De sudanesiske demonstranter lægger ikke kun arm med en militærjunta, men også med de største regionale stormagter. Og Vesten blander sig ikke.
Der var kun én ambassade, som ikke ville tage imod protestbevægelsens brev. Faktisk ville ambassaden slet ikke lade demonstranterne komme i nærheden af dens port.
Brevet blev indledt med en hilsen til friheden, freden og retfærdigheden og gik videre til at forklare, hvordan de sudanesiske demonstranter ser deres fredelige oprør som en del af »en global kulturarv«, der er »skabt af de ikke-voldelige bevægelser, som har forandret store nationers historie«.
I fem måneder har hundredetusinder af sudanesere besat gader og pladser over hele landet. De er blevet beskudt, anholdt og tortureret, men har på intet tidspunkt afveget fra deres principper om ikke at anvende vold. Måske netop fordi Sudan har oplevet så mange væbnede og blodige konflikter, virker protestbevægelsen fuldt overbevist om, at dets stærkeste våben er fredelighed.
Med den strategi er det indtil videre tvunget militæret til at afsætte diktatoren Omar al-Bashir, som havde ledt landet gennem 30 år. Men den junta, som er trådt til i stedet, har ikke vundet demonstranternes tillid. Juntaen lover demokratiske valg og politiske reformer, men ville ikke lade civile politikere styre overgangsprocessen.
Det har fået demonstranterne til at fastholde dets store sit-in foran militærets hovedkvarter, mens protestbevægelsens ledere inden og uden for Sudan forsøger at vinde international anerkendelse. Derfor gik demonstranterne i denne uge rundt fra ambassade til ambassade i hovedstaden Khartoum for at aflevere deres brev, hvori der var vedlagt den ‘Deklaration for Frihed og Forandring’, som siden januar har været bevægelsens manifest.
I brevet fortæller de, at målet med deres revolution er at gøre op med tidligere tiders forsøg på »at løse landets økonomiske problemer med udviklingsbistand og kortsigtede løsninger«. I stedet vil de opnå en »bæredygtig udvikling«, der bygger på en »politisk stabilitet og en holdbar fred«, som kun kan opnås gennem et demokratisk og retfærdigt styre.
Vil ikke miste lejesoldater
Denne besked ønskede man dog ikke at høre på den saudi-arabiske ambassade, som nægtede at tage imod brevet. Saudi-Arabien bakker fuldt op om militærjuntaen og har foræret det 20 milliarder kroner til at lette det økonomiske pres på statsapparatet.
På ambassaden opholder sig formodentlig en mand ved navn Taha Osman al-Hussein. Han ser ud til at spille en hovedrolle i de politiske forhandlinger, der lige nu foregår bag lukkede døre i Khartoum.
Taha Osman var tidligere rådgiver for diktatoren Bashir, indtil han flygtede fra landet og fra beskyldninger om, at han fungerede som en agent for Saudi Arabien. Hans efterfølgende udnævnelse som ‘Afrika-rådgiver’ for det saudiske kongehus mindskede ikke mistanken.
Nu er Taha Osman ifølge New York Times’ oplysninger tilbage i Sudan, hvor Saudi Arabien har meget på spil. I dets krig i Yemen er Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater afhængige af tusinder af sudanesiske lejesoldater, som kæmper helt ude ved frontlinjen. De fleste af disse er fattige sudanesere, som selv har været ofre i de sudanesiske borgerkrige, og en betydelig del er mindreårige.
De to højtrangerende militærfolk, som står i spidsen for juntaen, har været ansvarlige for Sudans involvering i krigen i Yemen. Dette er næppe tilfældigt og peger på, at Saudi Arabien har spillet en afgørende rolle bag scenen, da Omar al-Bashir blev fjernet fra magten.
Saudierne var aldrig trygge ved Bashir, som ofte forsøgte at spille på mange regionale heste. Samtidig med at han bakkede om op krigen i Yemen, samarbejdede han også med saudiske rivaler som Qatar og Tyrkiet, men nu ser den regionale stormagt sin chance til at sikre sig en stabil partner i Khartoum.
Brug for mere end moralsk støtte
I gaderne i Sudan er mange kampråb og slogans i dag vendt mod Golf-nationerne. Demonstranterne frygter, at de regionale magtkampe vil forpurre dets fredelige oprør, ligesom det skete i Libyen, Syrien og Yemen, da millioner demonstrerede i 2011.
Protestbevægelsen bliver anført af Den Sudanesiske Forening af Professionelle, en bred fagforening for læger, ingeniører, lærere og advokater, hvori den sudanesiske diaspora i Europa har spillet en vigtig rolle. Foreningens frivillige aktivister er på kort tid blevet til politiske ledere, der holder møder med diplomater og statsledere.
»Vi bliver ikke længere bare anset som fattige mennesker på gaden, der protesterer over brødpriser. Vi bliver anerkendt som ledere af politisk forandring i Sudan«, siger Sara Abdelgalil, som er talskvinde for Den Sudanesiske Forening af Professionelle
Hun er også læge på et britisk hospital og er gået ud i ventesalen for at svare på Politikens spørgsmål.
»Tonen har ændret sig i Europa. Man er ikke længere bekymrede over udviklingen, men bakker op om vores krav om, at det er civile som skal lede regeringen i en overgangsperiode. Denne moralske støtte er vigtig for os, men vi har brug for mere end det«, siger hun.
Både USA og EU har meldt ud, at det mener militærjuntaen bør overlade magten til civile. Men intet tyder på, at vestlige nationer er villige til at engagere sig i samme omfang, som de tidligere har gjort i forbindelse med fredsforhandlinger i Sudan.
»Vi forventer ikke, at nogen andre end os selv skal skabe forandringen. Men det internationale samfund kunne spille en vigtig rolle i forhold til at sikre, at det her bliver en så smertefri en overgang som mulig. Men lige nu ser man bare på, mens det her beskidte magtspil foregår, og der er stærke kræfter, som bakker om et fortsat diktatur i Sudan«, siger Sara Abdelgalil.
Ingen fordømmelse
Sudan blev i lang tid betragtet som en paria på grund af krigsforbrydelserne i Darfur-regionen og regimets støtte til terrorbevægelser. Men i de senere år har både Europa og USA plejet bedre forbindelser til regimet i Khartoum.
For Europa handler det først og fremmest om migration. Sudan er blevet en vigtig partner i EU’s forsøg på at bremse menneskesmugling i Afrika, og det har mindsket villigheden til at kritisere regimet.
Under oprøret i Sudan er regimet gået målrettet efter at anholde og intimidere landets læger og gøre det risikabelt for sårede demonstranter at søge behandling på landets hospitaler. Det har organisationen Læger for Menneskerettigheder dokumenteret i en stor rapport, men de har haft svært ved at gøre indtryk på de politiske ledere.
»Selv ikke i FN’s Menneskerettighedsråd kunne vi opnå enighed om en fordømmelse«, siger dansk-bahrainske Maryam al-Khawaja, som leder organisationens arbejde i Europa.
»Det er et meget kritisk tidspunkt lige nu. Der er en stor risiko for, at situationen kan blive meget værre endnu, hvis militæret forsøger at bevare magten. Der er brug for internationalt pres, der kan sikre, at befolkningens krav bliver respekteret«, siger hun.
Publiceret i Dagbladet Politiken