Egypterne skal nu til at betale revolutionens pris

Det egyptiske pund er styrtdykket i værdi, efter at regeringen – under pres fra IMF – pludselig er stoppet med at give landets valuta kunstigt åndedræt. Chokterapien skal vække den slumrende økonomi til live, men det bliver dyrt for den jævne egypter.

Ahmed Thaqafa stiller sig op på træbordet blandt dyngerne af tøj. Med den ene arm griber han fat i et par cowboybukser og svinger dem rundt over hovedet, mens han fører den anden arm med mikrofonen op til munden.

»Skynd jer, skynd jer, inden dollaren går helt amok«, råber han ud over markedsgaden, som udelukkende består af tøjstande med brugte varer fra hele verden.

Kunderne i Ahmed Thaqafas stand står omkring træbordet og roder rundt i bunkerne, hvor der er alt fra skjorter og jakker til pyjamas og babytøj. Lige meget hvad man hiver ud af tøjbjergene, er prisen den samme, og Ahmed lader ikke to sætninger forsvinde ind i mikrofonen uden at nævne den: 10 egyptiske pund (4,5 kroner) per styk.

Det er fredag, den vigtigste dag i ugen for sælgerne på brugttøjsmarkedet i Port Said ved Suezkanalen. På ugens fridag ankommer utallige busser fra landsbyer i Nildeltaet med folk, som for det meste ikke har råd til at købe tøj andre steder end her.

Varerne på markedet kommer fra hele verden og bliver losset af containerskibene, når de passerer gennem Suezkanalen. Her er amerikanske jeans, kinesiske T-shirts med volapykengelsk tryk og halstørklæder fra EM i fodbold, som stadig har et fransk udsalgsmærke på sig. 12 euro står der på det, men her sælges det for 10 kroner.

Langt de fleste varer er fra Europa, opkøbt i store partier af brugttøjshandlere og sendt af sted til Afrika. Nogle bærer stadig mærkater, som fortæller, hvor de kommer fra. Der er en stråhat fra en tysk musikfestival, en skriggul regnfrakke fra en bank i Wien og en grå blazer, hvor der er et navn syet ind i kraven: Herbert Engwicht.

Hele vejen ned ad markedsgaden forsøger sælgerne at fange kundernes opmærksomhed med spøjse tilråb. Ahmed Thaqafa har nu fat i en mørk jakke med blå striber, som han kaster hen over hovederne på kunderne til et tøjbjerg på et andet bord, mens han råber:

»Skynd jer, skynd jer. Jeg er blevet sindssyg. Alt koster kun 10. Jeg er blevet sindssyg«.

Ahmed Thaqafa er den 55-årige sælgers kælenavn. Det betyder ‘kultiverede Ahmed’, og det skyldes, at han læser avis, taler en smule gebrokkent engelsk og jævnligt rejser til Europa for at indkøbe tøj.

Selv om der er masser af kunder på markedet denne fredag, bliver der ifølge sælgerne solgt meget mindre end normalt. Hos Ahmed Thaqafa er det kun hans billigste varer til 10 pund, som der er rift om. Den økonomiske krise presser landets fattigste, som i forvejen kun lige akkurat havde råd til det mest nødvendige i livet.

»De har nu valget mellem at spise eller købe tøj. Der er ikke råd til begge«, siger tøjhandleren.

Chokterapi

Egypten gennemlever i disse måneder dets værste økonomiske krise i dette århundrede. Dollaren er ved at gå helt amok, som Ahmed Thaqafa siger, og priserne stiger ikke blot månedligt eller ugentlig, men nogle gange dagligt.

Lige siden revolutionen i 2011 har Egyptens økonomi lidt hårdt under politisk ustabilitet, vold og terror, som har fået både turister og udenlandske investorer til at holde sig væk. Men det afspejlede sig aldrig i værdien af det egyptiske pund, som centralbanken holdt fast på et kunstigt højt niveau, hvor det havde lige knap samme værdi som en dansk krone.

I år blev denne politik helt uholdbar. Landets reserver af udenlandsk valuta skrumpede så meget ind, at der til sidst kun var nok dollars i bankerne til at importere de mest afgørende fødevarer, medicin og brændstof.

Mange virksomheder måtte ty til det sorte marked for at få fat på dollars, og her steg kursen for hver uge, der gik. 10, 12, 14, 16 egyptiske pund skulle der nu til en dollar, og det fik priserne på alle importerede varer til at stige til noget nær det dobbelte.

Regeringen var nødt til at handle, og under pres fra Den Internationale Valutafond (IMF), som Egypten ligger i forhandlinger med om et lån på 12 milliarder dollars, valgte den en chokterapi. Frem for den ventede devaluering lod centralbanken i sidste uge pundet flyde frit på valutamarkedet.

Det fik som forventet værdien af pundet til at styrtdykke – indtil videre til knap 17 pund for 1 dollar eller over 2 pund til 1 krone. Dermed blev en egyptisk løncheck fra den ene dag til den anden kun halvt så meget værd.

»Det er en historisk beslutning for Egypten. Det viser, at regeringen tager det seriøst at lave reformer«, sagde Hisham Ezz al-Arab, direktør for Egyptens største bank, CIB, til Bloomberg.

Sisi sætter sin lid til hæren

Økonomien har som ventet været præsident Abdel Fatah el-Sisis store hovedbrud, siden han tiltrådte for to år siden. Han har overtaget et økonomisk morads, som i Mubaraks dage kun hang delvist sammen, fordi der kom masser af turister til Egypten, og fordi Mubaraks neoliberale reformer tiltrak udenlandske investorer.

Nu står hotellerne ved Det Røde Hav halvtomme, og investorerne har søgt mere stabile græsgange, alt imens statens institutioner er lige så svage og gennemkorrumperede som altid.

Sisis løsning har været at sætte sin lid til den institution, han selv er et produkt af, nemlig militæret. Den tidligere general er ligesom hærens øvrige ledere stærkt mistroisk over for landets private erhvervsliv og har ingen tillid til de civilstatslige institutioner.

Ifølge deres overbevisning er militæret den mest ukorrumperede og effektive aktør i hele Egypten, og den opfattelse deles af mange egyptere, som netop derfor stemte på Sisi ved præsidentvalget.

Sisi har modtaget milliarder af dollars i finansiel nødhjælp fra regimerne i Golfen og har investeret de fleste af dem i store byggeprojekter, som militærets institutioner og militærejede virksomheder har stået i spidsen for. Over hele landet bliver der anlagt nye motorveje, bygget kraftværker og opført boligblokke, og Suezkanalen blev sidste år udvidet, så flere skibe kan sejle igennem samtidig.

Dette har dog ikke løst landets grundlæggende økonomiske problemer. Sisi har stadig hårdt brug for udenlandsk valuta, og han er derfor tvunget til at underlægge sig diktater fra IMF’s chef, Christine Lagarde, for at kunne få 2,5 milliarder dollars i lån allerede i denne måned og i alt 12 milliarder over de næste tre år.

Foruden at lade pundet flyde har Sisis regering for at tilfredsstille IMF måttet skære kraftig ned i statens subsidier til elektricitet og benzin samt indført en ny moms på 13 procent. Det skal lukke det gabende hul i landets statsbudget, som hvert år resulterer i et gevaldigt underskud på 12 procent af bnp. Tunesien, hvis økonomi også lider af revolutionens eftervirkninger, har til sammenligning et årligt underskud på 4,4 procent.

Brødoptøjer kan blive gentaget

Det er langtfra første gang, at IMF er årsag til drastiske økonomiske reformer i Egypten, og de hidtidige erfaringer har ikke været gode.

I 1977 var præsident Anwar Sadat i pengenød, og for at få støtte fra IMF sænkede han subsidierne på brød og ris – de to vigtigste basale fødevarer i Egypten. Det resulterede i store demonstrationer og uroligheder, der først ophørte, da Sadat havde trukket i land.

Siden har ingen præsident turdet røre ved fødevaresubsidierne, og Sisi har endda forøget dem for at gøre det lidt nemmere for de fattigste at klare sig gennem den nuværende krise.

I 2000’erne gennemførte Mubarak under IMF’s vejledning økonomiske reformer, der gjorde Egypten mere attraktiv for udenlandske investorer og førte til en årlig vækst på op mod 6 procent. Men i samme periode voksede også antallet af egyptere, der levede i fattigdom, med 5 procent.

Frygten er, at det scenario kommer til at gentage sig. Officielt er inflationen nu oppe på 15,5 procent, og den forventes at blive fordoblet til over 30 procent i de kommende måneder. Det rammer underklassen hårdt. Når de fattige dårligt har råd til at købe tøj til 5 kroner per del, så ved man, hvor svære forholdene er. Mange taler om, at der kan være en ‘sultens revolution’ på vej. Regimet har dog tvunget oppositionen så meget i knæ, at det er tvivlsomt, at nye protester vil få en retning eller et mål.

»Det er meget muligt, at det økonomiske pres vil udløse optøjer. Men jeg kan ikke se, at der på nuværende tidspunkt er tegn på, at der vil finde en betydelig politisk protest til«, sagde analytiker H.A. Hellyer fra Atlantic Council til avisen CS Monitor.

Publiceret i dagbladet Politiken