Egyptisk menneskesmugler: Ingen kan stoppe os
EU forsøger at få de libyske og egyptiske myndigheder til at sætte en stopper for menneskesmuglingen. Men det kommer aldrig til at lykkes, siger en egyptisk smugler, som Politiken har mødt i en af de byer, hvorfra bådene sejler til Italien.
Alle i fiskerlejet uden for byen Rosetta arbejder lidt »til venstre«.
Sådan siger i al fald ’Mostafa Fawzy’. Han er netop i går vendt tilbage med sit skib efter fire dage på havet. De fik en nogenlunde fangst, han og de otte fiskere, han havde taget med sig, men alligevel indbragte det hele ikke mere end 1.500 kroner. Fratrukket udgifter og hans egen fortjeneste tillod det ikke ’Mostafa’ at udbetale mere end 75 kroner til hver fisker for fire dages hårdt arbejde på havet.
»Det kan hverken jeg eller de jo leve af. Derfor er vi nødt til at arbejde både til højre og til venstre«, siger ’Mostafa’ og slår ud med armene, en af gangen.
Det til højre falder inden for lovens rammer. Det til venstre udenfor.
»Der er intet, du ikke kan få fat på her. Cigaretter, hash, narkotika, våben. Selv Djævelen kan vi skaffe. Her er der ikke noget, som hedder umuligt«, siger han, ikke uden en vis stolthed.
Rosetta ligger lige der, hvor Nilens vand efter en 3.000 kilometer lang og snoet rejse gennem savanner og ørkner munder ud i Middelhavet.
I tidligere tider havde byen en strategisk vigtig position i forsvaret af Egypten, men i dag er den en fattig kystby som så mange andre, og dens placering har størst betydning for landets smuglere, der fører ulovlige varer ind i landet gennem Rosetta.
I nyere tid er smuglerne også begyndt at handle med en ny vare, som ikke skal ind i landet, men ud af det: flygtninge og migranter.
Ikke en af bosserne
’Mostafa’ er en af dem. Det er ikke ham, der er bossen, og derfor heller ikke ham, der tjener millionerne. Som han sidder på plastikstolen i en lille park og drikker te iført en skjorte med falmede orange striber, slidte cowboybukser og udtrådte sandaler, ligner han en hvilken som helst anden mand i Rosetta, der tager sig en pause fra dagens dont.
Men det er en fisker som ’Mostafa’, bagmændene ringer til, når de skal have flyttet nogle varer.
»Et opkald kan for eksempel lyde sådan her«, siger ’Mostafa’ og løfter sin mobiltelefon – en gammel Nokia af den slags, der synes aldrig at kunne gå i stykker – op til øret.
»Jeg har 150 kilo limefrugter, jeg vil sælge dig for 30.000 kroner. Hvis du er interesseret, så mød op klokken 123 ved hoved 24«.
’Mostafa’ lægger telefonen tilbage på bordet.
»Og hvad betyder så det? Jo, det betyder, at han har 150 migranter, som jeg kan få 30.000 kroner for at sejle til Italien, og at skibet skal være klar mellem klokken 1 og 3 om natten på havet ud for et punkt på stranden, som vi alle ved, hvor er«, forklarer den 32-årige ’Mostafa’, som har været på havet, siden han var 6 år, og aldrig har gået i skole.
Drengene fra ’Den Grønne Ø’
I alt 12 gange har ’Mostafa’ taget imod sådan et tilbud. 12 gange har han sejlet en trawler fyldt med migranter til Italien, 12 gange har han bildt de italienske myndigheder ind, at han selv blot var en af migranterne, og 12 gange er han blevet udvist og sendt tilbage til Egypten.
Men i dag vil ’Mostafa’ ikke længere tage imod den slags tilbud, selv om der er nok af dem. Antallet af migranter og flygtninge, som vil af sted mod Europa fra Egypten, er vokset, og det er antallet af smuglere derfor også. Konkurrencen er blevet hårdere, aflønningen dårligere og bagmændene mere grådige.
Som eksempel fortæller ’Mostafa’ følgende historie: For godt en måneds tid siden ville en af Egyptens smuglerbosser have sendt sit sidste skib af sted i denne sæson, inden vindene på Middelhavet tager til i styrke og gør den ugelange sejltur til Italien vanskelig. Hans mellemmænd havde lavet aftaler med hundredvis af migranter og flygtninge, langt flere, end der normalt bliver smuglet på samme båd, men bossen ville have dem alle af sted.
Da fiskerne i små motorbåde havde bragt de sidste mennesker ud på havet til den ventende trawler, var der måske over 500 om bord. Skibet nåede ikke engang at sætte motoren i gang, før det kæntrede. Dusinvis, som var spærret inde i fryserummet, havde ikke en chance. Og mange andre klarede sig heller ikke gennem natten på Middelhavet, inden der nåede hjælp frem. 162 overlevede, mens 208 lig blev fisket op af vandet. Omtrent halvdelene var egyptere og den anden halvdel fra lande i Østafrika.
Den kæntrede båd er siden hevet op af havet og ligger nu langs bredden af Nilen i fiskerlejet uden for Rosetta. Det er vanskeligt at se, at skibet har været nede på havets bund. Den ligner en slidt trawler med rustpletter og afskrabet maling ligesom mange af de andre både i havnen.
På den anden side af flodbredden ligger en af de landsbyer, hvor en del af de druknede egyptere kom fra. ’Den Grønne Ø’ hedder byen, som ligger i et idyllisk landskab med spredte palmetræer, der spejler sig i markernes vandingskanaler. Men livet her er langtfra idyllisk. Fattigdommen er udbredt, og ’Mostafa’ forstår godt, at de unge mænd kan længes efter at komme væk, og at druknedøden ikke afskrækker dem. De er opvokset under de samme vilkår, som han selv er.
»En hurtig død på havet er bedre end en 60 år lang død på land«, siger han.
I livets skole
For ’Mostafa’ er menneskesmugleri ikke kriminalitet. Det er, hvad han kalder »kunsten at tjene penge«. Men det er ikke god kunst, når det koster hundredvis af mennesker livet.
’Mostafa’ er oprørt over den seneste drukneulykke, som tog livet af så mange fra hans egen by. Derfor vil han gerne tale om branchen, og han ser på mig med et insisterende blik, der hele tiden undersøger, om jeg nu har forstået alt korrekt. Han griber min notesblok og tegner sejlruter og skriver kodeord, så jeg kan se det for mig. Tålmodigt og overbærende som en lærer, der skal undervise en elev i et nyt emne, fortæller han om, hvordan livet er i smuglerbyen.
I ’Mostafas’ verden forstår etablissementet – hvad end det er, den egyptiske elite, europæiske regeringer eller journalister – intet af, hvordan virkeligheden er på et sted som Rosetta. Her går de fleste i det, han kalder livets skole, hvor man har bestået, hvis man har skaffet brød på bordet. Dette kræver som oftest, at man er smartere end el-hukuma. Det betyder egentlig ’regeringen’, men anvendes om alle statens arme og ben, og ikke mindst dens lange, korrupte fingre, som altid er ude efter at rage til sig.
For Rosettas arbejderklasse er lovene ikke noget helligt, men derimod det middel, som el-hukuma anvender til at stjæle fra folket. Ifølge ’Mostafa’ nytter det derfor ikke meget, at det egyptiske parlament efter drukneulykken har vedtaget en lov, som kriminaliserer menneskesmugling. Ej heller at EU-kommissionen og flere europæiske ledere forsøger at lægge pres på det egyptiske regime for at gøre mere for at stoppe bådtrafikken. Eller at Tyskland i mere end et år har trænet egyptisk politi i at bekæmpe menneskesmugling.
»Det er håbløst at tro, at man kan stoppe smuglingen med love eller politi. Så længe der er gode penge i at smugle folk til Europa, vil det fortsætte. Ingen kan stoppe os«, siger ’Mostafa’.
Altid en udvej
For at bevise sin pointe kører ’Mostafa’ mig en tur ud af Rosetta.
Vest for Nilens udløb er en bred strand, som på denne eftermiddag ligger øde hen. Det er militært område, og uden for badesæsonen bliver der ikke gjort nogen undtagelser fra, at al adgang er forbudt. På stranden er der vagttårne med soldater, som ser ud til at kede sig bravt.
Vi kører ad en asfaltvej langs stranden. På venstre side er der omtrent 500 meter strand ned til havet, og på højre side strækker der sig frugtplantager, så langt øjet rækker. Appelsin, lime, mango. Indimellem alt det grønne står der nogle få skure og hønsehuse.
»Det er herinde i plantagerne, at vi opbevarer migranterne«, fortæller ’Mostafa’.
Efter at han er holdt op med at sejle med migranter, fungerer han i stedet som en slags bindeled. Når en af smuglernes mellemmænd et sted i Egypten har samlet en gruppe migranter, som gerne vil af sted, kontakter de ’Mostafa’, som sørger for at finde en lokal plantageejer, som kan ’opbevare’ dem.
»Når det er tid til, at de skal ud på havet, bliver de bragt ned på stranden, hvor aftalen eksempelvis kan være, at motorbådene venter her ved hoved 4«, siger ’Mostafa’ og peger ned mod vandet.
Over en strækning på fem kilometer imellem to vagttårne er der er i alt seks stenhøfder, som smuglerne har navngivet ’hoved 1-6’.
»Motorbådene sejler så migranterne ud til en trawler, som venter længere ude på havet«, forklarer ’Mostafa’.
Hele operationen foregår altså stort set lige for an næsen af det egyptiske militær.
»De opdager os slet ikke, og om så hele hæren blev sat ind til at bevogte kysterne, ville det ikke kunne bremse smuglingen. Hvad end de prøver på, finder vi en udvej«, siger ’Mostafa’, som mener, at der kun er én ting, som vil sætte en stopper for flygtningebådene: at efterspørgslen forsvinder.
»Enten skal der ikke være noget at komme efter på den anden side af havet, eller også skal der være lovlige måder at komme dertil på«, siger han.
’Mostafa Fawzy’ er et pseudonym. Politiken er bekendt med hans rigtige navn
