De digitale detektiver

De er forskere, men deres arbejde minder mere om en kriminalbetjents. De opklarer digitale forbrydelser og skaber sig fjender i lyssky afkroge af cyberspace. Vi er alle sammen afhængige af dem i kampen mod disinformation.

Marc Owen Jones er lidt af en enmandshær i Mellemøstens informationskrig. Regionens diktatoriske regimer spenderer store summer på at udbygge deres hære af bots, trolde og sockpuppets, og der er få, som giver dem lige så meget modstand som den arabisktalende britiske adjunkt.

Var det ikke for Marc Owen Jones, havde vi måske endnu ikke opdaget, at saudiarabiske cyberkrigere eksempelvis har kidnappet et stort antal Twitter-profiler fra sagesløse borgere over hele verden og står bag en række fiktive personligheder, der imiterer vestlige journalister og analytikere.

“Jeg er mistænksom af natur. Det er helt afgørende i en tid, hvor især de sociale medier er utrolig nemme at manipulere med”, fortæller forskeren, der er adjunkt ved Hamad Bin Khalifa-universitetet i Qatar.

Marc Owen Jones’ akademiske mission består egentlig i at analysere, hvordan disinformation og onlinepropaganda udvikler sig. Men som mange andre af hans forskerkolleger må han bruge utallige timer på at patruljere internettet og selv opspore fake news og forfalskninger. For ingen andre gør det. Nationalstater har begrænset myndighed i cyberspace, og de store teknologivirksomheder har begrænset interesse i at opretholde lov og orden.

“Meget af det, jeg opdager, er i strid med de sociale mediers egne retningslinjer og nogle gange også ulovligt ifølge internationale love. Men der bliver gjort meget lidt for at bremse det, især i en region som Mellemøsten. Her er det lidt som det vilde vesten”, siger Marc Owen Jones.

Først når misbruget bliver afsløret og skaber dårlig omtale i medierne, griber platformene ind. Forskeres arbejde fører jævnligt til, at de sociale medier fjerner tusinder af falske profiler eller ændrer deres praksis.

Marc Owen Jones’ arbejde har blandt andet ført til, at Twitter har ændret sin praksis for verifikation af kendte personligheders kontoer. Adjunkten afslørede, hvordan Saudi-Arabien var lykkedes med at hacke verificerede profiler og anvende dem til propaganda. Det gik blandt andet ud over en amerikansk singersongwriter, en norsk skiløber og en fitnessguru, hvis profiler under nye navne udsendte saudisk propaganda, mens de stadig var markeret med et blåt flueben, som er det troværdighedsstempel, Twitter giver til verificerede profiler.

“Jeg opdagede første gang den taktik, da det gik ud over en afdød amerikansk tv-meteorolog, hvis profil et par år efter hans død pludselig begyndte at tweete om politik i Mellemøsten. Det underminerer fuldstændig verificerede profilers troværdighed”, siger Marc Owen Jones.

Læs hele artiklen i Akademikerbladet


Flygtningenævnet kritiseres for at afvise syrere på mangelfuldt grundlag

Unge engagerer sig i rekordhøj grad under pandemien