Præsident Abdel Fattah el-Sisi har gennemtvunget en ny forfatning, der skal sikre militærets kontrol over den egyptisk stat og forhindre, at Sisi kommer til at lide samme skæbne som præsidenterne i Sudan og Algeriet.
Da Abdel Fattah el-Sisi i 2013 som hærchæf satte sig selv i spidsen for den overgangsproces, der fulgte kuppet mod præsident Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab, sagde han, at han ikke havde nogen ambitioner om at blive præsident.
Da Sisi godt et halvt år senere annoncerede, at han alligevel stillede op til det kommende præsidentvalg, lovede han, at han blot havde til hensigt at sidde en enkelt periode på fire år.
Da præsidenten i 2018 erklærede, at han ville stille op til genvalg, garanterede han, at det ville blive hans sidste periode, og at han umuligt kunne stille op igen, da det ville stride imod landets forfatning.
I weekenden stemte egypterne om ændringer af forfatningen, som vil forlænge Sisis nuværende periode med yderligere to år og tillade ham at stille op til en tredje periode på seks år. Han vil dermed kunne forblive præsident frem til 2030.
I medierne og i gadebilledet fremstod ‘nej’ slet ikke som en mulighed. Alle plakater og bannere opfordrede vælgerne til at stemme ja, og de få der vovede at ytre deres modstand blev enten anholdt, udsat for smædekampagner eller fik deres ord slettet fra referatet i parlamentet.
En kendt tv-vært og trofast Sisi-supporter kom til at fortale sig og sige tingene, som de virkelig var. Da han skulle forsikre seerne, at afstemningen bestemt var demokratisk, sagde han:
»Det er op til borgerne at beslutte, om de vil stemme jo eller ja«.
Juridisk fortolkningsfrihed
Egyptens nuværende forfatning blev forfattet efter kuppet i 2013. De sekulære politiske kræfter, som havde bakket om op protesterne mod Broderskabet, besad dengang endnu en vis indflydelse og fik sikret, at forfatningen på nogle punkter var et demokratisk fremskridt. Det blev blandt andet fastlagt, at ingen præsident vil kunne sidde i mere end to perioder af fire år.
Forfatningen tog endda forbehold for fremtidige forsøg på at ændre på dette princip. Det blev indskrevet, at præsidentens mandat kun kan ændres, såfremt det giver befolkningen flere garantier for, at han ikke kan blive siddende mere end otte år. Men i en nation med en politiseret dommerstand er den juridiske fortolkningsfrihed en af de bedst sikrede rettigheder.
Den nye forfatning ikke bare sikrer, at Sisi kan forblive ved magten elleve år endnu. Den garanterer også, at militæret vil bevare dets kontrol, selv hvis Sisi rent faktisk træder tilbage i 2030. Fremover vil det nemlig være de væbnede styrkers ansvar »at bevogte forfatningen« og »beskytte statens fundament«, hvilket reelt giver generalerne retten til at gribe ind, hvis de bliver utilfredse med en civil leder.
Som historikeren Khaled Fahmy konstaterede i et opslag på Facebook, så markerer den nye forfatning enden på landets civile republik. Folkeafstemningen svarede ifølge Fahmy til at bede en slave om at tildele dets ejer retten til helt at gøre det af med ham.
Et militærdiktatur uden sprækker
Målet med den nye forfatning er ikke blot at sikre, at Sisi kan forblive præsident, men at forskanse militærets position i toppen af magthierarkiet. Ikke siden De Frie Officerer sikrede Egyptens selvstændighed ved i 1952 at vælte den britisk-støttede konge har hæren nydt så stor indflydelse.
Selv om Egyptens tre præsidenter i årene 1954-2011 alle var militærfolk, forsøgte de at svække militæret som institution, fordi det var den største trussel mod deres magt. Hæren blev henover seks årtier kørt ud på et politisk sidespor og fik som kompensation lov at drive dets egne skattefrie virksomheder.
Denne interne magtkamp gjorde det muligt, at det folkelige oprør i 2011 kunne vælte præsident Hosni Mubarak på mindre end tre uger. De store demonstrationer svækkede Mubaraks politistat, og hæren havde ingen interesse i at beskytte Mubarak og hans søn, som stod til at overtage præsidentskabet.
I Sudan og Algeriet har demonstranter i år kunne udnytte lignende interne stridigheder om, hvem der skulle overtage landets ledelse efter henholdsvis Omar al-Bashir og Abdelaziz Bouteflika. Ledende generaler i de to lande nægtede at undertrykke demonstranterne og viste sig i sidste ende villige til at skille sig af med de to diktatorer.
Abdel Fattah al-Sisi forsøger nu at skabe et militærdiktatur uden sådanne sprækker. Under hans ledelse har hærens folk taget fuld kontrol med statsapparatet og tvunget de svækkede, civile magtcentre til at underlægge sig generalerne.
Den nye forfatning vil cementere denne magtstruktur og fuldbyrde militærets modrevolution. Sisi har skabt en ny autoritær orden, hvor der kun er ét magtcentrum, og hvor der ikke kan herske nogen tvivl om, at der vil blive slået hårdt ned på enhver folkelig protest.
Den eneste tilbageværende trussel mod Sisi er ham selv. Militæret har påtaget sig det fulde ansvar for Egyptens myriader af kroniske problemer, men virker lige så lidt i stand til at løse dem, som Mubaraks regime var det. Leveforholdene bliver værre og værre i den arabiske verdens mest folkerige nation.
Desværre for egypterne skal situationen formentlig nærme sig det katastrofale, før Sisis magtposition bliver truet indefra, og der opstår en ny åbning for forandring.