På søndagsmarked i en bjerglandsby

5. KAPITEL – Nabil ankommer til Italien, hvor politiet venter i havnen i Genoa. Men han bliver ikke - sådan som han burde ifølge EU-regler – registreret som flygtning i Italien. I stedet kan han gå på søndagsmarked i en idyllisk bjerglandsby.

Nabil har svært ved at tro sine egne øjne, da han stiger om bord på det skib, der skal sejle ham de sidste 500 meter af den lange sejltur fra Alexandria til Genova.

Det er en yacht. Med balsal, opdækning til et stort selskab og en velassorteret bar. Fra olietankerens mekaniske stige træder han ned på yachtens skinnede dæk iført en marineblå bluse, som han har fået foræret af den filippinske sømand Gary, så han ikke længere skal bære den hvide trøje med brækpletterne. Hans ansigt er tæret og skægstubbene centimeterlange. 

Flygtningene bliver anbragt ved bordene i balsalen og får udleveret vandflasker. En frivillig fra Røde Kors finder nogle mønter frem til en sodavandsmaskine og giver sig til at dele juice og colaer ud til børnene, som stimler sammen omkring ham.

Det er det femte skib Nabil sætter sine ben på, siden han spænede væk fra kystvagten på stranden i Egypten. Først var der ’fiskebenet’, en lille motorbåd, som sejlede ham væk fra kysten. Så var der fiskekutteren, der fragtede ham længere ud i vandet, hvor smuglerne kastede ham over på en trawler, som sejlede ham hele vejen over Middelhavet til italiensk farvand. Her blev han i et bredmasket fragtnet hevet op på dækket af en enorm olietanker, som nu har taget ham med til havnen i Genova.

Den norditalienske havneby er ikke vandt til at modtage bådflygtninge. De ankommet stort set alle i havne i det sydlige Italien, hvor myndigheder og organisationer har veletablerede procedurer for, hvordan de skal tage sig af de ankomne. Men Røde Kors i Genova er ikke forberedt på den slags udfordringer, så de har måttet leje det eneste fartøj, de kunne få fat på med kort varsel – en festbåd af den slags som velhavende italienere lejer til at afholde eksempelvis en bryllupsfest på.

»Skynd jer videre«

Inde i turisthavnen, hvor sejlbåde og yachter i alle størrelser ligger fortøjet på lange rækker, venter både humanitære organisationer og italiensk politi.

Mødet med myndighederne er et sidste risikabelt øjeblik på Nabils rejse. Ifølge EU’s asylregler skal politiet i det EU-land, som en flygtning først ankommer til, registrere personen og tage hans/hendes fingeraftryk. Dermed bliver flygtningen også det pågældende lands ansvar. Hvis personen rejser videre til et andet EU-land, vil dette land kunne sende flygtningen tilbage igen.

Men Nabil og alle de andre syrere vil for alt i verden ikke ende op som asylansøgere i Italien. Da Nabil har fået foretaget et lægetjek på kajen, kommer han hen til de ventende betjente, som starter med at tage et foto af ham.

»Og nu skal du skrive dit navn her«, siger betjenten.

Nabil tager pennen og skriver sit navn. Men han staver det med vilje forkert og ingen tjekker hans pas.

»Hvor er du fra?«, spørger betjenten så.

»Fra Syrien«.

»Vil du søge asyl«.

»Nej.«

Betjenten har ikke flere spørgsmål, og Nabil er lettet over, at det slet ikke er kommet på tale at tage hans fingeraftryk.

Men efter lidt tid kommer en anden betjent hen til flygtningene.

»Jeg skal tage jeres fingeraftryk«, siger han.

»Det vil vi ikke«, svarer Nabils ven Rami hurtigt.

Et kort øjeblik bliver flygtningene nervøse. De havde regnet med, at de kunne slippe uden om at give deres fingersignatur væk. Fra alle deres syriske venner, der er rejst forud for dem, og fra alle de beretninger, de har læst på Facebook, har de kun hørt, at de italienske myndigheder lader syrere rejse videre, som om de aldrig har set dem.

»Nå, men så må vi jo gøre en undtagelse i dag og lade jer slippe«, siger betjenten med et skævt smil, og omkring ham begynder flere af de frivillige aktivister at smågrine.

Latteren løsner stemningen op og snart forstår flygtningene, at det hele er et spil. Betjenten er forpligtet til at forsøge at tage fingeraftryk. Men EU-lovene siger intet om, hvad han skal foretage sig, hvis flygtningene nægter det.

»Men det gælder kun i dag. I morgen tager vi fingeraftryk«, tilføjer betjenten med en slet skjult hentydning, som en af de frivillige lidt senere udpensler med alt tydelighed for dem:

»I skal ikke blive her i Genoa. Skynd jer videre«.

Nabil ringer til en ven for at fortælle, at han er kommet frem til i Italien i live. 

Syrere får særbehandling

Da de syriske flygtninge sidste år begyndte at ankomme til Italien med smuglerbåde i større og større antal fik mange af dem taget deres fingeraftryk.

Det fik syrerne til at begynde at knytte næverne og nægte at folde tommelfingeren ud. Modsvaret fra nogle betjente var at bruge hårdhændede metoder. Ifølge Politikens dagbogsskribent Ram Hiramics blev hendes bror slået med stave af betjente, mens han lå nøgen på gulvet, indtil han accepterede at afgive sit fingeraftryk.

Men den praksis er helt stoppet. Nu får alle syrere – og også langt de fleste eritreere – lov at rejse videre uden at blive registeret i det europæiske system.

Syrere og eritreere udgør tilsammen halvdelen af alle de bådflygtninge, der er ankommet til Italien i 2014. På grund af forholdene i deres hjemlande er de stort set garanteret humanitært ophold i de fleste europæiske lande og søger derfor mod nord, hvor lovene og den økonomiske støtte til asylansøgere er mest favorable.

Derfor kan man stort set ikke finde nogen af de to nationaliteter på asylcentrene på Sicilien. I et af de største af dem, CARA Mineo, er der over 4000 bådflygtninge indlogeret på et center med kapacitet til det halve, men blandt dem er kun tre syrere og et tocifret antal eritreere. Langt de fleste på centret er fra lande i Vestafrika.

»Hvis syrerne nægter at få taget fingeraftryk, hvad skal vi så gøre? De ønsker ikke at være i Italien, så vi kan ikke gøre andet end at lade dem rejse videre«, siger lederen af centeret, Sebastiano Maccarrone.

I kystbyen Catania ved foden af vulkanen Etna fortæller Røde Kors’ lokale chef, at især syrerne får særbehandling. Det skyldes, at de i modsætning til mange andre flygtninge og migranter forstår asylsystemet og selv kan klare sig videre til andre lande.

»Syrerne ankommer her og ved præcis, hvad deres rettigheder er, og hvor de vil hen. De ved, at de skal nægte at lade sig registrere med fingeraftryk, og de er forberedt på med det samme at rejse videre gennem Europa. Og de har også pengene med til at gøre det. Det er en helt anderledes gruppe af flygtninge, end dem vi har været vandt til, fordi de er fra en veluddannet middelklasse. Ofte tager vi ud for at give lægehjælp og psykologisk støtte til en gruppe syrere, der lige er ankommet med en båd, blot for at opdage, at flygtningene selv er læger og psykologer«, fortæller Stefano Carmelo.

Blander sig med turister

Nabil og hans rejsegruppe ved udmærket godt, at de ikke skal forblive i Genova. Det er blevet sent på aftenen, og de tager derfor imod et tilbud fra Røde Kors om at blive kørt ud til et hus, hvor nogle frivillige aktivister indlogerer flygtninge og migranter.

Da Nabil næste morgen for første gang slår øjnene op efter en nats søvn på europæisk jord, venter der ham endnu et utroligt syn.

»Hvor er vi kommet hen? Er det paradis?«, udbryder han, da han træder ud på husets balkon og kan se ud over et frodigt bjerglandskab mens kirkeklokkerne ringer til søndagsgudstjeneste.

Huset ligger i en idyllisk bjerglandsby overfor en lille, gammel kirke.

Foran kirken samles landsbyens beboere til et søndagsmarked. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

På en plæne foran huset er der efter gudstjenesten et søndagsmarked, hvor der sælges lokale varer og alverdens brugte sager. Her går kameraklædte turister rundt og køber håndlavede produkter, som langhårde mænd og bh-løse kvinder har produceret i deres sommerlejr på en bjergtop.

»Det er helt uvirkelig«, siger Nabil, som har svært ved helt at fatte, at det er lykkedes ham at komme til Europa, og endnu sværere ved at fatte, at han af alle steder er havnet i landsbyen Prelá.

Efter en smule tøven blander flygtningene sig med turisterne og går på udkig efter noget billigt brugt tøj, som de kan have på under den videre rejse gennem Europa.

»Passer den her mig ikke godt?«, spørger Nabil en kvinde, som har en bod med tøj.

Han har udvalgt en brun fløjlsjakke, som minder om en han havde i Cairo. Kvinden nikker og griner, tydelig tilfreds med den uventede flok kunder.

Flygtningegruppen føler sig så trygge i Prelá, at de bliver der dagen ud for at restituere sig. Snart skal deres veje skilles. De ni voksne i gruppen, hvoraf mange kun havde mødt hinanden få gange inden afrejsen, er blevet nære venner under den vanskelige flugt.

»Det ville have taget os år at komme til at stå hinanden så nær, som vi nu gør efter at have gennemgået dette sammen«, siger Angela til Nabil. 

Nabil prøver tøj hos en brugthandler. Nabil handler brugt tøj på et søndagsmarked. Han er kommet i land i Italien uden andet tøj, end det han havde på da de sejlede ud fra Egypten samt en bluse han fik af en sømand på trawleren. 

Galgenhumor

Om aftenen sidder gruppen samlet i husets stue. Nabil holder sig til brystet, som om han har fået et hjertestop. Rami ligger hen over bordet med hænderne på nakken. Angela hulker og tårerne triller ned af hendes kind.

De er alle ved at omkomme af grin. Nu hvor de er sluppet over Middelhavet med livet i behold og gennem mødet med italiensk politi med deres fingeraftryk i behold, kan de endelig slappe af. Euforien over at have nået deres mål overvinder deres fysiske udmattelse, og efter et godt hjemmelavet aftensmåltid er galgenhumoren for alvor brudt ud.

For uanset hvor hård og dramatisk turen var, bragte den dem også ud i adskillige komiske scener, som nu hvor det hele er overstået, er morderligt sjove.

»Kan I huske, da vi kom om bord på tankskibet?«, spørger Rami.

Efter seks dage på smuglerbåden havde flygtningenes kroppe vænnet sig til den gyngende grund. Så da de var blevet hejst op på den store tanker, der ligger ligeså stabilt på vandet, som var det en bro, kunne de ikke gå lige hen af dækket.

»Vi gik rundt som fulde mennesker«, siger Rami mens han grinende slingrer rundt på gulvet for at demonstrere, hvordan det så ud.            

Publiceret i dagbladet Politiken