ibrahim Eissas afsked med al-Dostour var det al-Masry al-Youm, som overtog teten - og de bedste tegnere. Det Muslimske Broderskabs ledelse optrådte hyppigt i avisens karikaturer og for første gang blev der rejst et sagsanlæg imod Doaa el-Adl af en af islamisternes advokater. Sagen nåede dog ikke langt før end Broderskabets præsident Mohamed Morsi havde skabt sig så mange modstandere, at militæret kunne fjerne ham fra magten med opbakning fra en stor del af befolkningen.

Journalister og tegnere forsøgte at holde fast i deres friheder i en ny epoke under feltmarskal Abdel Fattah el-Sisis ledelse. Men under påskud af truslen fra islamisterne vendte censuren tilbage. Bassem Youssef måtte forlade Egypten og en ung mand blev fængslet for på sociale medier at poste et photoshoppet billede af præsident Sisi med Mickey Mouse-ører.

Satiren måtte igen trække sig tilbage bag avisernes forskansninger. Karikaturtegninger har igennem årtier været en fast del af avisernes debatsider, som ofte af myndighederne er blevet anset som en nødvendig ventil for folkets frustration. Under det nuværende regime er de bagerste sider i aviserne mere end nogensinde før et reservat for sjældne ynglefugle - nemlig de kritiske stemmer.

Selvportræt af den kvindelige karikaturtegner

Selvportræt af den kvindelige karikaturtegner

Morbid satire

En af de figurer som optræder hyppigst i Doaas karikaturer er ‘manden med de tomme lommer’. Det er den fattige egypter, som for tiden lider hårdt under de strenge økonomiske reformer, som præsident Sisi har gennemført under pres fra Den Internationale Valutafond IMF. Priserne synes til tider at stige næsten dagligt, samtidig med at subsidier på brød, benzin og gas er blevet fjernet.

Derfor hænger de tomme lommer og dingler ud af bukserne på den fattige mand. I en af karikaturerne kommer et par slipseklædte mænd fra IMF for at nærstudere lommerne, som en del af deres evaluering af Egyptens reformer. I en anden synger et kor af mænd med tomme lommer en nationalistisk hymne med teksten: »Egypten vil altid være os dyrebar«.

»Jeg ser det som min rolle at være en stemme for de marginaliserede i Egypten. Dem, som ikke optræder i medierne og ikke bliver hørt«, fortæller Doaa el-Adl.

De unge aktivister i fængslerne og voldsramte kvinder er andre emner, som hun ofte tager op. Dertil kommer nyheder, der ikke kan ignoreres, såsom terrorangreb, krige og bådflygtninge.

Det er tunge emner, men egyptiske karikaturtegnere er velbevandrede i den sorte humor. De tøver ikke med at lave satire om selv de største tragedier - lige så snart de er sket. Efter endnu en stor togulykke tidligere i år udgav netavisen Mada Masr en karikatur af en embedsmand, som er taget ud til ulykkesstedet, hvorfra han ringer til hans overordnede - som man selv må spekulere i om er en minister eller måske præsidenten.

»Alt er godt. Folk herude vil dø for dig«, beretter embedsmanden.

Det er en næsten morbid satire, der skal udstille, hvor lidt staten gør for at løse landets problemer. Og det er ikke meningen, at du skal trække på smilebåndet.

»Desværre er vores virkelighed ikke til at grine af. Hvis man åbner avisen for at få et godt grin, bliver man slemt skuffet. Det plager mig, at jeg ikke kan give folk noget at grine over, men hvad kan jeg gøre. Hvis en ung kvinde er blevet voldtaget, hvordan skal jeg da kunne tegne noget fjollet«, siger Doaa el-Adl.

'Tildækket eller ej'

'Tildækket eller ej'

Elektroniske komiteer

Selv om ingen fortæller Doaa el-Adl, hvad hun skal tegne, føler hun alligevel at noget har ændret sig de seneste år. Ganske ubemærket har der sneget sig en tøven ind.

»Vi lever i en tid, hvor der generelt er et klima af frygt, og jeg kan ikke være sikker på, hvor længe de lader os karikaturtegnere være i fred«, fortæller Doaa el-Adl.

»Jeg føler mig ikke fri, når jeg sætter mig ned foran papiret. Nogle gange er der et emne jeg undgår, men når jeg i nogle dage har tegnet om noget andet, så slår det mig pludseligt, at jeg ikke bare kan blive ved med at ignorere det. Jeg kan ikke leve med mig selv, hvis jeg blot ignorerer, at der eksempelvis er unge, der sidder fængslet i årevis uden rettergang«.

I starten af november afholdte regimet en stor, international ungdomskonference i badebyen Sharm el-Sheikh for at bevise, at det lytter til ungdommen. I den anledning portrætterede Doaa el-Adl to unge i et fængsel, der læser om konferencen i en avis.

Den medførte stærke reaktioner på avisens hjemmeside.

»Der var en som skrev, ‘Du burde fængsles sammen med dem’. Og anden der sagde, at avisen bør lukkes ned. Jeg tror ikke på, det bare er almindelige mennesker. Det er de elektroniske komiteer«, fortæller Doaa.

‘De elektroniske komiteer’ er hvad andre ville kalde ‘internet-trolde’ - folk med en agenda, som går til verbalt angreb på andre brugere. I Egypten er det en udbredt opfattelse, at disse komiteer er på sikkerhedsapparatets lønningsliste og er en del af en bevidst strategi, ligesom at politiet i den fysiske verden har dets ‘baltaga’ - bøller. Det er kriminelle typer, som politiet hyrer til at gøre dets mest beskidte arbejde.

Troldenes trusler er svære at ignorere og kan nemt få selvcensurens spøgelse til at begynde at lure i krogene.

»Jeg forsøger at lade være med at spekulere over det og lukke munden på den opsynsmand, som dukker op i mit hoved på grund af det klima, vi lever i«, siger Doaa el-Adl.

For karikaturtegnerne handler det om ikke at give efter for presset og dermed gøre livet lettere for dem, som ønsker at sænke loftet. Samtidig med, at de heller ikke hovedløst må fremprovokere en modreaktion fra magthaverne.

Det er en balancegang, som Doaa for nogle år siden illustrerede sådan her: Under opsyn af en dyretæmmer med en pisk forsøger en elefant at balancere på ét ben på en skammel, mens den tegner en streg på jorden med en fyldepen i snablen.

Satirikerens svære balancegang

Satirikerens svære balancegang

Afløb for vreden

Evnen til at balancere lærer man ikke uden at falde og slå sig. Den politiske rutsjebanetur har ført egypterne fra Mubarak-tidens apati over revolutionens eufori og frem til en bitter realisme i Sisis Egypten. Det har taget pusten fra mange og brudt nogle helt ned. Selv dem, som kæmper videre, gør sig ikke forhåbninger, der kan blive forvandlet til nye skuffelser.

»Jeg vil helst ikke lyde opgivende, men jeg har ikke en følelse af, at mine karikaturer ændrer noget. Jeg får afløb for min egen vrede, men jeg ved ikke, hvor meget forskel, det gør for folk længere«, siger Doaa el-Adl.

»Jeg kan se nu, hvor naiv jeg var førhen. Under Mubarak så jeg mig selv som en politisk satiriker, men jeg ved nu, hvor begrænset mit udsyn var. Efter at have gennemlevet en revolution, der mislykkedes, og set andre revolutioner i regionen mislykkedes, har jeg en helt anden indsigt i Egypten og dets position i verden«.

»Det har styrket mig. Jeg er blevet en langt bedre karikaturtegner. Men det har været en smertefuld erfaring«.

Bio: Doaa el-Adl

38 år gammel. Karikaturtegner på avisen al-Masry al-Youm. 

Uddannet dekoratør. Arbejdede som indretningsarkitekt og grafisk designer, inden hun fik job som tegner.

Begyndte med at lave illustrationer til børnemagasiner, indtil hun i 2007 blevet hyret som karikaturtegner på avisen al-Dostour.

Blev i 2013 anklaget for blasfemi på grund af en tegning, hvor en engel siger til Adam og Eva, at hvis de blot havde stemt ja til forfatningen ville de ikke været blevet smidt ud af himlen. Det var en kritik rettet mod islamisternes brug af religion i politik.

Udgav tidligere i år en bog med karikaturtegninger om kvinders forhold i Egypten.

Følg Doaa på Facebook (https://www.facebook.com/doaeladl) og Twitter (https://twitter.com/doaaeladl)

Publiceret i Magasinet 360

Verdens måske vigtigste agurk

Verdens måske vigtigste agurk

Cairos beskidte hemmeligheder

Cairos beskidte hemmeligheder