I et Egypten, som bliver mere og mere repressivt, har de fleste udenlandske organisationer måtte opgive at arbejde med politisk og samfundsmæssig udvikling. Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo er et af de eneste, som stadig er aktiv.
I 2011 summede Kairo af politisk aktivitet. Det succesfulde oprør mod Hosni Mubaraks 30-år lange enevælde havde politiseret en hel ungdomsgeneration og fanget verdens opmærksomhed.
Et utal af internationale organisationer sendte medarbejdere og finansiering til Egypten for at støtte det spirende forår, og lokale egyptiske civilsamfunds-organisationer havde nemt ved at få udenlandsk støtte til deres aktiviteter.
Syv år senere er det egyptisk civilsamfund på et absolut lavpunkt. Udenlandske organisationer er lukket ned og deres medarbejdere idømt lange fængselsstraffe in absentia, mens europæiske kulturinstitutter hovedsageligt holder sig til at udbyde sprogkurser. En retssag truer med at lukke alle de mest markante Egyptiske ngo’er ned og flere af deres medarbejdere er forment udrejse.
I en atmosfære af frygt og repression er der kun én organisation tilbage, som stadig er i stand til at have aktiviteter, der beskæftiger sig med politik, samfund og medier: Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut.
Det blev oprettet i 2004 for at forbedre kommunikationen mellem Danmark og den arabiske verden, og i dag er dets særlige konstruktion en årsag til, at instituttet fortsat kan arbejde i Egypten.
»DEDI er ikke en ngo, men bygger på en aftale mellem det egyptiske og det danske udenrigsministerium, som hver har deres repræsentanter i bestyrelsen. Det vil sige, at får vi bestyrelsens godkendelse af de projekter og aktiviteter, vi ønsker at gennemføre, så er vi i princippet garanteret, at vi kan gennemføre dem. Denne konstruktion er en af grundene til, at DEDI kan gennemføre så mange forskellige projekter«, siger Hans Christian Korsholm Nielsen, direktør for Dialoginstituttet.
Blandt DEDI’s aktiviteter er et politisk udvekslingsprogram, hvor egyptiske ungdomspolitikere besøger Danmark under folketings- og kommunevalg og følger deres danske partikollegers kampagner. Det skete senest i forbindelse med kommunevalget i november 2017.
Et andet markant projekt er DEDI Media Club. Det afholder månedlige møder, hvor mediefolk fra hele branchen debatter de store udfordringer den egyptiske presse står overfor i disse år. Medierne er under hårdt pres fra et regime, som i højere grad end nogensinde forsøger at kontrollere, hvilke informationer, der når ud til borgerne.
»De sessioner jeg har deltaget i, har der været en meget åben og seriøs diskussion af mediernes tilstand, som ikke er noget, der ellers er plads til i Egypten. I en utrolig svær tid for journalistikken, er det især vigtigt for de unge journalister, at vi holder gang i en diskussion af fremtiden«, siger Abdallah al-Sinnawi, politisk kommentator og tidligere chefredaktør.
Den store konspirationsteori
Det egyptiske sikkerhedsapparat er overbevist om, at revolutionen i 2011 var helt eller delvist et resultat af en international konspiration, hvori de udenlandske organisationer i Kairo spillede en afgørende rolle.
Nogle af revolutionens aktivister havde deltaget i demokrati-programmer hos udenlandske ngo’er, og det fik allerede kort tid efter Hosni Mubaraks aftrædelse sikkerhedsapparatet til at indlede en efterforskning af organisationerne.
I december 2011 ransagede de kontorerne hos et dusin ngo’er, deriblandt de amerikanske Freedom House og National Democratic Institute, tyske Konrad Adenauer Stiftung og the International Center for Journalists. I juni 2013 blev 32 udenlandske ansatte i organisationerne idømt 5 års fængsels for at »skabe optøjer« og arbejde uden nødvendige tilladelser. 11 egyptiske ansatte fik et års fængsel
De fleste af de ansatte havde forladt landet inden domsfældelsen og blev dømt in absentia. Alle organisationerne blev tvangslukket.
I 2016 blev yderligere en række egyptiske ngo’er, som havde fortsat deres arbejde i de mellemliggende år, tilføjet til samme retssag. Der er ikke faldet endelig dom i sagen endnu, men de mest prominente figurer i organisationerne har fået deres kontoer indefrosset og er blevet forment udrejse af landet.
En organisation, der hjælper torturofre, har fået lukket dets kontorer ned, mens en feministisk organisation er blevet tvunget af omstændighederne til selv at dreje nøglen om til dets kontorer.
»Der er stort set intet aktivt civilsamfund tilbage i Egypten i dag. Alt er lukket ned. Regimet ønsker at have fuld kontrol med det offentlige rum. Det er langt værre, end vi nogensinde har oplevet det før«, siger advokat Mostafa Abbas.
Han var i årevis leder af Anna Lindh Foundations kontor i Egypten, foruden at han grundlagde sin egen ngo Oyoun Masr. I dag har han forladt Egypten og har etableret det Tysk-Egyptiske Dialoginstitut i Berlin.
Ikke nemt at flytte hegnspæle
Eftersom DEDI’s projekter er godkendt af repræsentanter fra det egyptiske udenrigsministerium, er sikkerhedsapparatet ikke nær så mistænksom overfor det dansk-finansierede institut.
»Styrken ved DEDI er, at dets projekter har et meget stærkt mandat, fordi det har fået egyptisk godkendelse. Det gør det sikkert for lokale aktører at deltage i projekterne uden at skulle bekymre sig om repressalier. Andre organisationer vil hele tiden være i risiko for at overtræde nogle grænser, hvilket kan have konsekvenser både for organisationerne selv og for dem, som deltager i aktiviteterne«, siger Rasmus Boserup, som var direktør for DEDI fra 2008 til 2011.
Men også DEDI er blevet påvirket af den politiske udvikling de seneste år. Eksempelvis bliver en lang række aktører i det egyptiske samfund, som spillede fremtrædende roller i årene efter revolutionen, nu anset som fjender af staten. Det afgrænser, hvem DEDI kan samarbejde med og inkludere i projekterne.
»DEDI er altid nødt til at gå en svær balancegang. I min tid var der ofte betydelige forskelle mellem det, som man ønskede i det danske udenrigsministerium og i det egyptiske. Oftest var DEDI nødt til at arbejde inden for de felter, hvor egypterne selv ønskede, at der skulle ske udvikling og reform. Inden for den ramme kunne vi så fra dansk side forsøge at presse på og flytte nogle hegnspæle«, siger Rasmus Boserup, som i dag er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
»DEDI kan selvfølgelig ikke stå alene, for det har sine begrænsninger. Der er brug for andre organisationer, som kan være mere udfordrende. Men dem er der ikke megen plads til i Egypten i dag«, siger han.
Selv om DEDI må gå mere forsigtig til værks, kan det dog ifølge Mostafa Abbas stadig godt gøre en forskel.
»Vi har hårdt brug for alle initiativer, som kan lade sig gøre under de nuværende forhold. Der er stort set ingen åndehuller for ungdommen, og vi risikerer, at de giver fuldstændig op. Der er allerede mange, som har forladt landet eller er holdt op med interessere sig for samfundet. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan for at holde gang i dem«, siger han.
Publiceret i Dagbladet Politiken
