En ung studerende er blevet symbolet på forandring i Sudan, hvor kvinder spiller en fremtrædende rolle i protestbevægelsen, mens diktaturets mænd er optaget af interne magtkampe.
Alle revolutioner har brug for ikoner. Enkeltindivider, som kan symbolisere de store folkemængders ønsker og håb. Hvor masserne giver protestbevægelsens dens muskelstyke, får den gennem ikonet et genkendelige ansigt.
22-årige Alaa Salah er blevet sådan et ansigt. Ingen anden individuel sudaneser er blevet mere synonymt med det stædige, fredelige oprør mod undertrykkelse og korruption, end hun er. I løbet af blot en uge er hun gået fra at være en almindelig ung arkitektstuderende i Sudans hovedstad Khartoum til at være en politisk aktivist, hvis billede er nået hele verden rundt.
Det begyndte sidste mandag foran hærens hovedkvarter i Khartoum, hvor titusinder af demonstranter var forsamlet. Alaa Salah stillede op på taget af en parkeret bil, så hun kunne se ud over folkemængderne og dirigere deres slagråb.
Hun var klædt i en traditionel hvid kåbe, bar måneformede guldøreringe og havde et sudanesisk flag malet på den ene kind. Med elegance dansede hun rundt på biltaget, mens hun råbte ud over flokke af mænd og kvinder, som alle rettede deres opmærksomhed mod den unge kvinde. De klappede en fast takt og besvarede hver af hens råb med et fælles brøl: »Revolution«.
»De dræbte os i religionens navn«.
»Revolution«.
»De fængslede os i religionens navn«.
»Revolution«.
»Men det er ikke religionen, der skal klandres«.
»Revolution«.
På lidt afstand stod fotografen Lara Haroun. Hun skød et billede, hvor Alaa Salah stod med pegefingeren løftet mod himlen i en positur, som kunne minde om statuen af frihedsgudinden i New York. Alaa var omgivet af demonstranter, som også havde armene i vejret, men i deres hænder var mobiltelefoner med lysende skærme, der optog aktivisten. Solnedgangen glimtede i Alaas guldøreringe.
Billedet gik hurtigt viralt på de sociale medier. Såvel i Sudan som over hele den arabiske verden er det blevet delt sammen med opmuntringer til demonstranterne, og i Khartoum er det blevet trykt og hænger blandt andet på et kæmpe billboard.
I løbet af ugen har billedet fået nyt liv af kreative sjæle i regionen. En maler har gengivet scenen med pensel. En grafiker har lavet en animation. En anden grafiker har med photoshop lavet et nyt sudanesisk pas, hvor Alaas profil har erstattet nationens flag på forsiden. Og i den oprørske, syriske by Idlib er Alaa blevet malet på en væg med påskriften:
»Friheden er ikke en statue længere. Hun er i live med kød og blod«.
Svang fejekoste side om side
Kandaka er Alaa Salah blevet døbt. Det er den titel, som de nubiske dronninger havde i oldtidens Sudan, og den er også blevet tildelt mere generelt til de sudanesiske kvinder, som har været særdeles aktive og synlige i det fire måneder lange oprør.
Med hendes traditionelle klæder er det nemt for sudanesere fra alle sociale klasser at identificere sig med Alaa Salah. Men samtidig repræsenterer hun som kvindelig lederfigur et opgør med diktaturets mandsdomination og dets anvendelse af traditionelle kønsroller til at marginalisere kvinder i politik.
Såvel Alaa Salah som mange andre demonstranter har gjort meget ud af at fremhæve, at det ikke er noget nyt med kvinder i politik i Sudan.
»Sudanesiske kvinder har altid deltaget i revolutionerne i dette land«, sagde Alaa Salah i et interview med nyhedsbureauet AFP.
»Hvis du ser på Sudans historie, har alle vores dronninger været statsledere. Det er en del af vores kulturarv«.
Kvinderne har blandt andet genfortalt historien om Khalida Zahir, landets første kvindelige læge, som i 1946 protesterede mod den britiske kolonimagt. Hun blev smidt i fængslet og pisket. Det samme skete for mange andre kvindelige aktivister, efter at landet fik dets uafhængighed i 1956.
Sudan har tre gange i dets historie forsøgt sig med demokratiske valg, men hver gang er det endt med, at militæret og sikkerhedsapparatet kuppede sig til magten. Det har ikke blot ført til undertrykkelse, korruption og tortur, men også til en udstødelse af kvinder fra den politiske sfære.
Protestbevægelsen anno 2019 er velorganiseret og fast besluttet på, at historien denne gang skal være på demokratiets side. Kvinderne går med i foreste række og har gjort det tydeligt for såvel regimet som oppositionens mænd, at de forlanger ligestilling.
Det fik ledere i protestbevægelsen at mærke i starten af april, da det ville organisere en oprydning og rengøring af de pladser, hvor der blev demonstreret. Lederne opfordrede især kvinder til at deltage, »fordi de bekymrer sig mere om rengøring«.
Den sætning måtte de snart tage i sig igen og udsende en undskyldning. Den slags sexisme ville de kvindelige aktivister ikke acceptere, og det endte med, at mænd og kvinder svang fejekostene side om side.
Uden overherre opstår der slåskampe
Tre dage efter, at præsident Omar al-Bashir i torsdags blev fjernet fra magten af hans håndlangere i militæret, er Alaa Salah og protestbevægelsen stadig i gaderne i ligeså stort antal. Militæret har lovet at sikre en overgang til et civilt styre i Sudan, men demonstranterne insisterer på, at det skal være civile kræfter, som styrer en overgangsproces.
Der foregår tydeligevis stærke magtkampe internt i det regime, som Omar al-Bashir brugte knap 30 år på at opbygge. Det består af mange forskellige sikkerhedsstyrker og paramilitære grupper, som Bashir både tildelte privilegier og spillede ud mod hinanden. Nu hvor deres overherre er væk, slås de for at beskytte hver deres interesser.
Da militæret torsdag morgen meldte ud, at det ville komme med en vigtig erklæring, blev den udskudt i timevis. General Awad Ibn Ouf, som læste erklæringen op og fortalte, at han satte sig selv i spidsen for en to-årig overgangsperiode, trådte af efter 24 timer, og blev afløst af en anden militærmand.
Alt dette er tegn på, at der ikke en nogen intern enighed om, hvad der nu skal ske, og hvem der skal bestemme.
»Disse figurers uafklarede forhandlinger efter, at de har fjernet præsidenten, afslører, at de havde større tillid til al-Bashir end de har til hinanden«, skriver Sudan-experten Alex de Waal i en analyse for webmediet African Arguments, der er blevet grundlagt af blandt andre World Peace Foundation ved Tufts University i USA, som De Waal er leder af.
Han opfordrer til, at det internationale samfund engagerer sig mere i Sudan, hvor de interne magtkampe kan risikere at føre til væbnede konflikter. Det samme siger Alaa Salah.
»Vi har brug for international støtte, og for at folk bliver klar over, hvad der foregår, og hvad vores krav er«, siger hun i et interview til CNN.
Publiceret i Dagbladet Politiken
