Egyptens domstole tiltrækker sig hele verdens opmærksomhed med dets massedødsdomme. Men kampen for retfærdighed er ikke tabt endnu, insisterer en advokat, der gik forrest i både revolutionen og oprøret mod ekspræsident Mohamed Morsi.
I Egypten bærer bødlen solbriller. Det er ikke meget offentligheden ved om ham, men de mørke brilleglas der hviler på næsen over det buskede overskæg er blevet en vigtig del af den persona, der har gjort ham til Egyptens mest kendte og berygtede dommer.
I retssale oplyst af neonrør og lyset fra flokke af tv-kameraer præsiderer Mohamed Nagy Shehata over den ene politiske retssag efter den anden uden at hverken anklagede, vidner eller advokater har mulighed for at se ham i øjnene - heller ikke når han nedfælder de mange dødsstraffe, som har givet ham tilnavnet ‘bødlen’.
Den excentriske dommer, der også kan finde på at finde sin pibe frem fra inderlommen og tænde op midt i et vidneudsagn, har en særegen forståelse af retfærdighed. Han har blandt andet nægtet de anklagede mulighed for at forsvare sig ved at starte et retsmøde tidligere end planlagt. I fraværet af både de tiltalte og deres advokater konstaterede Shehata, at retssagen dermed var ovre og nedfældede sin dom - 15 års fængsel for at demonstrere.
Efter domsafsigelsen i en anden sag gav en af de dømte, aktivisten Ahmed Douma, sig til at klappe af dommeren med ironi i hænderne. Mohamed Nagy Shehata svarede omgående igen ved at tilføje yderligere tre års fængsel til Douma.
Sammen med dommer Saed Youssef, også kendt som ’slagteren’, og et par øvrige dommere har Mohamed Nagy Shehata idømt flere end 1.800 egyptere dødsstraf, deriblandt ekspræsident Mohamed Morsi. Formentlig vil få af dommene blive opretholdt ved appeldomstolen. Indtil videre er syv islamister blevet hængt, mens hundrede af dødsdomme er blevet omstødt til lange fængselsstraffe. Men uanset hvad, har dødsdommene fået fordømmelserne til at regne ned over Egypten fra regeringer og menneskeretsorganisationer.
»Mohamed Nagy Shehata har helt på egen hånd skabt en kæmpe krise for Egypten«, siger den 36-årige advokat og revolutionære aktivist, Maha Abo Bakr.
Hun har kontor lige over for højesteretten og advokaternes fagforbund - et hjørne af det centrale Kairo, som har lagt gader til utallige protester de seneste fire år, hvor kontroversielle retssager nærmest har været et hverdagsfænomen. En betydelig del af den revolutionære kamp har udspillet sig i landets retssale, og gør det stadig.
»Der går ikke én dag, uden at der opstår konflikter mellem os og dommerne og politiet. Og vi vinder stadig sejre«, siger Maha Abo Bakr, hvis kampgejst synes at være utrættelig.
Advokaten er blandt andet med til at føre en sag ved forfatningsdomstolen, som skal føre til at den drakoniske protestlov bliver kendt i strid med landets nye forfatning. Loven kriminaliserer demonstrationer, der ikke har opnået tilladelse fra samme sikkerhedsapparat, der som oftest er mål for protesten.
En af de sejre, som Maha taler om, er frifindelsen af hendes kollega, advokaten Azza Soliman. Hun var i januar vidne til politiets nedskydning af en kvindelig demonstrant, men da hun henvendte sig til politiet, blev hun i stedet selv anholdt og anklaget for at have deltaget i den ulovlige demonstration.
Dommeren købte dog ikke anklagemyndighedens påstande og frikendte både Azza Soliman og 16 øvrige, som rent faktisk havde demonstreret. Samtidig idømte en anden domstol en politimand til 15 års fængsel for mordet på demonstranten, hvilket er den hårdeste straf der er givet til en politimand efter revolutionen.
»Advokaterne har altid været en torn i ryggen på dem, men til forskel fra tiden under Mubarak får vi langt større opbakning nu. Alle er blevet meget mere bevidste om deres rettigheder, og vi får langt mere opmærksomhed i medierne«, siger advokaten, som sidder og venter på en kollega, som den næste dag skal for retten og forsvare sig selv. En dommer har anklaget ham for at håne retten.
Nationalistisk stemning
Der er mange paradokser i den komplicerede politiske situation, som Egypten for tiden befinder sig i. Et af dem er at en advokat som Maha Abo Bakr, der aktivt modsætter sig regimet, bakker op om præsident Abdel Fattah el-Sisi.
Hun var med til at starte protestbevægelsen Tamarrod, der indkaldte til de skæbnesvangre demonstrationer mod Mohamed Morsi og støttede militærets magtovertagelse. To år senere mener hun stadig, at Sisi på kort sigt er den rigtige præsident. Landets problemer skyldes først og fremmest det gennemkorrumperede regime Sisi har overtaget, og derfor mener hun eksempelvis ikke, at man kan give den alfaderlige militærmand ansvaret for dødsdommene.
»Dødsdommene giver Sisi hovedpine fordi de gør det vanskeligt at forbedre relationer til Vesten. Men han kan ikke styre dommerne. Dommerstanden er et lukket samfund, hvor de fleste er udpeget til deres poster af folk fra deres egen familie, og de ser sig hævet over alle andre. Hvis Sisi forsøgte at blande sig, ville han ikke opnå noget«, siger hun.
Forskere, der beskæftiger sig med det egyptiske retssystem, giver grundlæggende Maha ret. Domstolene er rent institutionelt ganske uafhængige og har altid modsat sig forskellige regimers forsøg på at få det under dets kontrol.
Men der er noget andet som dommerne ikke er uafhængige af. Det er stemningen i landet og den generelle konsensus i magteliten om, at der kun findes to alternativer: Enten bringes det Muslimske Broderskab i knæ eller også udløses der en borgerkrig ligesom i nabolandene Libyen, Yemen eller Syrien.
»Mange dommere er så grebet af stærke nationalistiske følelser, at de ikke er i stand til at adskille deres personlige standpunkter og sagens akter. Det skabet en kæmpe krise, især fordi vi aldrig har fået oprettet en særdomstol til at tage sig af sager, der er forbundet med overgangsperioden fra Mubaraks regime. Dette er Sisis ansvar, og her har han fejlet«, siger Maha Abo Bakr.
Er skraldemænd respektable?
Men der er alligevel små tegn på, at dommerne er nødsaget til at træde mere varsomt. Det bør Mahfouz Saber vide bedre end nogen andre.
For godt en måned siden sad justitsmisteren i et interview på tv, og værten spurgte ham hvorvidt en søn af skraldemand kan blive dommer. Foranledningen var, at det tidligere har udløst protester fra jurastuderende, at anklagemyndigheden nægter at ansætte sønner eller døtre af forældre, som ikke er universitetsuddannede.
»Med al respekt for skraldemænd, så er en dommer nødt til at komme fra en social klasse som passer til jobbet«, sagde ministeren som selv er dommer.
Udsendelse var dårligt ovre før vreden væltede ud af de sociale medier. Som mange bemærkede er sådan en diskrimination i direkte strid med landets nye forfatning.
Allerede næste dag meldte Mahfouz Saber, at han trak sig tilbage som justitsminister.
»Hvis en minister havde sagt sådan førhen, ville ingen havde turde åbne deres mund. Nu blev han mødt med en storm af kritik, og holdt ikke engang 24 timer på sin stol. Der er stadig lang vej foran os før end vi får et retfærdigt retssystem, men der er helt klart nogle tanker om samfundet som er blevet forrykket. Vi kan endnu ikke høste alle frugterne af denne bevægelse, men det skal nok komme«, siger Maha Abo Bakr.
