Gravrøverne i el-Gubba

Der bliver gravet som aldrig før i Egypten, men det er ikke arkæologerne, der gør det. Gravrøvere har udnyttet kaosset, der fulgte med revolutionen, til at søge efter endnu uopdagede skatta, og masser af antikviteter forsvinder ud af landet. I landsbyen el-Gubba gik det dog ikke helt efter planen.

Det var en dag nogle måneder efter revolutionen i januar 2011, at mændene fra Kairo kom til landsbyen el-Gubba. Hvem de var vil landsbyens folk helst ikke sige, eller også ved de det faktisk ikke præcist. Èn siger, at de var ingeniører; en anden hævder at nogle af dem var fra antikvitetsministeriet. De fleste nøjes blot med at omtale dem som ‘mafiaen’.

“Der er en dyrebar skat begravet i bakketoppen her i el-Gubba, og vu vil have jer til at grave den ud for os”, sagde mafia-mændene til dem.

Landsbyboerne spidsede ører men var ikke overraskede. El-Gubba ligger i det allersydligste Egypten tæt ved provinshovedstaden Aswan og i denne del af landet ligger der stadig mange værdifulde ting fra svundne tider begravet i sandet. Tanken om, at den bakketop som de passerede hver eneste dag, kunne rumme faraoniske grave, havde derfor strejfet dem før.

“Vi vil gøre jer alle rige”, lovede mafia-mændene.

Ingen af landsbyboerne troede på mændenes løfte. Alligevel accepterede en del af dem tilbuddet om at arbejde for mafiaen, for på denne tid var der ingen af dem, der gik og drømte om at blive velhavende. De håbede blot at få brød på bordet og en cigaret i mundvigen.

Da egypterne i januar 2011 flokkedes til byernes centrale pladser for at kræve diktatoren Hosni Mubaraks afgang, flokkedes turisterne til landets lufthavne. I Aswan var det højsæson. Cruisebåde og lokale sejlskibe skabte tæt trafik på Nilen, basarene var et levende virvar af alverdens sprog, og der var køer til billetlugerne til grave, templer og obelisker. Men fra den ene dag til den anden blev der tomt og stille, og tusinder af lokale blev arbejdsløse.

Livet i el-Gubba går altid i et adstadigt tempo, omtrent i trit med strømmen i Nilen. Men efter revolutionen gik det næsten i stå, og der blev trængt på de små cafeer, hvor mændene samledes og beklagede sig over manglen på arbejde. Da ‘mafiaen’ tilbød dem fast hyre for at grave i bakketoppen var der derfor mange, der sagde ja.

“De betalte os ikke mere end 30 kroner om dagen, selv om det var virkelig hårdt arbejde. Men som man siger: En der er ved at drukne rækker ud efter selv et strå”, siger Hassan, mens han sidder og drikker te på en cafe, der ligger lige nedenfor bakketoppen, hvor han i nattens mørke gravede i flere uger under mafiaens befaling. Ligesom de andre gravrøvere fra byen vil Hassan, som egentlig er uddannet jurist, ikke opgive sit fulde navn.

Landsbyboerne tilhører den majoritet af Egyptens befolkning, som lever lige over eller under fattigdomsgrænsen. At få brød på bordet kan være en daglig kamp, men til gengæld skal der ikke så meget mere til at gøre dem tilfredse med tilværelsen. Det skulle da lige være at have råd til en pakke cigaretter.

“Det var bedre at arbejde for mafiaen end at lave ingenting og være uden smøger”, siger Arafa, en 40-årig mand, som i årevis har tjent til vejen og dagen ved at ride turister rundt i ørkenen på hans kamel.

“Hvis vi fandt noget, ville det være godt for alle, selv om mafiaen helt sikkert ville være løbet med det meste, og vi ville have sloges om resterne”, siger Arafa, som med sin slanke, smidige krop og lange tålmodige blik har en vis lighed med det dyr, han tilbringer de fleste dage sammen med.

Da mændene begyndte at svinge hakkerne ned i bakketoppen, viste det sig hurtigt, at der vitterligt var noget at grave efter. Det var bare ikke helt den skat, som mafiaen havde sat i udsigt.

Indgangene til to af de grave, som landsbyboerne fandt. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Et hav af antikviteter

Lige siden faraoerne begyndte at begrave de døde i store grav fyldt med dyrebare ting fra det jordiske liv har der været gravrøvere i Egypten. Fattige arbejdere, korrupte embedsmænd, romerske soldater, islamiske skattejagere, europæiske opdagelsesrejsende, grådige arkæologer og professionelle smuglerbander, alle har de forsøgt at få deres fingre i de begravede rigdomme. De er Egyptens guldgravere, og de har måske aldrig været så aktive, som de er lige nu.

“Det er umuligt at vide præcist, hvor mange antikviteter der forsvinder i disse år, men det er mere end før. Der har efter revolutionen været en fornemmelse af, at man nemmere kan slippe af sted med det. Derfor er det ikke kun de professionelle bander, der graver, men også helt almindelige borgere”, siger arkæolog og aktivist Monica Hanna.

Hun har blandt andet dokumenteret ved hjælp af satellitbilleder, at der omkring pyramiderne i Dahshour - forgængerne til de verdenskendte pyramider i Giza - er sket en tredobling af ulovlige udgravninger. Det fik hæren til at rykke ind for at beskytte området. Men langt de fleste gravrøverier finder sted uden, at det bliver opdaget.

I det sydlige Egypten kan man ikke opholde sig længe som udlænding uden at blive tilbudt at købe oldsager. Mens de professionelle bander er en del af et større smuglernetværk, der har en etableret kundegruppe, forsøger den jævne egypter at grave og sælge på må og få. Nogle hyrer religiøse sheikher, som de tror kan få at vide fra højere magter, om der gemmer sig noget under jorden. Andre nøjes med at håbe og graver under deres huse, så de af og til styrter sammen. Historierne om folk, der har fundet en skat, som har hjulpet dem ud af den udbredte fattigdom, er mange - eller også går de bare hurtigt fra mund til mund. Alle tror de kan finde noget.

“I Egypten, hvor end du graver, så finder du noget”, siger folk.

De grønne bælter langs Nilen har været beboet kontinuerligt i mere end seks årtusinder i et klima, som er optimalt for bevaring af oldgamle sager. Ting der efterlades sandes naturligt til, hvis ingen gør modstand med en kost, og solens faste plads på en skyfri himmel sikrer, at det ikke rådner væk.

Selv i antikvitetsministeriet i Kairo siger de, at der er et »hav af antikviteter« under Egyptens jord, og at det måske kun er 30 procent, som er udgravet. Dette hav ligger under folks huse, under de marker som de med moderne vandingskanaler har kunnet skabe på ørkenjord, eller under nutidige gravpladser - kristne som muslimske.

Fristelsen til at grave efter guld er derfor stor.

Landsbyen el-Gubba ligger idyllisk langs Nilens bred i det sydligste Egypten. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Stormede politistation

Revolutionen centrede sig omkring Tahrir-pladsen i Kairo, men oprøret nåede også langt ud på landet og til el-Gubba. Da politiet tæskede en mand fra landsbyen til døde, væltede årevis af frustration og vrede over det korrupte og brutale sikkerhedsapparat frem. Landsbyboerne stormede deres lokale politistation, sendte betjentene på flugt, stjal alt af værdi og ødelagde resten.

Siden har der ikke været politi i byen. Den smadrede politistation står tilbage som et monument over oprøret, og der er intet andet liv end de fugle, som har bygget reder i smadrede lysekroner.

Intet politi og masser af arbejdsløse mænd. Det var en perfekt situation for de kriminelle antikvitetssmuglere, der var kommet til el-Gubba.

I løbet af et par uger huggede byens mænd sig dybere og dybere ind i bakketoppen, indtil de ramte noget hårdt.

»Vi gravede næsten ti meter ned før vi fandt en væg med inskriptioner og derefter en dør. Indgangen var lukket til med sten, så vi vidste at nogen havde været her før. Formentlig var det romerne. Vi slæbte stenene væk og gik ind. På væggene var der de flotteste malerier og rummene var fulde af kranier og knogler. Vi ledte og ledte efter noget af værdi, men der var intet at komme efter. Romerne havde taget det hele«, fortæller kamelrytteren Arafa, da han viser rundt på bakketoppen iklædt en hvid kjortel, der flagrer let i brisen fra Nilen.

Indgangen til den største af gravene.

Landsbyens lave lerhuse kravler halvvejs op af bakken, som kun akkurat er lidt højere end minareten på byens moske, som står midt imellem husene som en mast på Nilens sejlbåde. Fra bakketoppen er der udsigt over Nilen og det grønne bælte af marker og palmelunde, der har slået sig ind som kile mellem floden og ørkenen.

På bagsiden af bakketoppen, hvor Arafa og de andre mænd sled for at finde frem til gravene, ser det ud som om et gigantisk rovdyr har taget en bid af den jævne runde bakke og efterladt aftrykket af sit tandsæt. Det har skabt op til syv meter høj klinter og nederst i hver af dem er der mandshøje indgange, der fører dybere ind i bakken.

Indgangene er nu blokkeret af døre med jerngitre og store hængelås, som myndighederne har sat op. Men gennem gitret kan man tydeligt få fornemmelsen af, hvad det var, som åbenbarede sig for landsbyboerne, da de i lommelygternes skær brød ind i gravene, som de første i formentlig over 2000 år.

På væggenes relieffer ses en mand med et løveskind draperet hen over skulderen, som ofrer frugt og kød til en parykklædt farao, der sidder med en blomst i hånden. Det er denne mand, en nubisk adelsmand ved navn Banfar, som blev begravet her for omkring 3000 år siden i et af dynastierne i det Nye Rige. I et andet kammer er der velbevarede farver på de smukke vægmalerier, som beretter om adelsmandens jordiske liv og alle hans ofringer til guder og faraoer.

Vægmalerierne i en af gravene.

I sandet ligger utallige stumper af knogler og kranier spredt omkring. Nogen har samlet nogle af stumperne sammen i en stor papirspose, men tilsyneladende derefter opgivet ævred og efterladt posen nonchalant op af en stenbunke foran graven.

I alt ni faraoniske grave fandt de under bakketoppen, flere af dem med velbevarede relieffer og vægmalerier, som gør dem yderst interessante for det tysk-egyptiske hold af arkæologer, som nu skal undersøge og restaurere gravene. Men i ingen af gravene fandt de noget, som kunne gøre hverken mafiaen eller landsbyboerne rige.

“Vi fandt kun nogle små statuetter af værdiløst materiale. Alt andet var blevet røver for længst. Men jeg tror helt sikkert, at der er mere endnu, som vi ikke har fundet. Måske er der længere nede under jorden kamre, hvor ingen har været før og som gemmer på store rigdomme”, siger Hassan, juristen.

Knogler og kraniestumper fra de gamle grave. 

Gemt i toiletkumme

Smuglernes måske største trussel er en 32-årig, åbenmundet arkæolog. Mens de egyptiske myndigheders indsats imod ulovlige udgravninger i bedste fald kan karakteriseres som halvhjertet, har Monica Hanna investeret næste hele sit liv i at afsløre, hvordan Egyptens kulturarv forsvinder ud af landet.

Som arkæolog gør hun omtrent det værste man kan gøre, hvis man gerne vil have en karriere i Egypten: hun kritiserer dem, der sidder på pengene, tilladelserne og adgangen til Egyptens mange historiske steder. Men opmuntret af revolutionens ånd og et brændende behov for at gøre en forskel, har hun og to kvindelige kolleger accepteret at betale prisen og i stedet glæde sig over de små sejre, de vinder.

For selv om tre idealistiske kvinder ikke kan stoppe velorganiserede kriminelle netværk, så har de vist sig i stand til igen og igen at lave så meget støj i medierne med deres afsløringer, at myndighederne har været tvunget til at styrke deres indsats.

“Vi har fået mange flere egyptere til at få øjnene op for, hvor galt det står til, og det er et første vigtigt skridt mod forandring. Samtidig ved vi at der er mange i de lavere dele af hierakiet i myndighederne, som er utrolig glade for det vi gør. Det er blandt andet fra dem, at vi får mange af vores informationer, fordi de gerne vil korruptionen til livs og få ryddet op i systemet«, fortæller Monica Hanna.

Når hun taler om problemerne smælder forargelsen som en pisk, og hendes skarpe argumenter bliver affyret med en præcision, som beviser hvor vandt hun er blevet til at optræde i medierne.

Ifølge Monica Hanna er det største problem, at myndighederne kun bekymrer sig om de største arkæologiske seværdigheder, som tiltrækker alle turisterne.

»Ministeriet har faktisk 14.000 vagter på lønningslisten, men hvad hjælper det, når mange af dem er utrænede og dårligt bevæbnede. Nogle af dem må købe patroner til deres geværer for egne penge, og deres løn er i forvejen ringe. Hvad skal de stille op overfor professionelle bander, som har terrængående køretøjer, metaldetektorer, maskingevær og lokale eller udenlandske arkæologi-eksperter, som arbejder for dem«, siger hun.

De stjålne antikviteter bliver ifølge Hanna smuglet til Europa, USA og Golf-landene, hvor de sælges til private samlere eller sættes til salg på auktioner. Myndighederne forsøger at bremse smuglingen, men indrømmer at de er oppe imod nogle stærk professionelle kriminelle.

»De finder hele tiden nye veje og metoder, og det er svært for os at følge med«, siger Iman el-Raouf, der leder Antikvitetsministeriets indsats mod smugling.

I 2014 beslaglagde Egypten 2700 antikviteter i 150 forskellige sager. Iman el-Raouf fortæller, at man eksempelvis har fundet antikviteter, der var gemt i en sending toiletkummer fra en keramik-virksomhed og fundet en faraonisk maske, der var sat fast til indersiden af en Tutankhamon-souvenir.

Ministeriets største problem er dog landets grænser.

»Egypten har tusindvis af kilometer af ørken som grænse til Libyen og Sudan. Det er umuligt at kontrollere«, siger Iman el-Raouf.

Vægmalerier i en af gravene i el-Gubba. Foto: Ministeriet for Antikviteter

Forkælede faraoer

Da en patrulje fra antikvitetspolitiet i 2012 opdagede, at der var en ulovlig udgravning i el-Gubba, fik det ingen konsekvenser, andet end at myndighederne kom og lukkede indgangene til gravene med jerndøre. Sådan har de stået siden, mens sandet langsomt har vendt tilbage til bakketoppen og halvt begravet nogle af indgangene.

Monica Hanna siger, at myndighederne det seneste års tid har øget indsatsen for at bremse gravrøverne, men at det stadig langt fra er tilstrækkeligt til at gøre en forskel. I el-Gubba har man hverken megen tiltro til eller frygt for myndighederne.

“Egyptens beskyttere er en flok røvere”, lyder et populært ordspil i landsbyen. Dem som laver lovene og skal sørge for at de bliver overholdt sjæler selv, så hvorfor skulle borgerne holde sig tilbage? Folk ser hvor mange penge, der kan bruges på museer og templer, mens man i landsbyen ikke kan få nogle ydelser fra staten uden at betale bestikkelse.

»Det er kun turismen som staten interesserer sig for. Den forkæler de døde faraoer, men os som er i live er de ligeglade med«, siger Ali, en ung mand, der ernærer sig ved at tage turister på tur i ørkenen på kamelryg.

Landsbyboerne kan godt at se at det principielt er forkert, at egypterne sælger ud af landets kulturarv. Men det er en udbredte opfattelse, at den egyptiske undergrund stadig er så rig, at et par røverier eller tre ikke gør den store forskel.

»Helt frem til dommedag vil der stadig være antikviteter under jorden i Egypten. Vi løber aldrig tør«, siger Hassan.

Publiceret i magasinet Historie