Alt fra fodbold til bryllupsfester bruges for en plads i parlamentet
Alt fra tomater og penalhuse til fodboldhold og bryllupsfester tages i brug i kampen for at sikre sig en plads i det egyptiske parlament. De politiske programmer er derimod gemt væk sammen med slikkepindene fra Søren Pinds valgkampagne.
Ahmed Mortada Mansour forsvinder ind i romerlysenes røde røgslør i en gyde i slumkvarteret Meet Oqba i Kairo. Foran ham tromler hans to bodyguards sig vej gennem flokken af dansende teenagere, der svinger romerlys faretruende tæt på hinandens kroppe.
»Ungdom, gå ud og stem. Få et nyt Egypten at se, ikke ligesom det gamle. Sæt kryds ved fodbolden. Ahmed Mortada Mansour«.
Ordene i slagsangen kan knap trænge gennem bassens tunge dundren, der får højtalerne under scenen til at hoppe på stedet. Sangens rytmebund er velkendt fra den elektroniske festmusik, der er vokset frem fra slumkvarterer – som Meet Oqba – og er blevet populær i hele landet, selv hos den elite, som Ahmed Mortada Mansour tilhører. Tempoet er febrilsk og lydstyrken trommehindesprængende, som kun et produkt af det intense liv i en af verdens tættest befolkede bydele kan være det.
Da den røde røg letter, er Ahmed Mortada Mansour blevet hevet op på scenen. Den er afskærmet fra gydens bygninger med store sorte lagener, hvorpå der er malet vanskabninger i skrigende farver – endnu en del af undergrundsscenen. Teenagerne har nu fået mobiltelefonerne op fra lommerne i de stramme jeans og rettet dem mod parlamentskandidaten. I det skarpe lys fra en neonlampe glimter sveden på hans pande.
Egentlig er scenen slet ikke sat op for Ahmed Mortada Mansour. Folk er ikke mødt op for at lytte til hans ord, og teenagerne er ikke kommet for at danse til hans slagsang. Dette er et bryllup. Men for en stund har brudeparret veget plads for, at politikeren – en ven af familien – kan sige nogle ord til folk i kvarteret. Intet kan samle folk som en bryllupsfest – da slet ikke et valgmøde. Så i stedet for at holde et sådant har kandidaten til parlamentsvalget sørget for, at han fik taletid ved bryllupsfesten.
»Valget er på søndag, og jeg sagde til mine folk, at det sidste sted, jeg besøger, skal være Meet Oqba. Ved I hvorfor? Fordi jeg er søn af Meet Oqba, og Meet Oqba består af rigtige mænd. Og jeg tror, I ved, at jeg er en god mand«, siger Mansour.
Glem valgmøder og lange taler
I ordets forstand er den 34-årige advokat på ingen måder søn af Meet Oqba, men derimod opvokset i elitens fine villaer. Der er ingen i Meet Oqba, der ville have råd til en ferskenfarvet Ralph Lauren polo-shirt som den, han har på i aften, og da slet ikke til den Audi A8, han ankom i.
Men Ahmed Mortada Mansour sidder i bestyrelsen for den fodboldklub, som er nabo til Meet Oqba, og som de fleste i kvarteret hepper på. Zamalek SC har de seneste ti år været den evige 2’er i den egyptiske liga, men for to måneder siden løftede klubbens spillere endelig ligapokalen i vejret igen. På bølgen af denne succes forsøger Ahmed Mortada Mansour at ride ind i parlamentet.
I de ti minutter, han taler til bryllupsgæsterne og de mange tilhørere, der læner sig ud fra gydens balkoner, kommer der ingen politiske løfter eller mærkesager ud af ham. Hans vigtigste budskab er, at han kender Meet Oqba og dets indbyggere. For at understrege det går han både før og efter talen rundt i kvarterets labyrintiske gyder og hilser på samtlige, han møder på sin vej. Og med samtlige menes, at han går ind i stort set hver en butik og rundt til hvert et bord i hver en cafe for at trykke hænder på hundredvis af lokale indbyggere. Han får masser af ‘held og lykke’r med på vejen og må brede smilet ud på selfie efter selfie.
»Glem valgprogrammer. Glem valgmøder. Glem lange taler. Det her er det eneste, der virker«, som en af politikerens assistenter siger det.
Otte gange har egypterne været ved stemmeurnerne siden revolutionen for enten at vælge politikere eller sige ja eller nej til forfatningsændringer. Men langt de fleste oplever, at det ikke har gjort den mindste forskel. Den gammelkendte egyptiske mistro til politikere er vendt tilbage med fuld styrke, og landets partier står lige så svagt som førhen.
Efter 60 års politisk dødvande under autoritære regimer voksede der ellers et utal af nye partier ud af revolutionen. Men mange er faldet fra hinanden igen, og andre præges af interne stridigheder. De har ikke kunnet ændre på opfattelsen af, at »politik er lig med korruption, og politiske programmer lig med falske løfter«, som en parlamentskandidat formulerer det.
Derfor er det ikke politiske pamfletter, der er blevet delt ud under valgkampen, men derimod tomater, sukker, legetøj, penalhuse, hepatitis C-medicin og meget andet. Som det var i årtier under Mubarak og hans forgængere, handler valgkampen mest om at bevise, at der vil falde nogle krummer af til lokalbefolkningen, hvis kandidaten bliver valgt ind.
Mange af navnene på valgplakaterne er endda også de samme som under Mubarak. Et stort antal tidligere medlemmer af Mubaraks Nationaldemokratiske Parti (NDP) stiller op igen under nye faner, og i modsætning til mange af de nye kandidater har de før bevist deres evne til det med krummerne og spås derfor gode chancer.
Den danske måde duer ikke her
Selv et parti som De Frie Egyptere har lukket tidligere NDP-medlemmer ind i partiet, foruden lokale kendisser som Ahmed Mortada Mansour. De Frie Egyptere er det stærkeste af de partier, som blev født af revolutionen, og stiller som et af de eneste partier ved dette parlamentsvalg op med unge kandidater, der var aktive i revolutionen.
»Politik er et beskidt spil i Egypten. Du kan ikke deltage uden at få svinet hænderne til«, siger Hussein el-Saeid, en 28-årig forretningsmand, der siden revolutionen har brugt mere tid på politik og demonstrationer end familiens firma.
For fire måneder siden stod han i Københavns gader iført en Venstre-jakke og en Søren Pind-kasket. »Vil du ha’ en pind«, sagde han på gebrokkent dansk og langede slikkepinde ud til de forbipasserende.
De Frie Egyptere samarbejder med en række europæiske, liberale partier, og Hussein el-Saeid har været på adskillige studieture i Europa for at få inspiration til partiopbygning og valgkampe. Partiet har taget meget af det organisatoriske til sig og har i dag det nok mest velsmurte politiske maskineri i Egypten. Men erfaringerne fra valgkampene er mere vanskelige at omsætte.
»Det, jeg så i Danmark, er, hvad vi gerne vil arbejde hen imod. Men det forudsætter en helt anden politik kultur, og det vil tage os mindst en generation at nå dertil«, siger Hussein el-Saeid.
Som et ung og ukendt ansigt arbejder han hårdt for at bevise sit værd i det lokalområde, han er opstillet i. Han vil bevise, at han kan løse folks problemer, og det kan blandt andet involvere at skulle blande sig i en familiekonflikt.
»Der var to familier i mit lokalområde, som ikke kunne blive enige om betingelserne for et ægteskab, så jeg og mine folk forsøgte at mægle imellem dem. Det lykkedes at få skabt fred, og på den store dag hentede jeg selv brudeparret i min bil og kørte dem til bryllupsfesten«, fortæller Hussein el-Saeid:
»Sådan er det at være politiker i Egypten«.