»Åh Gud, beskyt os. Beskyt os«

2. KAPITEL – Nabil Hilaneh indleder sejlturen til Italien i et lastrum, hvor søsyge flygtninge kaster op på hinanden. Efter tre dage går det bedre, men så trækker det op til storm.

Nabil sidder svimmel på køjesengens kant og holder med en udstrakt arm fast i kahyttens dørkarm. Han har sorte rande under øjnene, og hans trøje er fuld af gullige og mørke pletter, som havde den været brugt til at tørre det beskidte skibsdæk af med.

»Det er som døden«, siger han til veninden Angela, der ligger i køjesengen over for ham og er lige så medtaget af søsygen.

’For You Lucky Las Vegas’ lyder påskriften på den billige kinesiskproducerede trøje, som Nabil havde indkøbt særligt til turen. Den er langærmet og hvid, sådan at han ikke ville blive forbrændt, når han sad på dækket.

Men Nabil har endnu ikke mærket solens stråler, og trøjen er ikke længere hvid, efter at han har siddet i et overfyldt lastrum med en fæl stank af fisk, og hvor dusinvis af flygtninge brækkede sig på hinanden.

Fordi deres rejsegruppe består af adskillige børn og kvinder, har de nu fået det privilegium at indtage den ene af trawlerens to kahytter. Nabil og Angela spiser stort set intet dagen lang, men alligevel fortsætter kvalmen.

»Det føles, som om man forsøger at kaste sin sjæl op«, siger Angela.

Søsygen satte ind, allerede da menneskesmuglerne sejlede dem ud fra den egyptisk strand, hvor kystvagten var nær ved at anholde dem. Den lille overfyldte motorbåd hoppede af sted over bølgerne i fuld fart, og allerede da de nåede frem til den ventende fiskekutter, var Nabil blevet svimmel. Dårligt havde smuglerne kastet ham fra den ene båd til den anden som en sæk friskfangne fisk, før han hang ud over rælingen og brækkede sig.

Bag sig kunne han høre veninden Kutouf græde bekymret over sin dreng, Nayar, som Nabil tog i favnen inde på land. Men det tog nogle minutter, før Nabil fik vejret og kunne fortælle hende, at drengen var kommet sikkert med om bord.

Fiskekutteren fragtede dem længere ud på havet og satte dem af på trawleren, som skulle sejle dem til Italien. Men mens Nabil sad nede i ’fryseren’ – lastrummet, som på en almindelig fisketur ville være fyldt med is – lå skibet stadig for anker i timevis. Kystvagtens ankomst til stranden havde afbrudt smuglernes operation. 37 flygtninge var blevet anholdt, deriblandt 2 fra Nabils rejsegruppe, apotekeren Dunia, som havde medbragt medicinforsyninger til hele gruppen, og hendes 18-årige søn.

Smuglerne brugte nattetimerne på at overveje, hvad de nu skulle gøre. Normalt ville de ’opbevare’ – som de kalder det – flygtningene på havet i op til en uge, indtil de havde fragtet passagerer nok ud, typisk mellem 200 og 400. Dette gav smuglerne en samlet indtjening på mellem 3 og 6 millioner kroner.

For to dage siden havde de bragt 50 flygtninge ud til endnu en båd, som lå forankret uden for egyptisk farvand, og det var meningen, at gruppen med Nabil også skulle have været ’opbevaret’ på denne båd i et ukendt antal dage.

Men smuglerne var blevet bange for at blive opdaget. Nabils rejsegruppe overhørte, at smuglerne snakkede om, at hæren var ude efter dem. I morgengryet valgte de derfor at hente den første gruppe flygtninge og sejle af sted mod Italien, selv om det så ’blot’ blev med 100 flygtninge om bord – cirka 55 syrere, 30 egyptere og 15 sudanere, eritreere og somaliere.

»I kan prise jer lykkelige. På den seneste tur med denne båd havde vi over 400 om bord«, sagde en af smuglerne til dem.

Urolighederne følger Nabil

Foruden en sovepose og en redningsvest har Nabil intet andet med sig på båden end sit pas. Hans oud (en arabisk lut) og personlige ejendele var han tvunget til at efterlade i Kairo, og rygsækken med mad og skiftetøj måtte han give slip på under den paniske flugt fra kystvagten for at komme om bord på en af motorbådene. Hans iPhone, som lå i den ene bukselomme, er forsvundet. Enten er den blevet tabt i vandet, eller også har en af smuglerne neglet den.

Da Nabil tidligere på ugen pakkede sin rygsæk i lejligheden i Kairo, var han optimistisk omkring rejsen med ’dødens båd’. Han følte sig rustet til at møde frygten endnu en gang.

Fra at han havde levet et ganske trygt liv som en talentfuld oud-solist, nyligt uddannet fra Damaskus’ musikkonservatorium, tvang revolutionen ham ud i en række farlige situationer.

Han sad en uge i et af regimets berygtede fængsler, straffen for at have deltaget i en af de første demonstrationer, og var derefter tvunget til at aftjene sin værnepligt i hæren.

Han slap for at skulle kæmpe på frontlinjen, men besluttede alligevel at desertere. På den risikable flugt kom han undervejs i hænderne på fundamentalistiske islamister, der med piskeslag forsøgte at få ham til at indrømme, at han ikke var en kristen desertør – som han er – men en spion for regimet. Også dette klarede han sig igennem og slap ud til Tyrkiet.

»Hvad jeg har gennemlevet, er noget af det sværeste, man kan blive udsat for i sit liv. Så nu føler jeg det lidt, som om jeg vil kunne klare mig igennem hvad som helst. Jeg vil aldrig bryde sammen. Jeg kan udholde alt for at kunne fortsætte med at leve og drømme«, fortalte han i Kairo.

Nabil joker ofte med, at uroligheder har det med at følge i hælene på ham, uanset hvor han tager hen. Han var dårligt ankommet til Istanbul i 2012 efter sin flugt fra hæren, før demonstrationerne ved Taksim-pladsen brød ud, tæt på hvor han boede. Og lidt over et halvt år senere landede han i Kairo, akkurat dagen før de store protester imod præsident Mohamed Morsi fyldte hovedstadens gader og førte til et kup anført af militæret.

»Hvad mon der sker i Tyskland, når jeg når frem dertil?«, spurgte han spøgefuldt i en rygepause i køkkenet.

Følger ruten på gps

Først på den tredje dag til søs begynder det at klare op i Nabils hoved. Han kan nu gå ud på det skibsdæk, der før føltes som gyngende grund, og sætte sig sammen med sine rejsefæller, der har slået sig ned ved siden af styrehuset.

Skibet er en cirka 20 meter lang trawler, der er blevet rippet for alt fiskeudstyr. På det øvre dæk ligger lidt garn i forskellige farver, og nogle af flygtningene bruger det som liggeunderlag.

Fiskefartøjet har gjort tjeneste i mindst et par årtier, og det sejler nu på sin formentlig sidste tur. Normalt ville det have en besætning på 4-5 mand og sejle ud på 2-3 dage lange fisketure. Men på denne tur er der 100 passagerer om bord, og de er på vej på en 1.500 kilometer lang sejltur, som vil tage mindst 6 dage.

Da Nabil er kommet til hægterne, befinder de sig midt imellem Kreta og det østlige Libyen, hvilket er omtrent halvvejs. Dette kan de se ved hjælp af deres mobiltelefoner. Fra andre syrere, som har gennemført turen over havet, har de fået det råd, at de inden rejsen skulle loade kortet i deres Google Map-app på mobiltelefonen. Dermed er de i stand til med telefonens gps at holde øje med, hvor på havet de befinder sig.

Dette kan være vigtigt, for andre syrere har oplevet at blive sejlet i den forkerte retning. Enten med vilje eller på grund af smuglernes manglende erfaring med at sejle på havet.

Redningsvest flyver væk

Smuglerbådene har deres højsæson i sommerhalvåret. Fra oktober til marts betyder de mange kolde vinterstorme nemlig, at de fleste smuglere indstiller sejladsen. Et af de tidlige tegn på, at 2014 ville blive et nyt rekordår for bådflygtninge, var, at usædvanlig mange både trodsede vintervejret og nåede frem til Europa allerede i årets første måneder.

Storme opstår dog også om sommeren. Efter tre dages døs i kahytten lægger Nabil sig om aftenen op på dækket for at sove under åben himmel. Men han får ikke lukket et øje hele natten. Vinden bliver ved med at tage til i styrke. Nabil glider rundt på dækket i soveposen og bliver mere og mere våd i ansigtet af de skumsprøjt, der står ind over stævnen.

Da han på et tidspunkt løfter sit hoved for at se ud over det urolige hav, griber vinden fat i hans redningsvest, som han har brugt som pude, og den forsvinder som en orange fugl ud i mørket. Det får Nabil til at rejse sig og stikke hovedet ind i førerhuset:

»Kaptajn, er det helt normalt med så store bølger?«.

»Ja ja, den slags er vi vant til. Du skal ikke bekymre dig«, svarer kaptajnen, Abu Abdo.

Den 26-årige fiskersøn lyver. Var han sejlet ud i den gamle trawler for at fiske og var stødt på sådan en storm, var han øjeblikkelig vendt om. I stedet holder han nu kursen, selv om han har vanskeligere og vanskeligere ved at styre skibet.

Nabil forsøger at finde hvile, men det føles hele tiden, som om rutsjebaneturen bliver vildere og vildere, og han forsøger at spænde benene mod rælingen for ikke at rulle rundt.

Efter et stykke tid træder kaptajnen ud fra styrehuset og skuer ud over det urolige hav. Abu Abdo lægger ikke mærke til, at Nabil ligger lysvågen i soveposen et par meter fra ham. I stedet flytter kaptajnen blikket op mod himlen, vender håndfladerne opad og udbryder:

»Åh Gud, beskyt os. Beskyt os«.

Publiceret i dagbladet Politiken