EU’s krav om, at Libyen skal bremse strømmen af migranter, er latterligt, siger flere libyske borgmestre. De mener, at EU selv er med til at skabe en tilstand, hvor smuglerne kan trives.
Da jeg nævner for Abdelraouf Beitelmal, at Italien netop er blevet færdig med at træne et hold med 60 officerer fra den libyske kystvagt, begynder han at grine.
Ingeniøren har været borgmester i Libyens hovedstad, Tripoli, i halvandet år og har lært at anlægge en diplomatisk grimasse, når han skal tale over for eksempelvis EU’s embedsmænd. Men her uden for EU’s mødelokaler på Hotel Hilton i Maltas hovedstad, Valletta, kan han ikke holde masken.
Det er ikke, fordi borgmesteren synes at emnet er sjovt. Hans latter er snarere sådan en, man slår op, når man vil udtrykke foragt for noget.
»60, siger du. Og hvad skal de kunne gøre?«, spørger borgmesteren og tilføjer, efter at latteren er aftaget:
»Det er jo ikke seriøst. De kan ingenting gøre. Og det ved EU godt«.
Træningen af den libyske kystvagt var det mest konkrete tiltag, der blev vedtaget, da EU’s topledere var samlet på samme hotel på Malta en måned tidligere. Ved at få libyerne til at patruljere landets egne kyster og slå ned på menneskesmuglere mente statslederne, at de kunne få bremset strømmen af migranter.
Men den aftale, som EU har indgået med Libyens FN-støttede premierminister, Fayez al-Sarraj, er ifølge borgmester Beitelmal ikke meget mere værd end blækket på papiret.
Ingen grænsekontrol
»Kystvagten kan jo slet ikke operere under de forhold, der er i Libyen. Det er alt for farligt. Vores myndigheder har hverken magt eller kontrol til at gøre noget ved dette problem«, siger borgmesteren, som er på Malta for at diskutere kommunalt samarbejde med europæiske byer.
Mens premierminister al-Sarraj kun har opbakning fra dele af Libyen og dårligt har kontrol med sine egne ministerier, er de kommunale ledere de eneste magthavere med en vis form for folkelig legitimitet i det stærkt decentraliserede Libyen. De tøver ikke med at erkende, hvor kaotiske forholdene er i deres land.
»Det eneste, jeg kan gøre, er at arbejde som brandmand. Hver dag er der en ny brand at slukke. Kloaksystemer fungerer ikke, der er lange strømafbrydelser, der er mangel på kontanter i bankerne. Hvordan skal vi under sådanne forhold kunne bekæmpe international organiseret kriminalitet?«, spørger Abdelraouf Beitelmal.
I den enorme, næsten mennesketomme ørken i det sydlige Libyen har menneskesmuglerne helt frit spil. Der er slet ingen grænsekontrol. Hver dag kører smuglernes pickupper hen over grænsen fra Niger med migranter på ladene, og borgmesteren i en af områdets få større byer kan kun se til.
»Jeg kan ikke engang forhindre smuglerne i at tage vores benzin og smugle den sydpå. Når de så vender tilbage, er det migranter, de har med sig«, fortæller Hamed al-Khayali, borgmester i byen Sabha.
Det libyske kaos har rødder i magttomrummet, der opstod, efter de libyske rebeller med Nato’s støtte besejrede Moamar Gaddafis styrker og henrettede diktatoren i 2011.
Selv om der hurtigt blev afholdt et frit valg til et nyt parlament, var det ikke alle rebellernes militser, som var villige til at underlægge sig den nye regering. Det endte med, at en stærk milits fra byen Misrata tog kontrollen med hovedstaden, Tripoli, mens parlamentet flygtede til det østlige Libyen.
Ikke blot menneskesmuglerne udnyttede det voksende kaos. Det samme gjorde Islamisk Stat, som tog kontrol med byen Sirte, der tidligere var en af Gaddafis højborge. Det fik vesten til pludselig igen at engagere sig i Libyen for at sikre en fælles kamp mod IS, og efter forhandlinger anført af FN blev der i december 2015 dannet en samlingsregering i Tripoli.
Men Vesten sikrede sig ikke opbakning fra det folkevalgte parlamentet eller magthaverne i det østlige Libyen, deriblandt den excentriske leder af den Libyske hær, general Khalifa Haftar, som støttes af Rusland, De Forenede Arabiske Emirater og nabolandet Egypten.
Resultatet er, at den FN-støttede præsident Seraj i dag sidder isoleret på en flådebase i Tripoli. Misrata-militserne, som er støttet af Tyrkiet og Qatar, kontrollerer stadig store dele af hovedstaden og slås i øst med general Haftars hær om kontrol med store oliefelter. Imens er IS tvunget på flugt ud i ørkenen, hvor de forfølges af amerikanske bombefly.
Stedfortræderkrig
Libyernes interne konflikter er med andre ord blevet til en stedfortræderkrig, hvor mange nationer kæmper om at få indflydelse på landets fremtid.
»Vi er selvfølgelig som libyere selv skyld i, at vi står med dette kaos. Men vi er nået et punkt, hvor der er så store udenlandske interesser på spil, at det ikke længere er i vores hænder at genskabe kontrollen«, siger Hamed al-Khayali, borgmesteren i ørkenbyen Sabha.
»De europæiske lande kunne godt stå sammen om at vælte en diktator, men ikke om at hjælpe med at bygge noget nyt op. Europa interesserer sig kun for Libyen, når problemerne begynder at ramme dem selv. Først var det IS, nu er det migrationen. Så kommer EU rendende og vil have os til at stoppe smuglingen. Men det hele skyldes jo den fejlslåede genopbygning«, fortsætter han.
Ingen af de fem libyske embedsmænd, som Politiken taler med på Malta, mener, at problemet med menneskesmugling kan løses, før der laves en aftale, der kan afslutte den politiske konflikt.
»Hvis EU ønsker at bremse migrationen fra Libyen, må unionen støtte politisk forsoning i Libyen. Kun hvis vi får en centralmagt, kan vi kontrollere vores grænser«, siger Mustafa al-Baroni, borgmester i byen Zintan, som for smuglerne er et vigtigt transitpunkt mellem ørkenen og havet.
