Egypten stopper menneskesmuglere, og EU indstiller kritikken

Egypten går Europas ærinde og har bremset menneskesmuglingen. Prisen er investeringer, våben og stilhed om menneskerettigheder.

Ved udgangen af 2016 så det ud til, at Egypten var ved at blive et mere vigtigt transitland for migranter.

Italien havde det år registreret 12.000 migranter, som ankom med både fra Egypten, hvilket udgjorde knap 10 procent af den samlede trafik. Et stigende antal egyptiske teenagere forsøgte at komme væk fra den høje ungdomsarbejdsløshed, samtidig med at mange østafrikanere var begyndt at foretrække Egypten som transitland grundet de mange forfærdelige overgreb, deres landsmænd blev udsat for i Libyen.

De egyptiske smuglere havde mere travlt med at fragte mennesker end cigaretter og tjente rigtig gode penge det år.

»Ingen kan stoppe os«, sagde en af smuglerne til mig, da jeg besøgte ham i byen Rosetta, der ligger ved Nilens udmunding i Middelhavet.

Men i dag er menneskesmuglingen ifølge de egyptiske myndigheder komplet indstillet.

»Der er ikke et eneste skib med illegale migranter, som er sejlet af sted fra Egypten siden 2016«, sagde Abu Bakr al-Gendi, en egyptisk general og minister for lokal udvikling, til et møde med EU-repræsentanter i Kairo i sidste måned.

Det er næppe den fulde sandhed, men på den anden side af havet i Italien registrerede man i 2017 kun omkring 1.000 personer, som man mente var kommet til Europa via Egypten.

»Det er i dag kun få skibe, der sejler af sted fra Egypten. Langt de fleste migranter er nu tvunget til at skulle gennem Libyen, hvis de vil til Europa«, siger Mohamed al-Kashef, researcher for organisationen Watch the Mediterranean (overvåg Middelhavet).

For migranterne har det gjort rejsen mere risikabel.

»Mange af dem var taget til Egypten netop for at undgå det helvede, som Libyen kan være i form af afpresning, voldtægt og slaveri. Nu løber en del af dem alligevel risikoen, fordi de kun kan komme på en båd fra Libyen«, siger Mohamed al-Kashef.

Høje forventninger i Kairo

Igennem mere end 20 år er der blevet smuglet migranter ud af Egypten, uden at det dog har fået den helt store opmærksomhed, fordi trafikken via nabolandet Libyen har været langt større.

At den egyptiske rute i løbet af kort tid kunne blive lukket næsten helt ned, er kommet bag på såvel migranter som de fiskere i Rosetta, der arbejder med smugling som nebengesjæft. Men det er ikke svært at udlede, hvad der ligger bag beslutningen.

I 2017 besluttede EU at støtte Egypten med 450 millioner kroner fra dets Africa Trust Fund. Det var det dobbelte af, hvad EU havde tilbudt Egypten i 2016. Endvidere rejste den tyske kansler Angela Merkel i marts 2017 til Kairo og aftalte med præsident Abdel Fattah el-Sisi, at Tyskland ville støtte den økonomiske udvikling i Egypten med 3,7 milliarder kroner.

Den egyptiske regering havde inden da ikke lagt skjult på, at EU’s aftale med Tyrkiet, som indbefattede en stor økonomisk hjælpepakke, skabte høje forventninger i Kairo. Foruden et millionbeløb regnede egypterne med, at EU ville indstille dets kritik af de utallige overgreb på menneskerettighederne. Ikke siden præsident Gamal Abdel Nasser i 50’erne konsoliderede sin magtbase, efter at Egypten havde vundet dets selvstændighed, har så mange egyptere siddet fængslet for politisk aktivisme som i dag.

Men mens europæiske ledere efter revolutionen i 2011 ofte har forholdt sig kritisk til f.eks. overgreb på demonstranter, får Sisis regime i dag mere ros end ris.

»Når spørgsmålet om menneskerettigheder bliver bragt på bordet i dag, er det ren symbolik. Der er ingen handling bag. Sisi har gjort, hvad EU ønskede af ham, så hvorfor kritisere ham?«, siger en EU-diplomat i Kairo, som udtaler sig på betingelse af anonymitet.

Sisi er ligeglad med kritik

Ud over Tyskland er især Frankrig og Italien fast besluttede på at fastholde et godt forhold til præsident Sisi. Egyptenvar i 2017 verdens tredjestørste våbenimportør, og den største andel har de købt af Frankrig, mens den italienske energigigant ENI i disse dage er i gang med at hive gas op af Middelhavets største gasfelt, som er blevet fundet i egyptisk farvand.

Det egyptiske sikkerhedsapparat er gennem det sidste års tid blevet trænet i grænsekontrol af tysk politi, og også Frankrig, Spanien og England har udtrykt ønske om at styrke egypternes evne til at optrevle menneskesmugling.

Det er dog næppe kun et spørgsmål om evner, men lige så meget om politisk vilje i Egypten. Lige nu er der stor vilje til at patruljere i Middelhavet, mens der synes at være mindre interesse i at forhindre, at migranter bliver smuglet over grænsen til Libyen.

I Egypten har det korrupte politi ofte en finger med i de fleste former for kriminalitet. Hvis ikke nogen af dets officerer er direkte involveret, så får de penge for at se den anden vej. Vidnesbyrd fra migranter, som er kommet til Europa via Egypten og interviews med fiskermænd, som arbejder for smuglerne, bekræfter, at smuglerne førhen har været i løbende kontakt med politiet.

I næste uge er der præsidentvalg i Egypten, og resultatet er allerede givet på forhånd. Efter at flere potentielle modkandidater til præsident Sisi er blevet fængslet og sat i husarrest, er den eneste udfordrer til Sisi en af hans egne støtter, som alene stiller op, fordi det vil se skidt ud, hvis der slet ingen modkandidater er.

Det har dog ikke ført til mange skarpe reaktioner fra Europa.

»Europa har længe opført sig som en skizofren person. Det vil ikke give støtte til overgreb på demokrati og menneskerettighederne, men det vil samtidig gerne sikre opretholdelsen af en stabil statsmagt i Egypten. Derfor kommer, at Europa hele tiden til at modsige sig selv«, siger Abdallah al-Sinnawi, en egyptisk politisk kommentator.

Det er dog ikke kun Europa, som ser stiltiende til. Sisis regime bliver støttet af USA, Rusland, Kina og Golfen og møder stort set kun kritik fra Tyrkiet og Qatar.

Samtidig er det tydeligt, at det egyptiske regime ikke bekymrer sig voldsomt om kritik af overgreb på menneskerettighederne, når det bliver taget op i FN-regi eller i EU-Parlamentet.

I 00’erne bukkede Hosni Mubarak under for amerikansk pres og gav i nogle år mere albuerum til landets opposition. I Sisis optik var det en kæmpe fejl, som muliggjorde oprøret i 2011.

»Sisis er ligeglad med, om Europa mener, han er en diktator. Desuden ved han, at han heller ikke er nødsaget til at tage hensyn til Europa, fordi de har brug for ham i forhold til migration og bekæmpelsen af Islamisk Stat«, siger Abdallah al-Sinnawi.

Publiceret i Dagbladet Politiken

 

 

Orange hjelme overvåger fred i en krigszone