Militsernes tæsk, drab og voldtægter har ikke haft den ønskede virkning i Sudan. Det har i stedet udløst endnu større demonstrationer.
Der var Thatchers overalt i Sudans gader søndag. Med ladene fulde af militssoldater, der sad med benene dinglende ud over siderne og geværer i favnen.
De solide Toyota pickups, som nogle gange har et maskingevær monteret på ladet, er i den tidligere britiske koloni blevet opkaldt efter Margaret Thatcher. Ligesom jernladyen er bilerne svære at slå ud af kurs og går sjældent i stå.
Thatcherne holdt og ventede på dem, som militserne for knap en måned siden havde sendt på flugt med kugler, køller og seksuelle overgreb. 3. juni ryddede de protestbevægelsens store sit-ins med rå vold og tog kontrol med landets gader for første gang i månedsvis.
Dermed var demonstranterne blevet frarøvet deres trumfkort i magtspillet med den militærjunta, som har ledet landet siden demonstranterne tvang den til at fjerne diktatoren Omar al-Bashir fra magten i april. Da juntaen samtidig blokerede adgangen til internettet, stjal den også det værktøj, som protestbevægelsen gennem fem måneder havde brugt så effektivt til at mobilisere modstanden mod regimet.
Oppositionen var for første gang usikker på sit næste træk. Det så ud, som om juntaen havde fået overhånden, og at endnu et arabisk oprør var blevet forpurret med en kynisk og nådesløs brug af vold. En brutal diktator var blevet væltet, og hans håndlanger, militslederen Mohamed Hamdan Daglo, havde set sit snit til selv at herske – med solid støtte fra olierige golfstater.