Europa forsøger at få afrikanske lande til at stoppe strømmen af flygtninge. I Sudan er det den samme milits, som stod bag folkemordet i Darfur, som nu patruljerer ved grænserne.
Menneskesmugling er en branche i konstant innovation. Flygtningestrømme ændrer sig, myndigheder skifter politik, nye konkurrenter møver sig ind på markedet, og hele tiden må smuglerne tilpasse sig forholdene, hvis de skal holde gang i biksen.
Netop i disse dage er en ny smuglerrute måske ved at blive etableret. Det mener i al fald en af dem, som konstant har en finger på migrationspulsen i Afrika.
»Det er kun et par uger siden, at jeg hørte om den første gruppe, det var lykkedes at komme fra Kairo til Tripoli og nu sad og ventede på at komme med en båd til Italien«, fortæller den svensk-eritreiske aktivist og radiovært Meron Estefanos på telefonen fra Stockholm.
Det er på den samme telefon, at hun året rundt får opkald fra eritreiske flygtninge. Nogle gange ringer de fra en satellittelefon på en båd midt ude på Middelhavet og har brug for hjælp med at kontakte den italienske kystvagt. Andre gange ringer de fra et hus i en øde ørkenby, hvor de bliver holdt til fange, tortureret og afpresset for penge. Og nogle gange er de nået sikkert frem til deres næste destination, i dette tilfælde den libyske hovedstad Tripoli.
»Der er rigtig mange eritreere, som sidder fast i Egypten. Men nu ser det ud til, at der er åbnet en ny rute til Libyen, og måske kommer vi snart til at se mange komme til Europa ad den vej«, siger Meron Estefanos, hvis radioprogram bliver hørt af eritreere over hele verden.
I 2015 var eritreerne den største gruppe af migranter og flygtninge, som ankom med både til Italien. Hver fjerde passager var fra det lille militærdiktatur, og mange andre i bådene var fra andre lande i Østafrika såsom Somalia og Sudan.
Siden 2015 er antallet af både, der sejler ud fra Libyen, vokset yderligere. Men den stigning er sket på trods af, at strømmen af flygtninge fra Østafrika i samme periode er blevet kraftigt reduceret. Mens vestafrikanske migranter nu ankommer i store tal via Niger, er ruten fra Østafrika via Sudan blevet meget mere farlig og vanskelig. I de første fem måneder af 2017 er der blot registreret 2.344 eritreere i Italien – en brøkdel af hvad der ankom førhen.
Milits truer EU
At en så vigtig migrationsrute er blevet svært fremkommelig, skyldes til dels, at EU de seneste par år har arbejdet aktivt på at få transitlandene i Afrika til at bremse menneskesmuglingen. På sin vis er det en succes for EU’s strategi – men det er ikke en succes, der bliver talt særlig højt om.
Da europæiske statsledere på et møde i 2015 besluttede at indlede et samarbejde med diktaturstater i det østlige Afrika, var det ifølge dokumenter, som det respekterede tyske nyhedsmagasin Der Spiegel fik fat på, med klare instrukser om, at offentligheden »under ingen omstændigheder« måtte få at vide, hvad der var blevet sagt på mødet. To år senere er samarbejdet stadig præget af hemmelighedskræmmeri. EU vil eksempelvis ikke oplyse, hvilke sudanske organisationer det er, som har modtaget millionbeløb til bekæmpelse af menneskesmugling.
Der er dog ingen tvivl om, hvem det er, som nu patruljerer den sudanske grænse til Libyen. Det gør Rapid Support Forces, der tidligere var kendt som Janjaweed-militsen, og som i 2003 og 2004 stod bag folkedrab og etniske udrensninger i Sudans Darfurprovins. Mindst 300.000 mennesker blev dræbt og 2,5 millioner sendt på flugt.
Militsen er i dag blevet delvis inkorporeret i landets hær under ledelse af præsident Omar al-Bashir, som er efterlyst af den internationale krigsforbryderdomstol. Efter at EU indledte samtaler om migration med det sudanske regime, er Rapid Support Forces blevet indsat som grænsevagter, og på styrkens facebookside kan man finde masser af billeder af tilfangetagne flygtninge.
EU afviser, at dets støtte til Sudan – som indtil videre har beløbet sig til godt en milliard danske kroner – går til Rapid Support Forces. Men kritikere siger, at det er så godt som umuligt for EU at styre, hvor pengene havner i et land, som er så gennemkorrumperet som Sudan.
Presser EU for flere penge
Uanset hvad står det klart, at Rapid Support Forces selv mener, at det udfører et stykke arbejde på vegne af EU, og at det forlanger mere støtte fra EU for at fortsætte indsatsen.
»Vi arbejder hårdt for at hjælpe Europa med at inddæmme strømmen af migranter, og hvis vores værdifulde indsats ikke bliver værdsat, vil vi åbne ørkenen for migranterne«, sagde styrkens leder, Mohamed Hamdan – bedre kendte som ’Hametti’ – på et pressemøde sidste år.
De migranter, som bliver tilbageholdt, er i flere tilfælde blevet tvangsdeporteret til deres hjemlande. Det gælder blandt andet hundredvis af eritreiske flygtninge, for hvem der venter en hård modtagelse.
»De ryger direkte i fængsel. Jeg har ikke hørt om en eneste, der er kommet ud igen efter at være blevet deporteret fra Sudan«, siger aktivisten Meron Estefanos.
Efter indsættelsen af Rapid Support Forces i Sudan er mange østafrikanske flygtninge i stedet søgt til Egypten. Men også det egyptiske regime har EU givet penge for at optrappe indsatsen mod menneskesmugling, og i år er meget få både sluppet af sted fra Egyptens middelhavskyst.
Derfor sidder der mange eritreiske flygtninge i Egypten og venter på, at en ny rute åbner sig.
»Folk er ikke holdt op med at flygte fra Eritrea, blot fordi der nu er færre, som det er lykkedes at komme til Europa. Så lige så snart der åbner sig en ny vej, vil de komme igen. Og der åbner sig altid en ny vej«, siger Meron Estefanos.
