»Kun de eventyrlystne får asyl«

»Kun de eventyrlystne får asyl«

6. KAPITEL – Nabil finder vej gennem Europa og uden om betjentene på Gare de Lyon i Paris. Han møder sine barndomsvenner og får tid til at lege turist, men alligevel føler han sig tynget af en ny følelse af usikkerhed

Den syriske dialekt af arabisk kan høres overalt på Milano hovedbanegård, men særligt i vestibulen hører man næsten ikke andet.

»Syrisk Nødsituation«, står der på de gule afspærringsbånd, som indhegner det ene hjørne af en afsats, hvor der også står en fem meter høj fladskærm, der i loops viser reklamer for undertøj, biler og mobiltelefoner.

Travle passagerer haster op af rulletrappen og videre ind på banegården uden at ænse de syriske flygtninge, som står bag det indhegnede område med deres få ejendele i rygsække eller poser.

Det er Milanos kommune, der har oprettet informationscentret, som en respons til, at der hver dag ankommer hundreder af syrere. I samarbejde med lokale organisationer tilbyder kommunen gratis overnatning til flygtningene – der reelt set opholder sig illegalt i Italien –, så de ikke som før er tvunget til at sove på banegårdens bænke.

Nabil træder ind på banegården sammen med veninden Angela, som han har sejlet over Middelhavet med. De har taget afsked med de andre i rejsegruppen, for selv om flere af dem skal samme vej, er det mere sikkert for dem at rejse i små grupper. På den måde er der mindre risiko for, at de tiltrækker sig opmærksomhed.  

Nede foran rulletrappen støder Nabil og Angela på en ung fyr, som var om bord på deres smuglerbåd, men som de ikke har set, siden de blev sat af i havnen i Genova. Han har en lille håndskrevet ruteplan med sig, som han har fået af en frivillig på det center, hvor han overnattede.

Ruten går med fem regionaltog fra Italien over Frankrig til Tyskland.

»De siger, at der er mindst risiko for, at der er paskontrol på de regionale toge«, fortæller han.

Men Nabil og Angela er ikke så nervøse. Deres efterretninger siger, at selv på de direkte tog er paskontrollen yderst sjældent. Efter af have spist den pizza, som Nabil talte så ofte om på smuglerbåden for at holde gejsten oppe, booker de plads på nattoget til Paris.

Spiller kærester

Der kommer da heller ingen betjente og banker på sovekabinen i nattoget. Betjentene venter i stedet på perronen i Paris.

Da toget triller ind på Gare de Lyon, får Nabil et opkald fra hans barndomsven Rami, som står og venter på at tage imod ham sammen med Angelas mand.

»Pas på. Der er politi på den perron, hvor jeres tog kommer ind«, siger han.

Nabil begynder at ryste lidt på hænderne, mens han samler sine ting sammen. Han ser på Angela og siger:

»Nu gælder det om at virke naturlige og ubekymrede.«

De to kendte ikke hinanden inden rejsen fra Egypten, men har fået et nært forhold under flugten. Angela er en 27-årig alawitisk journalist med rødligt hår og en figur som en svømmepige. Hun er blevet udstød af sin sekt og har modtaget dødstrusler fra familiemedlemmer. For ikke blot har hun giftet sig med en sunni-muslim, hun er også modstander af Bashar al-Assads alawitisk-dominerede regime og har arbejdet for oppositionsmedier.  

På Gare de Lyon aftaler de to at spille kærester. Nabil lægger armen om Angelas skulder og hun lægger sin arm om hans hofte. De går ned af perronen som fordybet i en intim samtale, passerer lige forbi betjentene, som ikke fatter mistanke til parret, og hen i armene på velkomstkomiteen.

 Nabil tager et billede af to af hans venner fra smuglerbåden foran Eiffeltårnet, mens kvindens søn svinger rundt om sig selv. De rejste hver for sig gennem Europa men blev genforenet for en dag i Paris. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Nabil tager et billede af to af hans venner fra smuglerbåden foran Eiffeltårnet, mens kvindens søn svinger rundt om sig selv. De rejste hver for sig gennem Europa men blev genforenet for en dag i Paris. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Kun de modige får asyl

Nabil befinder sig efter ankomsten til Europa i et besynderlig lovmæssigt limbo. Han er her illegalt, men det ville også være illegalt for et europæisk land, at sende ham tilbage, hvor han kom fra. Så snart han indleverer en anmodning om asyl, bliver han legal igen.

»Jeg har svært ved at forstå, at jeg skulle begå en forbrydelse, når europæiske lande gerne vil give mig asyl«, siger han en dag.

Nabil kan godt se, at Europa står i et dilemma og han bærer ikke nag over, at han har måtte risikere livet for at kunne opnå asyl.

»Jeg vælger at risikere mit liv på havet for at nå op til jer. Det er mit valg og mit ansvar. Jeg kunne da godt ønske, at Europa tog imod alle syriske flygtninge, men det er jo klart, at det ikke er nemt. Hvis det var os i Syrien, som havde et velfungerende demokrati, og der opstod krig i Europa, ville vi jo heller ikke kunne tage imod alle europæere. Sådan er livet«, siger han.

Konsekvensen af denne situation er ikke bare, at flygtninge mister livet på Middelhavet. Det er også, at det er nogle bestemte flygtninge, som opnår asyl.

»Jeg oplever det som et slags juridisk spil, hvor Europa siger til os syrere: Hvis I kommer herop, så skal vi nok give jer asyl. Det resulterer så i, at det bliver det de modige og eventyrlystne, der får asyl«, siger Nabil.

Foruden at rejsen kræver mod, kræver den også en betydelig sum penge. Langt fra alle de tre millioner syrere, der er flygtet fra deres hjemland og opholder sig i Syriens nabolande, er i stand til at betale sig vej til Europa.

En ny form for frygt

Nabil er taget til Frankrig af to årsager. Dels for at undgå at skulle passere gennem Schweiz eller Østrig, hvor pludselige paskontroller er mere hyppige, og dels for at se hans barndomsvenner, der bor i Paris.

De har nærmest ikke set hinanden siden de sammen tog del i de første demonstrationer imod regimet i foråret 2011. Deres slæng fra byen Qatana lidt uden for Damaskus er i dag spredt ud over lande i Europa og Mellemøsen. 

For Nabil bliver der masser af aftener med latter i Paris. I hans venners selskab er han konstant klar med en sarkastisk bemærkning eller en spydig provokation, og det er næsten som om at han forsøger at grine sig igennem dagene for ikke at skulle tænke for meget over det som venter ham.

For som han selv indrømmer, så er han slet ikke ovenpå. Han mærker en ny form for frygt.

»Det er som følelsen inden en meget vigtig og svær eksamen«, fortæller han en dag, da han sidder på hans vens altan og ruller en cigaret.

Nabil er ikke kun kommet til Europa for at finde sikkerhed. Han har sat sit liv på spil på Middelhavet for at få en mulighed for at opbygge en bedre fremtid og udvikle sig som musiker.

»Turen til Europa krævede mod. Men at skabe sig et liv i Europa kræver meget mere end dette. Derfor føler jeg ingen lettelse. Tværtimod er jeg mere nervøs, end jeg har været på noget andet tidspunkt«, siger han og fumler lidt med filteret til cigaretten.

Det var kun i ugerne før afrejsen fra Kairo, at han begyndte at rulle sine egne cigaretter, da han indså, at han næppe vil få råd til at købe cigaretter på pakke i Europa.

»Asyl er ikke nemt. Det er som at starte forfra, og jeg skal starte forfra i et samfund, hvor alt ting går meget stærkt. Min fætter, som er ingeniør, kom til Europa lang tid før krigen, men endte med at arbejde i en restaurant, så han vendte tilbage til Syrien. Det kræver en kæmpe indsats og stor styrke, at klare sig i Europa. Du skal skille dig ud for at få succes«, siger han.

Nabil finder dog opmuntring i, at det går hans venner ganske godt. Rami er studievært på en syrisk radiokanal, der sender fra Paris, og har fået en fransk kæreste. Ayham læser til jura, hans syriske kæreste til arkitekt. Og Saeed, som studerede med Nabil på musikkonservatoriet i Damaskus, har netop fået sin første rolle i en opera.

Nabils egne ambitioner er store. Han er Naseer Shammas protege og ønsker at nå lige så langt som den irakiske oud-solist, der har skabt sin helt egen stil og har fået betydelig succes og anerkendelse i Europa.

»Jeg har mange venner, der er slået igennem som musikere i Europa, og det tror jeg også på jeg kan. Der er stigende interesse for oud’en i Europa. Især i Frankrig men også i Tyskland. Jeg er sikker på at jeg kan skabe noget helt særligt, som folk vil elske«, siger han.

Nabil Kairo 6.jpg

»5, 4, 3, 2, 1, juhuuuuuuu«

Nabil havde adskillige grunde til tage flugten fra Egypten. Udover hans musiske ambitioner, er der hans pas, der snart udløber, og den utryghed han oplevede som syrisk flygtning i Egypten. Men der er endnu en årsag, og hun venter på ham i Tyskland.

Det er en fredag efter fyraften, da Rami og hans franske kæreste kører Nabil til Frankfurt i en privatbil. Nær ved grænsen får de øje på et skilt, der siger ’Deutschland’ og giver sig til at tælle ned til øjeblikket, hvor Nabil befinder sig i det, der skal være hans nye hjemstavn.

»5, 4, 3, 2, 1, juhuuuuuuu«, råber de i kor, men får øje på, at skiltet siger ’Deutschland 1000 m’, og så begynder nedtællingen forfra.

I Frankfurt bor en anden af Nabils barndomsvenner. Og et par timers kørsel fra Frankfurt bor Lilas.

Det var i starten af 2014, at han mødte hende i en bus i Kairo. Nabil regnede ikke med det skulle udvikle sig til et seriøst forhold. Det var ikke det rigtigt tidspunkt at binde sig. Slet ikke til en fraskilt, sunni-muslismk mor med to små piger.

Men da hun pludselig en dag var væk, indså han for alvor hvor forelsket han var blevet. Lilas havde vægtet børnene højest og besluttede at sejle af sted med en smuglerbåd for at skaffe dem en lysere fremtid. Nabil sad tilbage i Kairo, skuffet og såret. Men det satte også tanker i gang.

»Jeg havde vidst længe at mit pas var ved at udløbe, og at jeg snart var nødt til at finde en udvej. Men mit forhold til Lilas fik mig til at trække tiden lidt ud. Da hun så selv rejste, var det lige som om, jeg ikke kunne komme af sted hurtigt nok. Og fordi hun nåede sikkert frem, begyndte jeg pludselig at overveje smuglerbådene som en reel mulighed«, fortæller han.

Efterskrift: Nabil valgte til sidst at tage til Berlin og søge asyl fremfor i Frankfurt. Han ser sine bedste chancer som musiker i Berlin og efter samtaler med syrere i Tyskland fandt han ud af, at det ville være bureaukratisk besværligt at skulle flytte fra en delstat til en anden. Nabil befinder sig nu i et asylcenter og har allerede fået besked på, at han er sikret asyl i Tyskland.

Publiceret i dagbladet Politiken

 

»Jeg føler det som om, jeg er faldet ned i et hul«

»Jeg føler det som om, jeg er faldet ned i et hul«

På søndagsmarked i en bjerglandsby

På søndagsmarked i en bjerglandsby