Klappelege, pizzaer og en død satellittelefon

3. KAPITEL – Smuglerbåden har klaret sig gennem stormen og nærmer sig italiensk farvand. Men det er ikke som ventet den italienske flåde, der dukker op for at redde Nabil og de andre flygtninge.

»Tænk på pizzaerne vi skal spise«.

Nabil gentager den samme opmuntring hele dagen, og de udmattede venner i rejsegruppen kan ikke lade være med at grine af al hans snak om pizzaer.

De sidder på skibsdækket under et lagen, som de har spændt ud i mellem rælingen og styrhuset for at skærme af for solen. Efter fem dage på havet har en blanding af træthed og kedsomhed spredt sig, og lidt irritation har sneget sig ind i deres stemmer.

De fleste i gruppen har spist meget lidt og siddet alle dagene det samme sted skråt foran styrhuset og skuet ud over et uendeligt hav. Vejen til Italien synes stadig lang. Båden, som er lastet med 100 flygtninge, sejler kun med ca. 5 knob (10 km/t) – omtrent samme fart som en almindelig sejlbåd ville skyde på åbent hav.

Men Nabil er ved godt mod og forsøger at løfte stemningen:

»Hør nu her. Vi ankommer snart til Italien, og så skal vi have et bad, spise pizza og drikke vin«.

Efter at søsygen forsvandt fra hans hoved og skibet klarede sig igennem stormen, har Nabil vundet optimismen tilbage. Intet kan stoppe os nu, tænker han.

For det var virkelig ved at gå helt galt natten før, da Nabil lå og gled rundt på dækket i hans sovepose. Det indrømmer kaptajnen nu. Nabil har været inde i styrhuset igen, og kaptajn Abu Abdo ligger ikke længere skjul på, at den gamle fisketrawler var i fare for at kæntre under stormen. Det var deres held, at smuglerne havde følt sig nødsaget til at sejle af sted med et færre antal passagerer end normalt.

»Havde der været 300-400 om bord på skibet, tror jeg ikke vi havde klaret det«, sagde kaptajnen.

Først ud på morgenen hidsede bølgerne sig ned. Nu er det eftermiddag og  havet er næsten fladt. Det eneste de får øje på i horisonten er andre skibe, der passerer forbi, deriblandt et cruiseskib, som de formentlig kunne have booket en suite på til samme pris som deres udendørs dækplads på smuglerbåden. En suite på et ti-dags cruise i Middelhavet koster gerne i omegnen af de 12.800 kr. de hver har betalt.

Kedsomheden er værst for børnene. I starten var båden en spændende ny legeplads at udforske, og kaptajnen havde givet dem lov til at sidde i hans skød og dreje på styret. Men efter fem dage er skibet og vandet ophørt med at fascinere.

»Jeg vil se Tom og Jerry«, insisterer 6-årige Marcel, som ligger i favnen på hans mor.

Men han må nøjes med at lave klappelege med Mayar, drengen som Nabil  i vand til halsen sørgede for at få om bord på en af bådene under den paniske flugt fra kystvagten. Imens forsøger de voksne at fremskynde solens gang over himlen ved at synge sange, spille kort og udpege dyrefigurer i skyformationerne.

Nabil og Saddam forsøger at få timerne på havet til at gå. Foto: Rami Armunih

Få syrere drukner

I sammenligning med de fleste andre bådflygtninge har Nabil gode forhold på trawleren. Hvis man ser nærmere på de mange dødsulykker, der er sket på Middelhavet i år, viser det sig faktisk, at han som syrisk flygtning på en egyptisk smuglerbåd er i relativ lille fare for at miste sit liv. 

Generelt er de egyptiske båd mere sikre end de libyske – og det til trods for at de libyske både sejler mindre end en dag for at nå frem til italiensk farvand, mens det tager mindst fem dage fra Egypten.

 Det skyldes næppe, at de egyptiske smuglere er mere humane, men snarere, at deres incitament er anderledes. De libyske smuglere sejler typisk kun flygtningene et stykke ud på havet og efterlader dem til selv at sejle videre. Da smuglerne forlanger at blive betalt forud, betyder dette, at det reelt ingen forskel gør for deres indtjening, om båden kæntrer i italiensk farvand.

Fra Egypten er operationen anderledes. Fordi turen er så meget længere vil smuglerne risikere deres egne liv, hvis de sejler af sted på en alt for faldefærdig båd, og de får også kun udbetalt pengene, hvis flygtningene når sikkert frem. Nabil og hans gruppe deponerede inden deres afrejse fra Kairo 140.000 kr. (11 voksne x 12.800 kr.) hos en betroet ven, som først ved deres ankomst til Italien vil udbetale pengene til smuglerne.

Langt de fleste drukneulykker i Middelhavet drejer sig derfor om både, der er sejlet ud fra Libyen. Og flertallet af disse ulykker involverer ikke syrere – selv om de er den næststørste flygtningegruppe i år – men afrikanere.

Det skyldes primært købekraft. For der er forskel på de libyske både og forskel på de pladser, flygtningene kan købe sig til. Middelklassesyrerne, der typisk flyver ind fra Tyrkiet, Libanon eller Jordan, har generelt råd til at betale sig til en plads på en bedre båd eller i det mindste til en bedre plads på en forfalden båd – dvs. en plads på dækket og ikke i lastrummet.

Afrikanerne, der allerede har betalt store beløb for at blive fragtet over adskillige andre landegrænser og gennem Sahara – et hav af sand, der er mindst lige så farligt som Middelhavet – er derimod ofte tvunget til at købe de billigste pladser.

Flere af de seneste dødsulykker på Middelhavet har ikke skyldtes, at bådene er sunket, men derimod at flygtninge og migranter, der har været presset tæt sammen i et tillukket lastrum, er døde af iltmangel.

I projektørlyset

På den sjette dag nærmer de sig italiensk farvand. Det er tid til at ringe på satellittelefonen til den italienske kystvagt, men smuglerne kan ikke få telefonen til at virke.

Den italienske flåde og kystvagt patruljerer 24 timer i døgnet i vandene mellem Sicilien og Nordafrika som led i operation Mare Nostrum – det betyder ’Vores Hav’ og er romernes gamle betegnelse for Middelhavet. Operationen blev sat i værks efter den store drukneulykke i oktober sidste år, som kostede 387 flygtninge og migranter livet.

Men havet syd og øst for Sicilien er så stort, at det er afgørende for flygtningene, at de kan ringe til kystvagten og oplyse deres præcise position.

Da smuglerne opgiver at få satellittelefonen til at virke, kommer den i hænderne på Nabils rejsefælle Saddam. Han har aldrig brugt en satellittelefonen før, men han er elektronikingeniør, og det lykkedes ham at få telefonen til at forbinde til en satellit. 

En anden syrisk flygtning ringer op til en ung syrisk kvinde på Sicilien, som arbejder frivilligt med at hjælpe syriske bådflygtninge og ofte fungerer som bindeled mellem smuglerbådene og kystvagten. Gennem hende får de informeret om, hvor de befinder sig og giver sig til at vente på at blive reddet.

Ud på aftenen begynder et stort skib at nærme sig dem, men det er ikke et flådeskib. Det tænder dets projektører og retter dem mod trawleren, mens mænd i arbejdsuniformer kaster reb ned fra rælingen.

»Vi ønsker at hjælpe jer. I kan ikke fortsætte på denne båd. I risikerer at drukne«, råber de oppe fra dækket på engelsk.

Publiceret i dagbladet Politiken