I efteråret 2013 gik Mourad Ali fra den ene dag at være en succesful marketingschef i Lundbeck til den næste at være sigtet for terrorisme og spærret inde i en enecelle. I hemmelige breve fortæller han om forholdene i Egyptens mest berygtede fængsel for politiske fanger.
»Forholdene i fængslet bliver kun værre. Det siger jeg ikke for, at du skal gøre noget, og ikke for at gøre dig bekymret, men jeg ønsker at være ærlig med dig. Der er oftest lukket for vandet, og jeg spiser og drikker næsten intet for at undgå at skulle bruge toilettet. Lugten i cellen er i forvejen uudholdelig. I to uger har de næsten ikke bragt os noget at spise. Det er åbenbart ikke nok for dem at forhindre, at I bringer os ost og andet mad. Hospitalet er lukket under påskud af, at det er under renovering, og ingen på vores gang har været til undersøgelse lige meget, hvor meget vi beklager os.«
Efter ti timers venten har familien kun ti minutter til at tale med Mourad Ali i. Han sidder bag en glasrude i sin hvide fængselsuniform med telefonrøret i hånden. Krykken hviler op af væggen i det lille rum.
Mohamed, hans mor og tre søskende får hver to minutter med røret i hånden. Der er ikke tid til at sige meget. Og de ønsker heller ikke altid at fortælle ham sandheden, om hvad der foregår uden for fængslets mure. Om dem som er døde.
»Jeg lyver meget, men jeg ved, at min far kan gennemskue mig. Ligesom at jeg kan gennemskue ham. For han lyver også «, fortæller 20-årige Mohamed, der er Mourads ældste barn.
Besøgsdagen i Tora-fængslet starter for Mohamed klokken syv om morgenen. Den store port med det sorte jerngitter er stadig lukket, for fængslet åbner først en time senere, men alligevel slanger der sig allerede en lang kø af pårørende foran fængslet.
Tora-fængslet, som ligger i en forstad til Kairo, har sjældent haft så mange indsatte som nu. Vil man sikre sig en plads forrest i rækken af besøgende skal man komme før solopgang.
Alle i køen har medbragt store poser og tasker fyldt med mad. Fangerne får næsten intet at spise, og det de får er ofte uspiseligt, så de lever primært af den mad familierne har med.
Ved hvert af dagens mange sikkerhedstjek på vejen ind til fængslets mest berygtede afdeling, kendt som Skorpion-fængslet, bliver Mohamed og hans families tasker endevendt. En vagt stikker en gaffel op i en stegt and og roder rundt. En anden river benene af et stykke lammekød. En tredje konfiskerer uden begrundelse en plastbeholder med ris og kartofler.
»Vagterne vil demonstrere deres magt, så man skal holde alle følelser tilbage og bare ignorere dem. Begynder man først at diskutere med dem eller bønfalde dem, så bliver det først meget værre«, fortæller Mohamed.
Han taler ikke som en, der kun lige er kommet ud af teenageårene. Fra den dag for fire år siden, da han fik en sten i hovedet i revolutionens første demonstration og måtte sys med fem sting, blev hans ungdomsliv aldrig det samme igen.
Opmuntret af hans fars involvering i politik har Mohamed været aktiv under hele den rutsjebanetur, som landet har været igennem de seneste år. Han har været døden nær og reddet andre fra den. Og hans fars anholdelse har givet ham erfaring med alt fra overvågning og bestikkelse til manipulerende fængselsvagter.
Efter timers venter i en gård i solen bliver Mohamed og resten af familien sidste på eftermiddagen ført ned af lange korridorer til det lille rum med glasruden, hvor Mourad Ali venter.
Vagter lytter med på deres samtaler, og Mourad fortæller næsten intet om forholdene i fængslet. Han siger altid, at han har det godt. Familien kender kun hans sande tilstand gennem de breve, han får smuglet ud af fængslet på måder, der ikke kan nævnes her.
Ærkefjender deler fængsel
»Abdel Rahman er død, Abdel Rahman er død. Hazem læste nyheden op for os fra avisen. I forbrydere! I lod ham dø i cellen, og så påstår I bagefter, at han havde kræft! I tre uger har vi råbt og bedt om at få ham forflyttet til hospitalet eller få ham undersøgt. Men selv om vi endda foreslog at betale udgifterne for disse undersøgelser, skete der intet. I lod Abdul Rahman ligge og sprælle tre uger på gulvet i cellen, og der kom kun en sygeplejeske og gav ham en smertestillende indsprøjtning«.
Mourad Ali blev ansat i Lundbeck i 2002 som marketing manager i Egypten. Han steg hurtigt i graderne og blev regionaldirektør for medicinalvirksomheden i hele Mellemøsten og Nordafrika, og under hans ledelse blev Lundbecks overskud tredoblet i hans område.
Men karrieren fik et brat stop den 22. august 2013. På vej til et forretningsmøde i Italien tager politiet Mourad Ali til side i Kairo lufthavn. Ikke blot bliver han nægtet udrejse; han ender dagen på det hårde gulv i en isolationscelle på dødsgangen i Tora-fængslet.
Forretningsmanden var nu sigtet for terrorisme. Han havde aldrig været medlem af det Muslimske Broderskab, som på dette tidspunkt netop var blevet stemplet som en terrororganisation af det nye militærstyre. Men han havde arbejdet frivilligt for brødrene som kommunikationsrådgiver, og det var nok til at han endte blandt de titusinder af medlemmer og støtter af Broderskabet, der blev anholdt i tiden efter kuppet mod præsident Mohamed Morsi den 3. juli 2013.
I dag siger menneskeretsgrupper, at der er mindst 40.000 politiske fanger i de egyptiske fængsler. Dem, som regimet anser som de vigtigste, sidder i Tora-fængslet, som igennem årtier har huset det egyptiske regimes største politiske fjender.
De indsatte er i dag en blandet flok. Det siger meget om den kaotiske og modsætningsfulde revolution, Egypten har været igennem, at politiske ærkefjender i dag sidder fængslet sammen. De hundredevis af celler rummer både sekulære aktivister, som førte an i revolutionen, og nogle af de figurer fra Hosni Mubaraks regime, som de væltede af magten. Og imellem dem sidder hundrede af islamister, som er foragtede af begge parter.
Også Hosni Mubarak selv har siddet indespærret et par år i det fængsel, hvor han et årti tidligere på ønske fra CIA havde ladet mistænkte islamister blive torturet under det hemmelige amerikanske fangeprogram. I dag sidder Mubarak i husarrest på et militærhospital mens de langtrukne retssager imod ham fortsætter.
Gorilla-stilling
Mourad Ali har nu i halvandet år siddet isolationsfængslet i forskellige dele af Tora-fængslet og er senest blevet forflyttet til den mest berygtede afdeling – Skorpion-fængslet. Han er endnu ikke dømt for noget. Retssagen imod ham og en gruppe andre rådgiver og lederfigurer i Broderskabet forventes først afsluttet i løbet af foråret.
Anklagerne mod dem i sag nr. 317 lyder blandt andet på »publiceringen af falske informationer, som skader nationens sikkerhed og dens image i udlandet«, samt en mere general anklage om at have »konspireret imod staten og lagt planer for at kidnappe landets ledere«.
I de stærkt politiserede retssager mod Broderskabet lyder straffen oftest på livstid i fængsel eller dødsstraf. Mourad Ali bliver dog næppe hængt. Derimod kan han en dag pludselig blive løsladt, hvis regimet og Broderskabet påbegynder en forsoning.
De høje straffe giver regimet et stærkt kort på hånden ved forhandlingsbordet. Det behøver ikke give Broderskabet indflydelse til gengæld for, at brødrene accepterer den nye orden. Det kan nøjes med at løslade nogle af de mange fanger.
Broderskabet selv er ikke mindre kynisk. Deres modtræk er at fortsætte protestaktiviteter, der ofte ender i voldelige optøjer og mange dødsfald, og at forholde sig passivt til at nogle af deres medlemmer tager endnu mere drabelige midler i brug. Det sikrer brødrene, at de også har et kort at spille, når de en dag sidder overfor ærkefjenden.
Lige nu virker det dog usandsynligt, at nogle af parterne skulle være klar til at forhandle. I stedet forsøger de hver især at styrke deres positioner ved at optrappe deres handlinger.
Forholdene i fængslerne er værre end nogensinde. Som andre fra ledelsen af Broderskabet bliver Mourad ikke udsat for tortur, sådan som det ifølge mange beretninger sker for almindelige medlemmer og støtter af Broderskabet. Men den 45-årige, forhenværende direktør fortæller i hans breve, at hans helbred lider alvorligt under de kummerlige forhold.
Han beskriver cellen som værende 1,5 gange 2,5 meter med et hul i gulvet, der er hans toilet. Der er hverken en stol eller en madras i cellen, og han sover på en cementblok. Som regel lukkes han udenfor i gården en halv time om dagen, men aldrig i selskab med andre og ofte er der lange perioder, hvor ingen fanger forlader cellerne overhovedet. Mourads beskrivelser stemmer overens med andre beretninger fra Skorpion-fængslet.
Mourad er egentlig er uddannet læge og skriver, at hans milt er forstørret formentlig som resultat af en infektion, og at hans ledbånd i knæet er beskadiget efter at have siddet i timevis i ’gorilla-stilling’ – på hug med ryggen lænet op af væggen.
Mourad fortæller, at han på intet tidspunkt i løbet af hans halvandets års fængsling fået nogen lægebehandling. Fængslets sygeplejeske vil kun ordinere ham naturmedicin og har givet ham en krykke at støtte sig på, når han skal uden for cellen. Hans egen lægevurdering er, at han har brug for en operation i både milten og knæet.
Den slags historier er der mange af fra Egyptens fængsler. Organisationen Det Egyptiske Center for Økonomiske og Sociale Rettigheder beskrev sidste år, hvordan mindst 80 fanger var omkommet i fængslerne i det første år efter kuppet, som resultat af ubehandlede sygdomme, tortur eller sultestrejker. Ifølge en rapport i en egyptisk avis, som bygger på tal fra myndighederne, er mindst 90 omkommet i politistationer og fængsler alene i 2014 i Kairo.
I Mourad Alis breve skriver han meget om fangen i nabocellen – Abdul Rahman al-Razahi, en 43-årige skolelærer – hvis fysiske tilstand over flere måneder blev forværret. Ifølge Mourad skyldtes det formentlig en simpel infektion, som aldrig blev behandlet. Men ved hans død forklarede fængselsmyndighederne til offentligheden, at Abdul Rahman døde af uhelbredelig kræft.
Human Rights Watch har undersøgt Abdel-Rahman al-Razahis sag og bekræfter i en ny rapport, at han aldrig blev bragt til et hospital men døde i hans celle.
Ingen selvransagelse
»Det er utåleligt at sidde på denne gang. Jeg kan intet diskutere med dem. I den anden gang kunne vi snakke om de fejl vi begik, og der var masser af sarkasme. Man har brug for humor for at undslippe kedsomheden. Men her er der ingen, som griner«.
Mourad Ali havde ikke været politisk aktiv før revolutionen. Han var fokuseret på sit arbejde for Lundbeck og optrådte kun i politisk sammenhæng i forbindelse med krisen omkring Muhamed-tegningerne. Lundbeck var blandt de danske virksomheder, der blev ramt af boykotten mod danske produkter, og Mourad gik på egyptisk tv for at forsøge at tale krisen ned.
Men efter at hans søn var blevet såret på oprørets første dag i 2011, gik Mourad selv med i den næste demonstration og derefter var der ingen vej tilbage.
»Efter revolutionen følte min far at han var nødt til at gøre noget godt for Egypten, og han mente, at Broderskabet var dem som havde de bedste hensigter. Så han tilbød at hjælpe dem med kommunikation og management, men blev aldrig medlem«, siger Mohamed Ali om hans far.
Til tider fungerede Mourad Ali som talsmand for partiet og er blevet citeret i medierne for at forsvare nogle af Broderskabets mest kontroversielle og polariserende beslutninger under Mohamed Morsis ledelse af landet. Men ifølge hans søn var han hele tiden kritisk overfor Broderskabets ledelse og mistede fuldkommen tilliden til dem i tiden op til kuppet i juli 2013.
»Morsi og folkene omkring ham lyttede overhovedet ikke til deres rådgivere. Jeg kan huske, hvordan min far sad og råbte af skærmen, da Morsi holdte en to og en halv time lang tale, som var en ren katastrofe«, siger Mohamed Ali.
Mohamed Morsi tale til egypterne fire dage inden de annoncerede massedemonstrationer imod den folkevalgte præsidents autokratiske ledelse af landet skabte kun yderligere splittelse i landet. I stedet for at give hans modstandere indrømmelser, angreb Morsi oppositionen for at være udemokratisk og styret af udenlandske interesser.
I brevene fortæller Mourad Ali om samtalerne, der finder sted mellem brødrene, når de gennem lugerne i isolationscellernes døre diskuterer deres tid ved magten.
Da han i begyndelsen sad på gang med andre rådgivere og talsmænd for Broderskabet skrev han, at de talte meget om alle de fejl, som var blevet begået i løbet af det år, Mohamed Morsi fik ved magten. Men de seneste måneder har Mourad Ali siddet på gang med nogle af de mest magtfulde brødre, deriblandt rigmanden Khairat el-Shater, der af mange anses som Broderskabets egentlige topleder. På denne gang er der ingen selvransagelse, og Mourad skriver, at han håber på snart at blive forflyttet igen.
Farens oplevelser smitter af på hans søn, der ligesom mange andre i ungdommen føler sig svigtet af de ældre generationer. Det er i disse dage fire år siden, at hundreder af tusinder af egyptere demonstrerede imod Hosni Mubaraks regime, men politisk er der meget lidt som har rykket sig.
»Både militæret og Broderskabet har forrådt revolutionen. Der er ingen tilbage at sætte sine forhåbninger til«, siger Mohamed, som dog holder fast i at kampen ikke er slut endnu.
Unge som ham selv har i de seneste år fået en erfaring med oprør, politik og organisering, som ingen kan tage fra dem.
»Da det hele begyndte var vi politiske amatører, og vi blev manipuleret med. Men nu er vi blevet modne, og vi lader os ikke narre igen«, siger han.
