FN har ophævet de internationale sanktioner imod det totalitære regime i Eritrea, og flere europæiske nationer, inklusiv Danmark, har været på sjældne besøg i Eritrea for at diskutere migration.
Den enevældige, eritreiske statsleder Isaias Afwerki lader sig sjældent se. Han taler stort set aldrig til sit folk, rejser kun undtagelsesvis ud af landet, og når udenlandske delegationer kommer på besøg, lader han som oftest sine ministre om at mødes med dem.
Men i august gjorde Isaias Afwerki en undtagelse for den tyske udviklingsminister Gerd Müller. Iført kakifarvet kasket, arbejdsbukser og sandaler tog den tidligere oprørsleder imod en tysk delegation i hans beskedne hjem på en bakketop uden for hovedstaden Asmara, hvor han lever en asketisk tilværelse.
En korrespondent fra det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel havde fået mulighed for at følge delegationen og kunne berette, at præsidenten åbnede mødet med følgende sarkastiske velkomst:
»Her er jeg så, den forfærdelige diktator som torturerer sit folk«.
Gerd Müller ønsker at Eritrea skal blive en del af Tysklands ‘Marshallplan for Afrika’. Med statslige investeringer i den private sektor et det planen at skabe jobs og økonomisk udvikling i Afrika, som skal få færre til at forlade deres hjemlande.
Müller er blot en af flere europæiske ledere, som har været på et sjældent besøg i det tillukkede land i de seneste måneder. Efter at have været en paria i godt to årtier er Eritrea er på vej ud af den internationale kulde, og såvel gamle som ny stormagter har rakt hånden ud til Isaias Afwerki.
Onsdag gik de enstemmigt med til at ophæve de internationale sanktioner, som FN’s sikkerhedsråd siden 2009 har pålagt Eritrea.
»Ikke blot er det et vigtigt skridt for landene i regionen, men det sender også et godt signal til det internationale samfund om, at hvis de rigtige skridt bliver taget, så vil sanktioner blevet ophævet«, sagde den britiske FN-ambassadør, Karen Pierce, som har forfattet den nye resolution.
En middagsinvitation
Sanktionerne blev oprindeligt indført som reaktion på Eritreas støtte til terrorgruppen al-Shabab, men har ændret betydning over tid.
Eritrea er for længst holdt op med at støtte de somaliske militante, men sanktionerne blev fastholdt på grund af landets egne overgreb på menneskerettigheder og fjendtlige forhold til dets naboer. FN ville sende et signal ved ikke at lukke Eritrea tilbage i det gode selskab, og ophævelsen af sanktionerne er derfor at betragte som en middagsinvitation til Isaias Afwerki.
Mens Kina og de olierige Golf-lande har økonomiske og strategiske interesser i Eritrea, handler det for Europa først og fremmest om flygtninge. Eritrea beskrives ofte som Afrikas Nordkorea og er et af de lande i verden, som flest flygter fra.
Ifølge Gerd Müller er eritreerne »fulde af håb« efter underskrivelsen af en fredsaftale med nabolandet Etiopien, og det er hans forventning, at færre nu vil søge at flygte fra landet.
Andre europæiske nationer er mere fokuserede på at lave aftaler med Eritrea om at modtage afviste asylansøgere. I Schweiz er myndighederne nu ved at revurdere situationen for eritreiske asylansøgere, og indvandringskritiske partier vil have regeringen til at normalisere de diplomatiske bånd til Eritrea for at fremskynde hjemsendelser.
Alle får asyl i Danmark
Optøningen af de internationale relationer til Eritrea skyldes først og fremmest den dramatiske udvikling i nabolandet Etiopien. Her har landets nye, unge ministerpræsident, Abiy Ahmed, igangsat et væld af demokratiske reformer, og det var hans villighed til at forhandle med Eritrea, som gjorde det muligt at ende en 20 år lang kold krig mellem de to nationer.
De etiopiske fremskridt har skabt håb om forandring i Eritrea, men indtil videre er der sket meget lidt. Det konkluderede blandt andre en dansk diplomatisk delegation, som blev sendt til Asmara i august.
»Det er ikke vores indtryk, at der er ret meget som har forandret sig i landet. Der er en forventning om, at der kan ske ændringer de kommende år, men vi ser indtil videre ingen grund til at have forhåbninger om større omvæltninger«, siger Mette Knudsen, ambassadør i Kenya.
For fire år siden rejste en delegation fra Udlændingestyrelsen til Eritrea for at undersøge forholdene i landet. I en omstridt rapport konkluderede styrelsen, at situationen var så god, at det ikke var nødvendigt for Danmark at tildele eritreiske flygtninge asyl og at afviste asylansøgere godt kunne sendes tilbage til Eritrea.
Flere af rapportens kilder mente dog ikke, at denne konklusion var rimelig, og flere af styrelsens egne embedsmænd skabte ligeledes alvorlig tvivl om rapporten troværdighed.
Rapporten blev ikke kasseret, men dens konklusion er blevet ignoreret af Flygtningenævnet. Det har sidenhen givet asyl til stort set samtlige eritreiske flygtninge, og endda tildelt de fleste konventionsstatus, hvilket giver dem den stærkeste form for beskyttelse. Der lever nu knap 6.000 eritreiske flygtninge i Danmark.
Tjener penge på migrationen
Om Europa vil få andet end en sjælden audiens på en bakketop ud af
deres håndsudstrækning til en af verdens mest excentriske statsledere er stærkt tvivlsomt.
Allerede i 2015 besluttede EU-ledere at afsætte 1,5 milliarder kroner i udviklingsstøtte til Eritrea frem til 2020 i et forsøg på at skabe jobs og udvikling, der kunne adressere »migrationens rødder i Eritrea«. Men tre år senere er EU ikke lykkedes med at komme af med en eneste af de kroner.
»Udviklingsprogrammet for Eritrea er endnu ikke kommet i gang«, erkender en talskvinde for EU’s udenrigsservice.
Europas problem er, at Isaias Afwerki nægter at modtage udviklingsbistand fra vesten, da han mener det er bedst for landet at være uafhængigt. Han omtaler andre afrikanske statsledere som »intellektuelle pygmæer«, fordi de i Isaias’ optik lader sig købe af fremmede magter.
»Det virker som Europa tror, at hvis det bare taler venligt til regimet i Eritrea, så kan det lave en aftale. Men det er der ingen grund til at tro. Isaias lader sig hverken lokke eller afpresse«, siger den norske professor og Eritrea-ekspert, Kjetil Tronvoll.
Og når det gælder migration har Afwerki en ekstra grund til at være modvillig. Hans regime har nemlig selv fordele af den.
»Regimet er ikke for alvor interesseret i at bremse migrationen, for der er mange som tjener på det. Vi ved, at der er generaler i militæret, som er involveret i smuglingen af mennesker over grænsen, og regimet får også masser af udenlandsk valuta ind i landet, når flygtningene sender penge hjem«, siger Felix Horne, Eritrea-researcher for Human Rights Watch.
Publiceret i dagbladet Politiken