Han gav muslimer lov til at dræbe muslimer
Sayyid Qutb gik fra at være en sekulær poet til en verdensfjendsk islamist, som formulerede den moderne forståelse af jihad. Det 20. århundredes måske vigtigste islamistiske tænker ville dog formentlig have foragtet Islamisk Stat, hvis han var i live i dag.
Det var lidt af et uforklarligt mirakel, når en flig af dagslyset en gang imellem havde held til at trænge ind i Tora-fængslets dunkle indre og slog en streg af lys på størrelse med en mønt på tværs af cellen. Da stillede de indsatte sig op på række og skiftedes til at bade deres ansigter i strålen.
»Hvor ofte, når vi i dagligdagen bader os i lys og varme og svømmer og danser i guds velsignelser, spilder vi ikke disse livgivende stråler? Hvor tit værdsætter vi denne overvældende og tilgængelige ’vare’, som vi kan få ganske gratis og uden indsats eller ofring?«, skrev Sayyid Qutb i et brev i slutningen af 1950’erne.
Den egyptiske forfatter og ideolog havde masser af tid til at tænke over både de mindste og de største aspekter af tilværelsen. I lange perioder var hans eneste selskab en skabet kat, som han fodrede med rester fra sine sparsomme måltider, samt et eksemplar af det skrift, som betød allermest for Qutb – Koranen.
Jo mere Sayyid Qutb læste i bogen, som han i forvejen havde lært udenad, jo mere fik han øje på et mønster, som ingen andre tidligere havde set. Et system. En utopi. En ideologi, som kunne redde verden.
»Islam har ret til at tage initiativet. Islam er ikke en særlig races eller lands arv. Dette er Guds religion, og den tilhører hele verden. Den har ret til at destruere alle de forhindringer i form af institutioner og traditioner, som begrænser menneskets frihed til selv at vælge«, skrev han.
Efter 40 år som skribent og debattør faldt det hele på plads. Verdenskrigene, de forførende kvindeben i en dansesal i USA, briternes racisme, den mekaniske materialisme, atomoprustningen, fangevogternes umenneskelige nedslagtning, Gamal Abdel Nassers svigt. Det hele hang sammen. Det var den ganske menneskehed – ikke kun horderne af uvidende muslimer – som var havnet i en eksistentiel blindgyde, og der var kun én udvej:
Jihad.
Bøjet over bøgerne
Sayyid Qutbs vej til Tora-fængslet var lang, og den startede et ganske uventet sted – i poesien.
Qutb var opvokset i en lille landsby, hvor de fleste var analfabeter, men allerede i en tidlig alder var han blevet draget af bøgernes verden. Hans kæreste eje var en blikkasse, hvori han opbevarede sin lille bogsamling for at beskytte den mod støv og mug, og han havde lært at recitere hele Koranen, inden han blev teenager.
Som 15-årig flyttede han til hovedstaden for at gå i gymnasiet og senere på lærerseminaret. I Kairo kunne Qutb få stillet sin appetit på viden, men han kom hurtigt til at savne det simple liv på landet og havde vanskeligt ved at finde sig til rette i storbyens sociale liv. Den introverte Qutb holdt sig derfor mest for sig selv og sad bøjet over bøgerne i sin onkels hjem, undtagen når han mødtes med ligesindede og kastede sig passioneret ind i debatter om litteratur og poesi.
Qutb, som allerede i sin ungdom anlagde sig sit karakteristiske tandbørste-formede overskæg, så det som sit kald i livet at blive forfatter. Han stræbte efter at blive en del af landets sekulære, intellektuelle elite, og op gennem 20’erne skrev han en imponerende mængde digte, romaner, litteraturanmeldelser og artikler. Kvantiteten overgik måske ofte originaliteten i Qutbs skriverier, men han blev efterhånden et velkendt navn i intellektuelle kredse.
Når denne elite blev angrebet af mere konservative skribenter, der syntes, at den europæiske indflydelse på litteraturen var blevet for stærk, kunne Qutb finde på at fatte pennen og skrive som modsvar:
»Religion, religion … Det er kaldet til angreb hos den svage og usikre person, som forsvarer sig selv med det, når strømmen truer med at rive ham med«.
’Strømmen’ var for Qutb den moderne litteratur og poesi, der formåede at transcendere videnskaberne og rationaliteten for at nå til nogle større sandheder om menneskelivet. Fra barnsben besad han en dyb spiritualitet, og i sin ungdom forbandt han denne følelse med poesi – og ikke som senere med politik.
Allerede i 20’erne var det dog umuligt at komme uden om politik i Egypten. Hele Qutbs ungdom var præget af landets kamp for national selvstændighed og den globale modstand mod kolonimagternes undertrykkelse. Qutb var som de fleste egyptere glødende nationalist, og hans holdninger fulgte datidens hovedstrømning, som gik mod oprettelsen af en sekulær nationalstat efter europæisk forbillede.
Nok ville Qutb gerne af med briterne, der med hans egne ord »kørte egypterne over med deres biler, som var de hunde«. Men det var kun, så egypterne kunne få lov til at opbygge deres eget demokrati.
Foragt for de brune englændere
Så hvordan kunne den sekulære, nationalistiske poet blive til en radikal islamist? Ifølge professor i islamiske studier John Calvert, som har skrevet en biografi om Sayyid Qutb, er det ikke helt så ufattelig en udvikling, som man måske skulle tro. Den begynder med, at Qutbs nationalisme langsomt får skarpere og skarpere kanter i takt med, at briterne nægter at opgive kontrollen med Egypten. Som det var tilfældet i så mange andre koloniserede lande, blev egypterne mere og mere optaget af at definere deres egen kultur i kontrast til de undertrykkende magthavere. Kulturarv og traditioner, som ellers havde været på vej ud, blev støvet af og bragt frem som en væsentlig del af egyptisk identitet, mens folk begyndte at se mere og mere skeptisk på det kulturelle aftryk, som europæerne havde sat på Egypten gennem mere end 100 år.
»Egypterne bør modsætte sig yderligere overgivelse til Vestens dominerende kultur. Ligesom det er upassende for en digter eller en forfatter at plagiere, så er det også uønskeligt for nationer at forme deres nationale liv efter en anden kulturs model«, skrev Qutb i starten af 40’erne.
Skolelæreren boede nu i en lejlighed i en forstad til Kairo sammen med nogle af sine søskende. Et mislykket kærlighedsforhold havde tilsyneladende fået ham til at miste troen på, at han kunne finde en ægtefælle, og han dedikerede fortsat al sin fritid til den litterære og politiske kamp.
Qutb begyndte at distancere sig fra dele af den intellektuelle elite, som han syntes talte Vesten efter »som papegøjer« og efterlignede dem »som aber«. ’Brune englændere’ kaldte han dem hånligt.
Anden Verdenskrigs destruktion og nazismens had styrkede kun Qutbs negative syn på europæerne, som han beskrev som materialistiske og selviske individualister, der satte maskinerne over ånd og sjæl. De handlede destruktivt og samvittighedsløst, fordi der manglede noget i deres samfund, mente Qutb.
Det ’noget’ havde man i Østen.
»Den østlige civilisation og dens spirituelle skatte er verdens tilflugtssted i den nuværende krise«, skrev Qutb midt under verdenskrigen i en artikel med titlen ’Der er håb for fremtiden’.
Amerikansk chok
Med denne opfattelse af Østens åndelige overlegenhed rejste Qutb i 1948 til USA. Af det egyptiske undervisningsministerium blev han sendt til den anden side af Atlanten for i to år at studere de amerikanske undervisningsmaterialer og pædagogik. Det, han først og fremmest vendte hjem med, var dog en foragt for den amerikanske kultur.
»Amerikanerne er mere interesserede i opfindelsen af nye opvasketeknologier, end de er i Bibelen«, noterede Qutb sig.
Han meldte sig ind i en kristen klub for at finde troende ligesindede, men fik sig i stedet et chok. Efter gudstjenesten gik klubmedlemmerne til dans, og det var selveste præsten, som tændte for den rytmiske musik og dæmpede belysningen.
»Dansehallen var oplyst med røde, blå og et par få hvide lamper. Den vibrerede i takt med rytmerne fra grammofonen og var fuld af steppende fødder og forførende ben. Arme greb om hofter, læber mødte læber, brystkasser rørte brystkasser, og stemningen var fuld af passion«, skrev Qutb, hvis ’mødom’ formentlig stadig var intakt – og forblev det resten af hans liv.
Som så mange andre islamister har gjort det sidenhen, bandt Qutb den politiske realitet – krig, kolonialisme og racisme – sammen med de kulturelle normer i forhold til køn, seksualitet og religiøs praksis. De to aspekter hang for Qutb uløseligt sammen. Gik man væk fra de traditionelle opfattelser af sømmelighed og skam, ville det uundgåelig føre til, at menneskene hjerteløst og selvisk udnyttede hinanden.
Lånte fra sine modstandere
Der var nu sket et tydeligt skred i Qutbs tænken. Fra at opfatte religion som et kulturelt spørgsmål så han det nu som et utvetydigt politisk spørgsmål. Qutb interesserede sig ikke for at sammenligne islam med hverken kristendommen eller jødedommen, men satte den derimod i kontrast til tidens øvrige ideologier – kapitalisme, kommunisme og det liberale demokrati.
Dette var han ikke ene om. I 1928 var Det Muslimske Broderskab blevet dannet i Egypten som verdens første islamistiske bevægelse, og Qutb skulle gå hen at blive en vigtig idelogisk tænker for brødrene.
Hans mest markante nyskabelse var, at han begyndte at beskrive islam som et system – nizam. Dette ord er ikke anvendt et eneste sted i Koranen og var frem til det tyvende århundrede ikke noget, der blev anvendt i islamisk teologi. Islam var indtil da først og fremmest et personligt bånd, der forbandt mennesket med dets skaber, og ikke en abstrakt idé om et islamisk system, der kan ordne og regulere alle aspekter af tilværelsen.
Systemtænkning var derimod en central del af de europæiske ideologier. I al sin afstandtagen til Vesten byggede Qutb paradoksalt nok sit nye tankesæt op på et fundament af europæiske, intellektuelle traditioner og lånte fra såvel nationalister som socialister og fascister.
Til trods for dette er der dog endnu intet i Qutbs skrifter om jihad. Spørgsmålet om voldsanvendelse interesserede ham ikke på dette tidspunkt. Først skulle han komme tæt på at opfylde sin drøm.
Fyldt med retskaffen vrede
23. juli 1952 annoncerede en gruppe officerer i radioen, at de havde taget kontrol over hæren og afsat den britiske marionet, kong Farouk. Egypten havde endelig vundet sin selvstændighed.
De Frie Officerer med senere præsident Gamal Abdel Nasser i spidsen havde inden kuppet sikret sig opbakning fra Sayyid Qutb, tidens vigtigste islamistiske tænker, og udpegede ham nu til ’kulturel rådgiver’. Qutb så en mulighed for at være med til at forme en ny nation og sagde sit job op for at hellige sig arbejdet med blandt andet at udforme et nyt pensum til landets skoleelever.
Men officererne og islamisternes parløb varede kort. Begge grupper ønskede at herske over den anden. I efteråret 1954 slog præsident Nasser til og fængslede hundredvis fra Det Muslimske Broderskab, deriblandt Sayyid Qutb, for at sikre sig, at de ikke kom til at udfordre hans magt over den nye republik.
I Tora-fængslet forsøgte vagterne fra starten med tortur og ydmygelse at nedbryde islamisternes vilje og motivation. Gjorde de modstand, som en dag i 1957, hvor de strejkede imod det udmattende tvangsarbejde, de blev sat til i et nærliggende stenbrud, kom reaktionen prompte. Vagterne åbnede ild i cellerne og dræbte uden videre 21 indsatte.
Efter massakren var Qutb med sine egne ord »fyldt med retskaffen vrede, der tænder en ild i ens indre og gør sjælen til jern«. Konfronteret med militærregimets kyniske brutalitet trængte nye spørgsmål sig på. Kan man virkelig være en muslim, hvis man begår sådan et overgreb? Og hvordan skal islam nogensinde kunne herske i Egypten, når dets modstandere er villige til at bruge alle slags midler for at forhindre det?
Inden han blev arresteret, havde Qutb opfattet islam som en indbygget del af den egyptiske identitet. Landets muslimer var muslimer, når de blev født, og han troede på, at det var masserne, som ville gennemtrumfe deres vilje og etablere den rene islamiske stat. Men i fængslet blev han tortureret af mænd, der kaldte sig selv for muslimer, og uden for murene opbyggede en anden muslim, Gamal Abdel Nasser, en sekulær stat med bred folkelig opbakning.
Ignorancens tidsalder
I sin celle, hvor kæmpekakerlakker forsvandt ud og ind af hullerne i de fugtige murstensvægge, konkluderede Qutb, at egypterne var ignorante, når det gjaldt islam. De var ligesom menneskene, der levede i Mekka, inden profeten Mohamed modtog guds budskaber.
Tiden inden islams åbenbaring kaldes i Koranen ’jahilliya’ – ignorancens tidsalder – og Qutb betegnede det moderne islamiske samfund som et nyt jahilliya. For at muslimerne igen kunne blive oplyste, mente Qutb, det var nødvendigt, at der blev dannet en fortrop af rettroende muslimer, som kunne gå forrest – som »en ø af retskaffenhed i et hav af ugudelighed«. Når tiden var den rigtige, skulle denne fortrop fjerne de magthavere, som umuliggjorde, at muslimer kan praktisere den rette tro.
Det, Qutb nu formulerede, var et revolutionært skrift. Hans sidste og mest indflydelsesrige bog, ’Milepæle’, mindede på mange måder om Lenins lille håndbog i revolution, ’Hvad må der gøres’. Men Qutb stod over for en teologisk udfordring. Revolutionen ville uundgåeligt kræve ofre, men Koranen indeholder et klart forbud mod, at muslimer kan slå andre muslimer ihjel.
Han kastede sig derfor ud i en nytolkning af, hvad der kunne forstås som hellig krig – jihad. Traditionelt havde opfattelsen været, at hellig krig bestod af et forsvar af muslimer mod et angreb fra de vantro. Men det var forkert, argumenterede Qutb.
»Hvis vi insisterer på at kalde den islamiske jihad for defensiv, så må vi ændre betydningen af ordet defensiv til at betyde ’forsvar for mennesket’ imod alle de elementer, som begrænser dets frihed«.
Enhver undertrykkende muslimsk hersker blev hermed gjort til et legitimt mål for Qutbs fortrop. Han åbnede for, at en muslim kunne slå en trosfælle ihjel uden at forbryde sig mod guds ord – ja, faktisk var det en pligt at gøre det, hvis det var nødvendigt for at afslutte ignorancens tidsalder.
Ville være imod IS
Med sin nye doktrin – jihadismen – sparkede Sayyid Qutb en ladeport op for eftertidens radikaliserede muslimer. Selv om han indsatte masser af forbehold for hellig krig, var der et betydeligt rum for fortolkning i Qutbs egen nyfortolkning. For hvem er det, som har ret til at kalde sig de sande muslimer, og dermed ret til at slå ihjel? Og hvem kan betragtes som undertrykkere og er dermed legitime mål?
Allerede kort tid efter, at det egyptiske regime i 1966 hængte Qutb for hans oprørske tanker, var der islamister, som forsøgte at føre teorien om den islamiske avantgarde ud i livet. Selv denne første generation praktiserede deres jihad mere radikalt, end Qutb havde foreskrevet, og i løbet af 50 år har jihadismen gennemgået adskillige mutationer for til sidst at producere Islamisk Stat med dens næsten grænseløse opfattelse af, hvem det er lovligt at slå ihjel i Guds navn.
Qutb ville næppe have syntes om Islamisk Stat, hvis han havde været i live i dag, mener professor John Calvert.
»Som Qutb så det, krævede det lang tids prædiken og forberedelse, inden der skulle udkæmpes jihad. Han ville have været uenig i at tvinge en islamisk stat ned over hovedet på et folk med brug af vold og drab. Jeg tror faktisk, han ville have været lige så chokeret over Islamisk Stats vold, som alle andre er det. Ifølge hans forståelse af sharia var der en lang række regler for krigsførelse, som muslimerne er tvunget til at overholde. Islamisk Stat ignorerer fuldstændig disse begrænsninger«, siger John Calvert, som er ansat ved Creighton University i USA.
Islamister af alle slags er blevet påvirket af Qutbs idé om den islamiske utopi. Men langt de fleste forstår sig selv som outsidere i deres samfund og antager derfor, at det i bedste fald vil tage mange generationers arbejde og prædiken at nå i nærheden af denne utopi. Islamisk Stat har gjort endemålet til første prioritet. Koste, hvad det vil.
Derfor er Qutb heller ikke på læselisten hos Islamisk Stat. Nutidens jihadister har taget Qutbs idé om jihad og injiceret den med kirurgisk præcision i en helt anden teologisk retning, nemlig den rigide, dogmatiske salafisme fra Saudi-Arabien.
Salafismen har traditionelt prædiket, at muslimer skulle adlyde deres hersker, næsten uanset hans væsen. Salafi-jihadismen derimod kombinerer Qutbs revolutionære tankesæt med salafismens rigide, ordrette læsning af Koranen.
»Qutb var en romantiker. Han var interesseret i poesi og spiritualitet, og han skrev om Koranens litterære skønhed. Salafister derimod læser de religiøse værker bogstaveligt. De er slet ikke interesseret i det følelsesmæssige aspekt. Men de er blevet inspireret af Qutbs opfattelse af jihad som noget, der ikke kun bør forstås defensivt. Qutb pustede helt nyt liv i det koncept«, siger John Calvert.
