Flygtninge hejses om bord i proviantnet

4. KAPITEL – Den italienske flåde har for travlt til at samle smuglerbåden med Nabil og de 100 andre flygtninge op. Så den må overlade opgaven til en singaporeansk olietanker.

Olietankeren virker enorm nede fra den lille trawler. Nabil står på dækket med nakken knækket helt over og ser op på de orange skikkelser, der står badet i projektørlys og kigger ud over rælingen.

Det er som om, de ligger fortøjet ved en meget høj mole, der stikker op midt ude i havet, tænker han.

Søfolkene i de orange kedeldragter råber ud i natten, at de vil hjælpe dem i land. Men en syrisk flygtning ved navn Hossam, en ung mand der taler et godt engelsk og fører ordet på vegne af flygtningene i smuglerbåden, afviser tilbuddet.

»Mange tak, mange tak, men vi har ikke brug for jeres hjælp«.  

Nabil følger tavst med i den råbende kommunikation. Han er ikke sikker på, om det er den rette beslutning at afvise sømændenes tilbud om at komme om bord på tankeren. Men samtidig er han også enig med de andre i, at de ikke kan løbe nogen risiko, når de nu er nået så langt.

For omtrent syv timer siden fik de kontakt til kystvagten og oplyste, hvor de befandt sig. Kaptajnen slukkede da motoren, og de gav sig til at vente på, at et skib fra den italienske flåde ville komme dem til undsætning.

Men i stedet er denne store olietanker dukket op. På dets dæk hersker der forvirring. Den indiske kaptajn har fået besked af den italienske kystvagt på at samle flygtningene op, og hvis han efterlader dem på havet, vil det være et klart brud på FN's Havretskonvention. Men flygtningene nægter at komme om bord på tankeren, der sejler under Singapores flag.  

Nabil og andre af syrerne har hørt historier om flygtninge, der er blevet samlet op på havet af tankskibe og bragt andre steder hen end Italien. Derfor er de bange for at forlade trawleren.

Det bedste ville være at ringe til kystvagten og sikre sig, at besætningen på tankskibet taler sandt. Men der er ikke mere kredit på satellittelefonen. Smuglerne brugte det hele på at ringe hjem til Egypten for at sikre sig, at smuglerbossen ’Doktoren’ havde udbetalt deres belønning.

Først efter flere timers diskussion, hvor trawleren har ligget oplyst af tankskibets projektører, bliver situationen afklaret. Klokken halv fire om natten tikker en besked ind på satellittelefonen fra en syrisk kontaktperson på Sicilien.

»Tag med tankskibet. Det vil sejle jer til Italien«.

Rami forsøger at kommunikere med olietankerens besætning. Foto: Angela Al Souliman

Smuglere udnytter redningsmission

Italiens redningsoperation ’Mare Nostrum’ har det seneste år samlet titusinder af flygtninge op på Middelhavet i et forsøg på at forhindre flere drukneulykker. Men effekten har ikke helt været den ventede. Faktisk har flere flygtninge mistet livet i 2014 end i 2013 – også hvis man ser det i relation til, at det samlede antal af bådflygtninge er langt højere.

Det skyldes, at Mare Nostrum har åbnet nye muligheder op for smuglerne. Førhen sejlede bådene helt ind til strandene på Sicilien eller til øen Lampedusa, der ligger på halvvejen mellem Libyen og Sicilien. Men nu hvor skibe fra den italienske flåde patruljerer i disse farvande, behøver de libyske smuglere kun at sejle flygtningene ca. 100 km ud fra den libyske kyst og efterlade dem med en satellittelefon, de kan ringe til kystvagten med.

Det har gjort det mindre farligt for de fleste bådflygtninge at begive sig ud på havet, men ikke for alle. Der er nemlig grådige smuglere, som udnytter situationen. Fordi distancen nu er så kort, presser de endnu flere flygtninge sammen på hver båd – deriblandt ned i iltfattige lastrum – eller sender dem af sted på endnu mere faldefærdige pramme eller gummibåde. Det har ført til, at drukneulykker er begyndt at finde sted helt inde i libysk farvand. 

I fredags sank en båd med omkring 270 flygtninge og migranter – hovedsageligt fra Eritrea og Somalia –, efter at have sejlet blot få kilometer ud fra den libyske kyst. Den libyske kystvagt lykkedes med at finde 19 overlevne, mens resten er savnet. Om lørdagen fandt den italienske flåde 73 personer på en punkteret gummiflåde 30 kilometer fra kysten. I vandet lå der 18 lig mens 10 andre er savnet.

Nabil og Rami er kommet ud af deres beskidte tøj og har af besætningen på skibet fået lov at iføre sig deres kedeldragter. Foto: Angela Al Souliman

Hejst om bord i et net

I denne sommer sejler der ydermere så mange smuglerbåde af sted, at den italienske flåde ikke kan samle dem alle op. Får kystvagten et opkald fra en båd, der befinder sig langt fra et af flådeskibene, er den nødsaget til at bede det nærmeste tankskib tage flygtningene om bord.

Men det er ikke en helt nem operation, slet ikke midt om natten. Besætningen på den singaporeanske tanker er kun i stand til at hejse flygtningene op med samme metode, som når de bringer gods og proviant om bord

De sænker et stort bredmasket net lavet af tykt reb ned til trawlerens dæk. Fire flygtninge kravler ind i nettet og sætter sig på en træplade, hvorefter nettet strammes til og hejses op. Proceduren må gentages 25 gange, og solen er brudt frem før båden er blevet tømt for passagerer.

På tankskibets dæk møder Nabil en filippinsk sømand, Gary, som står ved rælingen og kigger ned på trawleren. Han spørger Nabil:

»Hvordan i al verden har I kunnet finde på at sejle ud på sådan en lille båd?«.

Nabil kigger også ned på trawleren, som oppe fra den store tanker ligner en jolle.

 »Det ved jeg virkelig ikke«, svarer han.

Publiceret i dagbladet Politiken