Truslen fra Islamisk Stat har fået Egypten, Israel og Hamas til at arbejde sammen. Alligevel vil IS på Sinai formentlig også overleve den seneste militærkampagne.
På Sinai-halvøen, hvis areal er lidt større end Danmarks, er der to vidt forskellige verdener.
På den sydlige del ligger der turister i badeshorts og bikinier på strandene og drikker cocktails. Selv om turismen stadig er langt fra det niveau, den var på før revolutionen i 2011, er der langsomt flere liggestole, der bliver besat, og der er særligt én nationalitet, som har trodset usikkerheden og er vendt tilbage i stort antal – israelere.
Langs Sinais nordlige Middelhavskyst befinder indbyggerne sig derimod i en undtagelsestilstand, som har varet i fire år, og som i denne uge blev endnu vanskeligere at leve i.
Supermarkeder og grønthandlere er løbet tør for varer, og benzinstationer tvangslukket af militæret. Om natten er der udgangsforbud, og telefonnettet er afbrudt det meste af døgnet.
Det egyptiske militær har indledt sin hidtil mest omfattende militæroperation i et nyt forsøg på at nedkæmpe Islamisk Stats egyptiske celle, der går under navnet Provinsen Sinai.
Det forventes, at operationen vil vare i flere uger frem mod det egyptiske præsidentvalg i slutningen af marts.
Efter at IS har mistet kontrollen med de fleste byer i Irak og Syrien, er det deres afdeling på Sinai, der bedst er i stand til at demonstrere, at jihadisterne langtfra er besejret endnu.
I november gennemførte de det blodigste terrorangreb nogensinde i Egypten, da de massakrerede 350 bedende sufi-muslimer, som Islamisk Stat anser som kættere.
Det fik præsident Abdel Fattah el-Sisi til at beordre hæren til at anvende »nådesløs magt« for at vise ikke bare egypterne, men også omverdenen, at landet endelig kan besejre jihadisterne.
For selv om Provinsen Sinai aldrig har været tæt på at kunne oprette en provins, så udgør den en trussel, alene i kraft af at den opererer tæt på såvel turistresorter som Suezkanalen og en base for internationale fredsbevarende styrker.
Israel bomber
Mens IS i Syrien og Irak har haft kontrol over store landområder og haft tusinder af krigere, kæmper IS på Sinai en guerillakrig med knap tusind mand i et område, der er mindre end Fyn og ligger klemt op imod grænsen til Gaza og Israel.
Krigen er distanceret ikke bare fra turisterne på den sydlige del af halvøen, men også fra de 93 millioner egyptere på fastlandet, hvis liv fortsætter som normalt.
Journalister bliver nægtet adgang til det nordlige Sinai, og militæret har sendt skarpe instrukser til pressen om ikke at viderebringe informationer fra andre kilder end militæret – som langtfra fortæller hele sandheden.
Få egyptere forstår derfor, hvad der reelt foregår i landets krig mod terror.
Eksempelvis ved de ikke, at landets gamle ærkefjende, Israel, gennem de seneste to år har kastet over 100 bomber på Sinai.
Lokale kilder på Sinai har længe hævdet, at de så droner og jagerfly flyve ind over grænsen fra Israel og ramme mål på egyptisk jord.
Men det var først i forrige uge, at avisen The New York Times lykkedes med at få officielle kilder i USA og Storbritannien til at bekræfte det historiske samarbejde og sætte tal på.
Ifølge avisen krydsede israelske fly første gang grænsen i slutningen af 2015, efter at Islamisk Stat havde taget ansvar for bombningen af et russisk charterfly.
Israel var uroligt over udviklingen på Sinai og besad efterretninger om Provinsen Sinai, som egypterne ikke havde. Derfor gav præsident Sisi Israel adgang til egyptisk luftrum.
Hæren vil ikke lade sig belære
Det er ikke kun på regionalt plan, at kampen mod IS forener modstandere. USA, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og Saudi-Arabien støtter alle Egypten økonomisk og militært af frygt for, at regionens mest folkerige nation skal ende som Libyen eller Syrien.
Egypten er et af de lande i verden, som har oprustet allermest de seneste år. Det store spørgsmål er dog, om alle krigsskibene, jægerflyene og kampvognene vil gøre en afgørende forskel i kampen mod Provinsen Sinai.
I fire år har den egyptiske hær angrebet jihadisterne med tunge våben og er lykkedes med at vinde kontrol med det område, som de militante oprindeligt opererede i. Men hæren har ikke for alvor svækket jihadisternes organisation.
De evner fortsat at gå under jorden, når de er under pres, for herefter pludselig at slå til med dødbringende kraft i nålestiksoperationer.
Den egyptiske hær er trænet i konventionel krigsførelse. Den har ingen specialtrænede antiterrorenheder og har afvist amerikanske tilbud om træning i at bekæmpe jihadister.
»Generalerne vil ikke erkende, at hæren har mangler, og ønsker ikke at blive belært af amerikanerne«, siger Zack Gold, en forsker, der er specialiseret i Sinai og arbejder for den amerikanske tænketank Atlantic Council.
Derfor bliver hæren ved at have de samme problemer. Den mangler gode efterretninger, har ikke de lokale indbyggeres tillid, og dets tunge sikkerhedsapparat opererer meget langsommere end de letbenede jihadister.
Ødelagt lokalsamfund
Militærets taktik rammer ofte de lokale indbyggere hårdere, end den rammer de militante. Tusinder er blevet tvangsforflyttet, hele landsbyer står tilbage som ruiner, og olivenplantager er blevet ryddet træ for træ.
De lokale er klemt som en lus mellem to negle. Samarbejder de med hæren, risikerer de, at jihadisterne hugger deres hoveder af, men er de passive tilskuere til de militantes operationer, risikerer de at forsvinde i sikkerhedsapparatets fængsler.
»Vores lokalsamfund er ødelagt og splittet på kryds og tværs. Der er ikke skyggen af retfærdighed på det nordlige Sinai og ingen, som de civile kan stole på. Vi har reelt kun to valg. At flygte eller at gribe til våben«, siger en lokal journalist, som ønsker at være anonym.