I fire år har et kontingent af internationale, fredsbevarende styrker befundet sig midt i kampzonen på Sinai og haft Islamisk Stat som nabo. Utroligt nok vælger jihadisterne ikke at angribe dem.
Det er nærmest, som om de ikke er der, de orange hjelme. Kun sjældent taler medier og diplomater om dem, og de gør selv deres yderste for ikke at tiltrække opmærksomhed, som var de en hemmelig efterretningstjeneste og ikke en fredsbevarende styrke.
Missionens ledere lader sig ikke interviewe, og soldaterne har tavshedspligt. Deres årsrapporter, som førhen var det eneste vindue til deres operation på Sinai halvøen, er ikke længere offentligt tilgængelige, og en stor del af styrken opererer i et område, hvor journalister i fire år har været forment adgang.
The Multinational Force and Observers (MFO) udgøres af 1.700 soldater fra 12 nationer og støttes økonomisk af 7 andre lande. Fra 2011 til 2014 var Danmark blandt donorerne.
Styrken blev oprettet efter Egyptens fredsaftale med Israel i 1979 og har til formål at overvåge, at traktaten overholdes af begge parter.
Men de seneste år er det en anden konflikt, som har været den altdominerende i grænseområdet mellem de to lande.
I 2013 indledte en gruppe jihadister på det nordlige Sinai en væbnet kamp mod det egyptiske militær, og et år senere sværgede de troskab til Islamisk Stat.
Det tvang observatørerne til at rette kikkerterne i en ny retning, og det vel at mærke ikke for at tage noter til deres daglige rapporter, men for at beskytte sig selv mod et muligt angreb.
I dag er MFO’s største base stærkt forskanset, dets patruljer er i vidt omfang indstillet, og mange soldater er blevet flyttet til baser på det sydlige Sinai.
Disse drastiske ændringer af en over 30 år gammel fredsmission er dog sket næsten helt uden for offentlighedens søgelys.
»MFO er meget mediesky. Det er ikke i nogen af parternes interesse, at der kommer en offentlig diskussion om styrken, for de ønsker alle, at den skal forblive, som den er«, forklarer Zack Gold fra den amerikanske tænketank Atlantic Council.
Uofficiel våbenhvile
At jihadisterne opererer i samme område som de orange hjelme, er ikke en tilfældighed.
Fredsaftalen mellem Israel og Egypten fastsatte klare afgrænsninger af, hvordan Egyptens sikkerhedsapparat må operere på Sinai-halvøen, som israelerne havde besat i 1967.
Vigtigst af alt betød aftalen, at kun politi bevæbnet med rifler måtte patruljere i den store, mennesketomme grænseregion.
Dette skabte reelt et område, der var tilnærmelsesvis lovløst, og som over tid tiltrak såvel kriminelle som militante grupper.
Da jihadisterne i 2013 indledte deres angreb på det egyptiske sikkerhedsapparat, skete det med udgangspunkt i landsbyerne syd for grænsebyen Rafah, som de i lange perioder havde fuld kontrol med. Det er netop her, MFO’s største base ligger.
Israel gav Egyptens militær tilladelse til at bryde med fredsaftalens paragraffer for at kunne bekæmpe de militante grupper, og mange hårde kampe udspillede sig tæt på basen.
For at komme ud til deres observationsposter måtte de internationale observatører køre ad veje, hvor det egyptiske militær jævnligt blev ramt af vejsidebomber.
Fredsaftale brydes dagligt
Det bemærkelsesværdige er dog, at jihadister med få undtagelser aldrig har rettet deres våben mod MFO, og at ingen af de orange hjelme har mistet livet i konflikten.
Syv af de nationer, der bidrager med soldater til MFO, er en del af den koalition, som har bekæmpet IS i Syrien og Irak – deriblandt USA, Storbritannien og Frankrig. Men IS på Sinai har aldrig gået direkte til angreb på dem.
»Den mest sandsynlige forklaring er, at de ikke ønsker at få flere fjender, men vil holde sig til at kæmpe med det egyptiske militær, som de føler sig i stand til at overvinde. Angreb de MFO, ville der uden tvivl komme en stærk reaktion fra det internationale samfund«, siger Zack Gold.
MFO har dog længe frygtet, at denne uofficielle våbenhvile ikke ville vare ved, og har derfor reduceret sine aktiviteter og bemanding markant.
Med en fælles fjende langs grænsen er det militære samarbejde mellem Egypten og Israel blevet styrket i en hidtil uhørt grad.
Israel tillader naboen at operere med selv tungt artilleri på landjorden, og i luften har israelske droner smidt flere end 100 bomber på Sinai med egyptisk velsignelse.
Alt dette strider på papiret imod fredsaftalen fra 1979 og kunne føre til en fornyet debat om MFO’s rolle. Men det ønsker ingen. Ifølge Zack Gold er det ikke i parternes interesse, at MFO forlader Sinai, selv om de er fanget i en krigszone og ikke længere kan udføre deres mission i samme omfang.
»MFO gør det nemmere at skabe tillid mellem parterne. Hvis de blev trukket ud nu, ville især Israel være bekymret for, at de ikke kom tilbage igen. Det kan godt være, at forholdet mellem de to lande er godt i disse år, men fremtiden vil altid være usikker«, siger Zack Gold.