Ved at give to ubeboede småøer til Saudi-Arabien har præsidenten samtidig foræret oppositionen sit trumfkort. Kritikken vokser, og regimet har som modsvar blokeret adgang til hele 93 hjemmesider.
Uanset hvor meget Ali Abdel Aal svingede med den store gyldne klokke, havde det ingen effekt, og hans stemme, endnu mere ru og rusten end normalt efter tre dages ophedede debatter, kunne dårligt høres mellem tilråbene.
»Egyptisk, egyptisk, egyptisk«, lød det samstemmigt fra oppositionens rækker i den højre side af parlamentssalen, mens skældsord fra den modsatte side blandede sig med hinanden og blev til en højlydt summen af foragt.
Parlamentsformand Abdel Aal måtte opgive at få ro i salen. Under diskussionen om fastlægningen af Egyptens maritime grænser har han mindet om en af Kairos stakkels trafikbetjente, når de forgæves forsøger at adskille to trafikanter, der har set sig onde på hinanden.
Anklager om landsforræderi blev affyret som verbale knytnæver fra begge sider af salen, og parlamentsformanden selv blev beskyldt for at »være mere saudisk end egyptisk«.
Egyptens økonomi er i en historisk krise med galoperende inflation, samtidig med at Islamisk Stat har optrappet sine angreb på landets kristne minoritet. Men det er ikke dette, som har fået temperamenterne helt op i det blodrøde felt.
Årsagen er derimod to små ubeboede øer. De ligger i Det Røde Hav tæt ved badebyen Sharm el-Sheikh og er mest kendt blandt dykkere, da de er omgivet af flotte koralrev. Mange almindelige egyptere havde derimod næppe hørt om dem, indtil en dag for lidt over et år siden, da præsident Abdel Fattah el-Sisi pludselig erklærede, at han havde besluttet at overdrage dem til Saudi-Arabien.
I dag kender alle i Egypten til Tiran og Sanafir. Ingen anden beslutning, som præsident Sisi har truffet i løbet af sine tre år ved magten, har vakt så stor opstandelse, og det kan blive en af den slags politiske sager, der vil klæbe sig til ham for altid.
»De har penge, som andre har ris«
»Min mor lærte mig ikke at begære andre folks ting«. Sådan lød en af Sisis begrundelser, da han i en tale sidste år skulle forsvare sin beslutning om at overdrage Tiran og Sanafir til Saudi-Arabien.
Ikke siden 1990 havde spørgsmålet om de territoriale grænser mellem Egypten og Saudi-Arabien været på dagsordenen. Men i forbindelse med at saudierne havde doneret endnu en stor pose penge til Sisis regering, erklærede præsidenten til alles overraskelse, at han havde besluttet at ændre landets maritime grænser, sådan at de to øer ikke længere ville være egyptisk territorium.
Hvorfor Saudi-Arabien pludselig skulle være blevet opsat på at besidde de to øer, står hen i det uvisse. Men en mulig forklaring er, at saudierne ønskede at sætte Sisi på plads ved at tvinge ham til at træffe et upopulært valg.
Kongefamiliens forhold til Egypten har været anstrengt, lige siden der blev lækket optagelser fra et møde, hvor man kunne høre Sisi tale nedladende om saudierne og prale med, hvor nemt det er at lokke dollars ud af dem. »De har penge, som andre har ris«, sagde Sisi, som i alt har modtaget over 165 milliarder kroner fra Saudi-Arabien siden 2013.
Hvad enten saudierne havde ønsket det eller ej, kunne overdragelsen af øerne ikke undgå at blive set som et ydmygende knæfald. Sisi kom til magten på en bølge af nationalisme, og han forsøger konstant at iscenesætte sig selv som en landsfaderlig patriot. Men er der noget, som virkelig kan ramme stoltheden hos et folk, der kalder sig selv for civilisationens moder, er det at skulle bukke for nogle nyrige beduinklaner og forære dem en del af Egyptens territorium.
Oppositionen indså straks, at de her havde mulighed for at bruge Sisis nationalistiske trumfkort imod ham selv. De har demonstreret i Kairos gader, ført kampagner og anlagt retssager, og det er lykkedes dem at få en del af Sisis normalt så trofaste støtter over på deres side – ikke mindst i dommerstanden.
I januar afviste landets øverste domstol for administrative affærer, at der var grundlag for at ændre landets maritime grænser, sådan som præsidenten ønskede det.
Undertrykkelsens skruetvinge
Ifølge gamle kort og dokumenter har Egypten udøvet suverænitet over ørerne, lang tid før Saudi-Arabien overhovedet eksisterede som nation. Men regeringen hævder, at Saudi-Arabien og Egypten i 1950 indgik en aftale, der blot gav Egypten ret til midlertidigt at tage vare på øerne, fordi de kunne spille en strategisk rolle i konflikten med den nyoprettede israelske stat.
Domstolens afgørelse var et gevaldigt nederlag for Sisi, som valgte at gå til parlamentet. Gennem flere måneder har hans efterretningstjeneste angiveligt ’masseret’ regimets støtter i parlamentet for at få dem til at garantere, at Sisis beslutning alligevel kan blive gennemført.
Samtidig har regimet drejet endnu en gang på undertrykkelsens skruetvinge for at lukke munden på dets kritikere. I de seneste uger er adgangen til 93 hjemmesider blevet blokeret, deriblandt mange nyhedsmedier, som har forholdt sig kritisk til spørgsmålet om de to øer.
Det er aldrig sket før i Egypten.
»Selv ikke på de mørkeste dage i Mubaraks undertrykkende æra afskar myndighederne adgangen til alle uafhængige nyhedsmedier«, siger Naija Bounaim, kampagneleder for Amnesty International i Nordafrika.
Da parlamentets debat gik i gang i sidste uge, var der derfor ingen tvivl om, at sagen allerede var afgjort. Et flertal af parlamentarikerne havde på forhånd købt regeringens påstand om, at domstolene slet intet har at skulle have sagt i sager om suverænitet, og at øerne retmæssigt tilhører Saudi-Arabien.
Præsident Sisi ser derfor ud til at have fået gennemtrumfet sin vilje. Men sagaen har kostet ham popularitet, både i dele af eliten og i den brede befolkning. Til trods for censuren viser en meningsmåling, at kun 11 procent af egypterne mener, at regeringen har ret i, at Tiran og Sanafir retmæssigt tilhører Saudi-Arabien.