Cairos beskidte hemmeligheder

Cairos beskidte hemmeligheder

FILMANMELDELSE - Cairo Confidential er et detaljeret portræt af skyggesiderne i den falmende egyptiske hovedstad, der både kan være forførende og forfærdende.

I de seneste år har flere egyptiske spillefilm, der omhandler landets politiske oprør, fået stor international opmærksomhed. Den seneste i rækken er Cairo Confidential, som vandt en pris på årets Sundance Film Festival, og den angriber revoultionen fra en helt ny vinkel.

Faktisk spiller oprøret som sådan ikke mere end en birolle i denne krimifilm, der foregår i den egyptiske hovedstads dunkle underverden. Vi er i dagene før revolutionens indledning i januar 2011, og på Kairos centrale politistation viser tv’et billeder fra Tunesien, hvor præsident Ben Ali netop er blevet afsat.

Men det interesserer ikke betjentene, som er fuldt optaget af at fordele rovet fra deres afpresning af downtowns gadesælgere. De tager ikke ungdommen alvorligt og har endnu ikke fundet ud af, om det er Facebook, som er på internettet, eller internettet, som er på Facebook.

Mens oprørets optakt udspiller sig i baggrunden, følger vi den midaldrende efterforsker Noredin, der spilles af den svensk-libanesiske skuespiller Fares Fares, som er blevet sat på en mordsag. En sangerinde er fundet dræbt på et fint hotel på Tahrir-pladsen, og trådene fører helt op til toppen af magteliten. Det betyder, at der er endnu mindre grund end normalt til at lave et stykke ærligt politiarbejde.

Men i et øjebliks vanvid får antihelten Noredin dårlig samvittighed og begynder at lede efter retfærdigheden – måske fordi sangerinden ligner hans afdøde hustru. Det skulle han imidlertid aldrig have gjort, for naivitet er livsfarligt i en mafiastat.

Den småkorrupte, livstrætte efterforsker bliver viklet ind i magtelitens intriger, som han først gennemskuer, da det er for sent. Filmens klimaks udspiller sig den 25. januar, da demonstranterne går på gaden, og Noredin på en og samme tid opdager, hvor grænseløst kynisk Mubaraks regime er blevet, og at alt pludselig er ved at falde fra hinanden.

Enhver frihed har sin pris Cairo Confidential er en klassisk film noir med slibrige skurke, dunkle natklubber og betjente, der trækker vejret gennem cigaretter. En typisk krimi-instruktør havde nok strammet plottet for at få en skarpere spændingskurve, men filmens svensk-egyptiske instruktør, Tarik Saleh, vil tydeligvis mere end at få publikum til at sidde yderligt på deres sæder.

Cairo Confidential er et detaljeret portræt af skyggesiderne i den falmende egyptiske hovedstad, der både kan være forførende og forfærdende. I Kairos kaos kan man blive forledt til at føle sig fri, men under overfladen er forråelsen ved at æde alt op, og den rå realitet er, at enhver frihed har sin pris. De, som er villige til at sælge deres værdighed, klarer sig bedst i Kairo og kan tillade sig på en mordscene at bestille "rejer med mango" på den afdøde hotelgæsts regning.

Kynismens bitterhed kan læses i ansigtet på Noredin, der hver aften må flygte fra virkeligheden med hjælp fra joints og nostalgiske sange fra Kairos guldalder. Han får lov til at betale en høj pris for et øjebliks idealisme, akkurat som ungdommen endte med at gøre det, da de foran hele verden vovede at påstå, at det hele godt kunne være anderledes.

Udgivet i Magasinet Udvikling, 17. oktober 2017

Den sidste skarpe blyant

Den sidste skarpe blyant

Egyptens mange problemer => innovation

Egyptens mange problemer => innovation