Kamelhandleren som kan afgøre Sudans fremtid

Demonstranter i Sudan er blevet skudt, druknet i Nilen og voldtaget. Bag det hele står en mand, som med hans villighed til at gøre det mest beskidte arbejde, har gjort sig uundværlig for diktatorer, fremmede militær og EU.

Internettet i Sudan har været lukket ned siden starten af ugen, og internationale korrespondenter er lukket inde på deres hoteller i hovedstaden Khartoum.

De eneste medier, som rapporterer fra gaderne er statsmedierne, der har sat gang i den helt store propagandakampagne for at retfærdiggøre de paramilitære militsers voldsomme rydning af protestbevægelsens store sit-in foran militærets hovedkvarter. Demonstranterne var kriminelle, tog narkotika og havde sex i teltene, beretter de.

Præcis hvor mange, der tirsdag blev dræbt, voldtaget eller smidt i Nilen med stenblokke bundet fast til benene vides ikke. Ifølge protestbevægelsen er mindst 120 blevet dræbt, 40 lig fisket op af floden og syv voldtaget.

Et af de mest klare vidnesbyrd er en video, som en af militssoldaterne selv har filmet med hans mobiltelefon og lagt på sociale medier. I klippet ser man ham gå rundt i sit-innen mellem brændende telte og flygtende demonstranter.

»Søn af hunde«, råber han igen og igen, mens han opfordrer sine soldaterkammerater til at ødelægge alt og til at dræbe to unge mænd, de kommer slæbende med. 

»Slå de hunde ihjel. Det er deres skyld, vores ferie blev aflyst«.

I slutningen af klippet kommer to kvindelige demonstranter gående gennem kaosset, mens de bliver slået med kæppe af de soldater, de passerer. Den ene har et lille barn i favnen.

»Civil eller militær?«, spørger den filmende soldat den ene kvinde med henvisning til det centrale spørgsmål i den politiske konflikt. Skal Sudan ledes af et civilt eller militærstyret overgangsråd?

Efter fire måneders demonstrationer fjernede militæret i april præsident Omar al-Bashir fra magten efter knap 30 års diktatorisk ledelse. Men demonstranterne nægtede at gå hjem, før militæret lod civile få kontrol med en overgangsproces til demokratiske valg.

»Militært«, svarer kvinden, men får alligevel et slag med en kæp. Hun har nok godt vidst, at hun ikke skulle svare ‘civilt’, men militssoldaten forklarer hende det alligevel.

»Hvis du havde sagt civilt, havde jeg slået dig ihjel«.

 

Bashirs bodyguard

Militssoldaten tilhører de såkaldte Rapid Support Forces. Det er en paramilitær milits, som er inkorporeret i landets militær, men kun er underlagt præsidentens direkte kontrol - og han sidder i dag bag tremmer.

Rapid Support Forces blev bygget op omkring dele af de berygtede Janjaweed-militser, som stod bag de værste krigsforbrydelser under borgerkrigen i Darfur. De gjorde det allermest beskidte arbejde for Omar al-Bashir og gjorde ham mindre afhængig af militæret. Militsen var Bashirs personlige tropper, og diktatoren tildelte lederen, generalløjtnant Mohammed Hemeti Hamadan, kælenavnet ‘Himayti’, som betyder ‘min beskyttelse’.

Hemeti viste sig dog ikke mere loyal, end han spillede en hovedrolle i afsættelsen af Bashir. Bodyguarden er nu selv officielt blevet den næstkommanderende i landets junta, men mange betragter ham som den mest magtfulde af alle, og han holder møder med diplomater og ministre fra både Afrika, Mellemøsten og Vesten.

Det er noget af en opstigning for den 44-årige mand, der oprindeligt var kamelhandler og kun har gået få år i skole. Hemetis vej til magten er brolagt med ligene fra folkedrabet i Darfur, og han har været god til at sørge for, at han altid er uundværlig for de til en hver tid vigtigste magthavere.

»Ved at skabe Janjaweed og konstant styrke dem under Hemeti, har det sudanesiske regime skabt et monster, det ikke er i stand til at kontrollere«, skriver den erfarne researcher og journalist, Jerome Tubiana, i Foreign Affairs.

 

Leverer lejesoldater

Lige nu er Hemeti både uundværlig for militærjuntaen og for dens vigtigste støtter, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Juntaen kan ikke beordre militærets soldater til at angribe demonstranterne uden at risikere interne splittelser. Soldaterne tilhører de samme befolkningslag som demonstranterne og en del har formentlig stor sympati for deres oprør.

Samtidig har Saudi Arabien og Emiraterne brug for de 15.000 soldater fra Rapid Support Forces, som kæmper ved frontlinjen i krigen i Yemen. Mens stort set alle andre lande i krigsalliancen har nægtet at sende fodsoldater til Yemen, har Hemeti leveret et stort kontingent lejesoldater.

Hemetis største svaghed er nok hans ry i resten af verden. Sudan vil gerne ud af den internationale isolation, som landet befandt sig i under det meste af Omar al-Bashirs regeringstid. Men efter den brutale rydning af den store sit-in i Khartoum har Sudan fået suspenderet dets medlemskab af den Afrikanske Union, mens blandt andre USA og Norge har fordømt juntaen i hårde vendinger.

I en region, hvor utallige fordømmelser ikke er blevet fulgt op af handling, er det dog et åbent spørgsmål, om der vil blive lagt politisk vægt bag ordene. Vil det koste juntaen, at slippe Hemetis tropper løs på den fredelige protestbevægelse?

 

Vil åbne ørkenen

Forskeren Jean-Baptiste Gallopin fra Yale University var for nylig i Khartoum for at tale med både sudanesiske kilder og udenlandske diplomater.

»Det er mit indtryk, at EU-diplomater var ved at blive lun på ideen om en militærkontrolleret overgang«, siger forskeren, hvis fokus er på, hvordan arabiske militær reagerer på folkelige oprør.

EU har siden 2015 styrket dets relationer til regimet i Sudan gennem et samarbejde om bekæmpelse af menneskesmugling og enkelte lande - deriblandt Danmark - har forhandlet bilateralt om aftaler om tvangshjemsendelser af afviste asylansøgere.

Omar al-Bashir sendte Rapid Support Forces ud i Sahara for at arrestere flygtninge og migranter, og Hemeti truede EU med at »åbne ørkenen for migranterne«, hvis ikke EU’s støtte blev opretholdt.

Talskvinden for EU’s udenrigspolitiske chef har efter det voldsomme angreb på demonstranterne anmodet om, at »volden bliver indstillet omgående«, og at der bliver foretaget »en troværdig undersøgelse af de kriminelle handlinger«.

»At anmode om en undersøgelse virker helt fjern fra realiteterne. Hvem er det, at militærjuntaen skal undersøge? Sig selv?« spørger Jean-Baptiste Gallopin.

EU-talskvinden opfordrer også til, at forhandlingerne mellem juntaen og protestbevægelsen genoptages. Det afviser oppositionen på det kraftigste. En af dens ledende skikkelser, Yasir Arman, blev for to dage siden arresteret.

»Hvordan skal oppositionen kunne sætte sig ved forhandlingsbordet, når flere end 100 mennesker lige er blevet dræbt, og Arman er blevet arresteret? Det er umuligt at forestille sig«, siger forskeren.

Publiceret i Dagbladet Politiken

 

 

 

 

Hun tog fri fra sit arbejde på Novo Nordisk for at vælte diktator

Hun tog fri fra sit arbejde på Novo Nordisk for at vælte diktator

»Det er netop mænd som disse, jeg flygtede fra«

»Det er netop mænd som disse, jeg flygtede fra«