Udviklingshjælp blev til ufred i danskbetalt graffitiprojekt
Dansk-svensk udviklingsprojekt har skabt splid blandt egyptiske graffiti-kunstnere. Det har resulteret i en krig på væggene omkring Tahrir-pladsen i Kairo, hvor kritik af projektet og dets svenske leder er blevet censureret.
De forbipasserendes øjne fæster sig først ved kvindefiguren øverst på muren. Hendes krop er dækket til af krogede grene med blodrøde æbler på, og der svømmer fisk rundt i hendes lange bølgende hår, der strækker sig helt ned til fødderne.
Blikkene fanges derefter af et hjerte, der med englevinger flyver af sted på en orange baggrund. Midt i hjertet er der et nøglehul, og i en taleboble står der »Forløs din passion« på engelsk.
Til sidst sænker øjnene sig til mandshøjde, hvor nogen med hastig skrift har efterladt to linjer:
»Vi er låst fast i en modrevolution. Fuck dig og din passion«.
Ordene er skrevet med skriggrøn spraymaling. Det er det seneste indlæg i en graffiti-konflikt, som fra at have simret under overfladen i nogle år, nu er brudt ud i en offentlig krig på en mur i det centrale Kairo.
Og det er ikke en hvilken som helst mur. Dette er midt på Mohamed Mahmoud gaden, som fører fra Tahrir-pladsen ned mod politiets hovedkvarter i indenrigsministeriet. En gade som er synonymt med de revolutionæres kamp og har været urgrund for den enorme opvækst af gadekunst i Egypten.
Gaden er nu en slags friluftsmuseum for revolutionen, men har stadig en næsten mystisk betydning for en del aktivister og kunstnere. Et bevis på dette er den provokerende kommentar til de nyeste malerier på gaden. Den er afsat af nogle af de mest anerkendte graffiti-kunstnere i protest mod et udviklingsprojekt, der er startet af Danmark.
Malerierne af kvindekroppen og det låste hjerte er lavet af kvindelige graffiti-kunstnere, som en del af projektet Women on Walls, hvis mål det er, at »den kvindelige helt skal lykkedes med at løsrive sig fra den vrede og frygt, der kontrollerer os«.
Men den løsrivelse skal ikke finde sted på Mohamed Mahmoud gaden, hvis man spørger Ammar Abo Bakr, en hyldet kunstner som alene i det seneste halvår har lavet værker på invitation i Paris, Berlin og Rom.
»Kommerciel graffiti hører ikke til her. Vi har sloges her og folk er blevet dræbt her. Vi har tilbragt ugevis i denne gade med at male uden anden støtte, end de malerbøtter, som folk donerede til os. Nu kommer de så her med deres velfinansierede projekt og maler i vores gade. De har kraner og dyrt udstyr. De har tilladelser fra ejeren af bygningen, og de har events med særligt inviterede gæster. Det har intet med revolutionen at gøre«, siger Ammar Abo Bakr, som for blot to uger siden blev tilbageholdt af politiet i 12 timer, da han malede i en anden gade i det centrale Kairo.
Vil ikke belæres af Vesten
Konflikten i Mohamed Mahmoud gaden har skabt splittelse i graffiti-miljøet og i centrum for det hele står Mia Gröndahl, en svensk journalist og fotograf, som har boet i Kairo i knap 15 år.
De kritiske kunstnere kalder hende for ’hayizbuna’ – et nedladende slang-udtryk, der måske omtrent kan oversættes til ’gammel irriterende kælling’. Svenskeren tøver ikke med at svare igen. I posts på Facebook og i interviews har hun kaldt kunstnerne for »barnagtige«, »machomænd«, og »sexister« – selv om ikke alle kritikerne er mænd.
Sådan havde Mia Gröndahl aldrig troet det skulle ende, da hun i 2011 begyndte at dokumentere fremvæksten af graffiti i Egyptens gader. I hendes fotobog, der blev udgivet et år senere, var det et af Ammar Abo Bakrs malerier som prydede forsiden, og han var også en del af holdet, da hun lancerede projektet Women on Walls i 2012.
Det var danske Center for Kultur og Udvikling (CKU), en selvejende institution under Udenrigsministeriet, som tog kontakt til Mia Gröndahl for at lave et projekt, der med penge fra Det Arabiske Initiativ kunne støtte de egyptiske gadekunstnere. Street-art var blevet en meget iøjnefaldende del af det arabiske forår. En central del af oprørene bestod i at vriste det offentlige rum fri af regimernes stramme greb, og CKU så et stort potentiale i at hjælpe kunstnere, der arbejdede uden om de gamle, institutionelle rammer.
Mia Gröndahl mente, at der var et særligt behov for at støtte kvindelige graffiti-malere, og de egyptiske kunstnere tog positivt imod ideen. For kvinderne er det endnu mere end for mændene et brud på de etablerede normer at male i gaderne og udtrykke offentlig kritik. Som det kan ses i dokumentarfilmen ’Tråden og Væggen’, der fulgte Women on Walls projektet fra dets start, fik kunstnerne en blandet modtagelse, når de tog rundt i landet og malede murals og stencils. Overalt stimlede folk nysgerrig sammen. Mens nogle ophidset anklagede de unge for at begå hærværk, opmuntrede andre kvinderne til at fortsætte ufortrødent.
Forholdet mellem Mia Gröndahl og nogle af kunstnerne blev dog snart anspændt. De unge, antiautoritære aktivister følte sig ikke frie i projektets institutionaliserede rammer, og blandt andre Ammar Abo Bakr og Aya Tarek, den mest profilerede kvindelige graffitimaler, trak sig fra projektet.
»Jeg blev i tvivl om, hvorvidt vi lavede projektet for egyptiske kvinders skyld eller for svenske kvinders skyld«, siger Ammar Abo Bakr i dag.
Endnu mere end nogensinde før vil de unge egyptere efter revolutionen ikke finde sig i, at Vesten belærer dem om demokrati og kvindekamp. De er trætte af at blive talt ned til.
Hverken Mia Gröndahl eller hendes egyptiske projektledere forstod kritikken, men efter lidt mægling fra CKU blev stridsøkserne begravet – i al fald lige indtil en dag, hvor et indlæg på Facebook for alvor skabte vrede.
Dollartegn og hundelort i øjnene
Det var den 18. januar 2014, få dage før treårsdagen for revolutionen. Stemningen i landet var yderst anspændt efter, at brydekampen mellem Det Muslimske Broderskabet og militæret var endt i et kup, blodige gadekampe og terrorangreb.
Gadekunstneren Aboud klikkede sig ind på Facebook og fandt på sin væg et indlæg fra Mia Gröndahl, hvor hun lagde et billede af hans graffiti op. Det var en karikatur han havde malet et år tidligere af præsident Mohamed Morsi fra Broderskabet.
»Jeg venter nu på, at nogen portrætterer Sisi ligeså modigt«, skrev svenskeren.
Mia Gröndahl syntes, at der efter kuppet var ligeså meget grund til at kritisere den nye leder, general Abdel-Fattah el-Sisi, som der havde været til at kritisere Mohamed Morsi. Hun ville derfor udfordre grafitti-kunstnerne.
Indlægget gjorde Aboud stiktosset. I forvejen havde Mia flere gange kommenteret på hans og andre kunstneres graffiti og blandt andet kaldt det for sexistisk.
Nu skal jeg vise hende, hvem der er den næste, der vil blive portrætteret, tænkte Aboud og begyndte at arbejde på en ny grafitti-karikatur – ikke af Sisi men af Mia Gröndahl.
For at provokere mest muligt valgte han at lave karikaturen af Morsi om til en karikatur af den svenske fotograf. Han malede Morsis hoved over og erstattede det med et kvindeansigt med gulligt-blond hår og briller. I brilleglassene malede han et dollartegn og en hundelort. På brystet fjernede han Broderskabets emblem og malede i stedet logoet for det danske Center for Kultur og Udvikling omgivet af dollarsedler.
»Hun har brugt vores kamp til at promovere sig selv og tjene penge. Hun har udnyttet revolutionen og udnyttet kvindernes kamp. Derfor fortjente hun at komme op på muren«, siger Aboud.
»Denne gade er en nekropolis«
Således kom Mia Gröndahl til i knap et år at hænge på en mur ved siden af karikaturer af islamister, brutale betjente og korrupte forretningsmænd.
Men så i april i år skulle det seneste initiativ under Women on Walls løbe af stablen. 25 kvindelige graffitikunstnere fra hele den arabiske verden var inviteret til Kairo for at male på Mohamed Mahmoud gaden – på præcis den samme mur, hvor Aboud havde malet Mia .
Ved hjælp af kraner malede de nye værker på den øverste del af de høje mure, hvor ingen pensler eller dåser havde kunne nå op førhen. Men det var ikke dem eller deres malerier, der kom mest i fokus. Det gjorde i stedet Ahmed Alfi, ejeren af bygningen.
»Det var ikke mit ønske. Jeg vidste godt der ville blive et ramaskrig«, forklarer Mia Gröndahl.
»Det var alene Ahmed Alfis beslutning. Da han blev klar over, at maleriet på hans mur forestillede mig, blev han rasende. Han synes det var helt uanstændigt og ville have den fjernet med det samme. Jeg nægtede at gøre det, så han tog selv en bøtte hvid maling og en pensel og gik i gang med at male den over«, siger Mia Gröndahl.
Hvidmalingen af karikaturen blev som ventet mødt med foragt. Hayizbuna var kun et af de grimme ord, der blev sagt om Mia Gröndahl. I mere end fire år har graffiti-aktivisterne kæmpet for at forhindre islamister, politi og militær i at slette deres kritik. Nu var det i stedet helt andre hænder, der censurerede dem.
Alfahanner
Men der er også kunstnere som står på Mias side. Ikke blot de 25 kvinder som deltog i det seneste projekt, men også en del mandlige gadekunstnere, som ikke mener, at Mohamed Mahmoud gaden er forbeholdt særlige kunstnere eller en bestemt form for politisk graffiti.
»De her mænd er nogle alfahanner, som pisser deres territorium af«, siger Mia Grömdahl.
»De mener, at Mohamed Mahmoud gaden kun tilhører dem. Men street-art handler grundlæggende om frihed til at udtrykke sig og gøre sig hørt. Hvem har ret til at dømme, at noget street-art er forkert? Hvor er friheden henne, hvis det er nogle særlige kunstnere, der skal bestemme, hvad der skal males?«, spørger den svenske journalist på en varm forårsdag på dækket af hendes husbåd, der ligger fortøjet til Nilens vestlige bred.
»Jeg havde aldrig troet, jeg kunne blive lagt for had på denne måde. Men jeg vil ikke stoppe, for jeg har set, at projekterne har gjort en stor forskel for de kvinder, der har været involveret. Det er vanskeligt at være kvindelig graffitikunstner, for gaden er ofte imod dig og det gælder ikke kun i Egypten«, siger Mia Gröndahl
Center for Kultur og Udvikling støttede Women on Walls frem til sidste år. Institutionen var godt bevidst om, at dets navn stod malet på en væg i Kairo, men ønskede ikke at blande sig.
»Det er den slags man må acceptere, når man har med gadekunst at gøre. Vi havde intet ønske om at få det fjernet fra væggen. Situationen kan være meget eksplosiv i Egypten, og vi skal derfor være påpasselige som donor. Det må aldrig opleves sådan, at vores ideer eller holdninger bliver trukket ned over hovedet på nogen«, siger international chef i CKU, Jakob Myschetzky.
Men det gjorde det jo så i dette tilfælde. Hvordan kan man undgå, at det sker igen?
»Med dette projekt opstod der en personkonflikt, men der var ikke modstand mod selve projektet. Grunden til, at CKU ikke længere arbejder med et projekt som Women on Walls er, at vi nu udelukkende støtter lokale organisationer og aktører med deres egne projekter. På den måde sikrer vi, at der altid er lokalt ejerskab«, siger Jakob Myschetzky.
FAKTA: Women on Walls
Siden 2012 har projektet Women on Walls forsøgt at styrke kvindelige gadekunstneres position i Egypten og fremme street-art med fokus på kvinders rettigheder.
Det har blandt andet sket gennem workshops, hvor der blev udviklet ideer til, hvordan kønsrelaterede spørgsmål kunne blive adresseret i gadekunsten. Ideerne blev herefter realiseret på mure rundt om i Egypten.
Publiceret i Dagbladet Politiken
