Kan man stole på en menneskesmugler?

1. KAPITEL – Nabil er syrer og har betalt 2.300 dollars for at komme med et skib til Europa. Men før han kommer ud på Middelhavet, skal han tilbringe en søvnløs nat i hænderne på narkopåvirkede vagter. Dette er den første i en serie artikler om Nabils rejse.

»Børn af en luder, jeg vil ikke høre jeres stemmer. Hvem tror I, at I er? I er ingenting. I er affald«, kommanderer en stemme i mørket.

Nabil Hilaneh kan intet se frem for sig. Han mærker kun de lave træers grene, når de slår imod hans kinder, og kan kun fornemme, hvor hans venner er, på lyden af deres skridt. Vagterne fører dem længere og længere ind i plantagen, indtil de beordrer dem til at sætte sig på jorden mellem træerne.

Hvad de skal her, ved Nabil ikke. Det er et par timer siden, at den 31-årige musiker sammen med andre syriske flygtninge blev hentet af menneskesmuglere i en lejlighed i den egyptiske kystby Alexandria. Mens solen gik ned og ramadanfasten blev brudt i byens stuer, kørte smuglerne dem af sted gennem tomme gader i busser med mørklagte ruder.

Nabil troede, at han skulle af sted til en øde strand, hvor både ventede på at sejle ham ud på Middelhavet i retning mod Italien. I stedet sidder han nu midt inde i en plantage, tavs og nervøs.

»Opfør jer ordentligt, I hunde. Hvis I ingen opdragelse har, skal vi nok opdrage jer på vores måde«, råber en af vagterne fra et sted i mørket. Deres tale er usammenhængende, og Nabil tænker, at mændene må være påvirket af hash eller andre stoffer.

Indimellem kommer stemmerne helt tæt på. Deres arme famler rundt imellem flygtningene og synes især interesseret i at finde leje på kvindekroppe.

»Sikke en skønhed, vi har her«, hvisler en af vagterne i øret på en af Nabils veninder, 27-årige Angela.

»Kom du med mig«, befaler han og begynder at hive i hendes arm.

Indtil da har bjørnestore Saddam, en anden af Nabils rejsefæller, siddet stille og holdt om sin kæreste, Lilas. Men nu rejser han sig og tager fat i Angelas anden arm.

»Hun bliver her. Jeg nægter at lade dig tage hende nogen steder hen«, siger han bestemt.

I et øjeblik hænger Angela midt i mørket med udstrakte arme, der bliver trukket i hver sin retning. Vagten synes et øjeblik at overveje at tage kampen op med Saddam, men så giver han slip og lusker videre gennem mørket som en forslået hyæne.

Nabil får ikke lukket et øje den nat. Han sidder tæt op ad sine venner og holder fast i sin rygsæk, sovepose og redningsvest, som er det eneste, han har med sig på rejsen til et nyt liv.

»Det bliver den rene turistrejse«

Da Nabil 10 dage tidligere mødes med smuglernes mellemmand, hører han ikke noget om nogen plantage med limetræer.

Mellemmanden, som går under dæknavnet Abu Mohamed, havde bedt Nabil og Saddam om at komme til en café ved Nilens bred, hvor han altid mødes med sine potentielle kunder. Casino Kasr el-Nil, som cafeen hedder, er et forfaldent etablissement, hvis forlystelser ikke længere lever op til dets navn, men som fortsat har en af de mest eftertragtede beliggenheder i Kairo. Omgivet af to femstjernede hoteller har det første parket til Nilens livlige scene, hvor dumdristige drenge kaster sig ud i floden og dens trafik af færger, fiskere og motorbåde med blinkende kæder af neonlys.

Smuglernes mellemmænd er alle syrere, som selv er flygtninge og nu tjener gode penge på at hjælpe deres landsmænd med at flygte videre. De har aldrig mødt de egyptiske smuglere eller deres boss – en mand, de blot kender under navnet ’Doktoren’. De sørger alene for at samle grupper af rejseklare syrere sammen.

Abu Mohamed forklarer Nabil og Saddam, at det er planen, at smuglerne vil køre dem til et turistressort ved Middelhavskysten og derefter ved nattetid føre dem om bord på en fisketrawler, der skal bringe dem til Italien. Han lover, at de ikke vil få problemer med kystvagten eller skal skifte skib midt på åbent hav.

»I har ingen grund til at bekymre jer. Det bliver den rene turistrejse«, siger mellemmanden, der er en midaldrende syriskpalæstinenser, som rynker det ene øjenbryn opad og det andet nedad, når han vil understrege noget. Men bekymre sig er præcis, hvad Nabil gør, og han lader sig ikke overbevise af mellemmandens skønmaleri. Deres tur vil under ingen omstændigheder blive noget, turister ville begive sig ud på. Og da slet ikke til en pris af 2.300 dollars.

Nabil har på telefonen talt med adskillige venner og bekendte, der har gennemført den farefulde tur over Middelhavet. Han er derfor forberedt på mellemmandens tomme løfter og udspørger ham om alle detaljer, indtil Abu Mohamed med et suk giver efter:

»Hør nu her, drenge. Lad mig være ærlig. Jeg kan kun garantere jer, hvad der sker, indtil I bliver hentet af smuglerne. Når først I er i deres hænder, er jeg ikke ansvarlig for, hvad der sker med jer«.

Dermed har Nabil fået Abu Mohamed til at indrømme, hvad han selv var ved at have indset efter adskillige ugers research: Uanset hvad han aftaler med en mellemmand inden afrejsen, kan smuglerne gøre, hvad de vil. At sikre sig, at hans ’turistrejse’ ikke vil blive et mareridt, er så godt som umuligt.

Nabil ryger smøger i det lille køkken i den lejlighed, han deler med to andre. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Frygter at spilde sit talent

I løbet af det seneste år er en lukrativ menneskesmugling-industri vokset frem i Egypten. Hver uge sejler skibe med hundreder af flygtninge af sted på en 5-10 dage lang sejltur til italiensk farvand.

Den nye sejlrute har sammen med de velkendte ruter fra Libyen bragt over 100.000 flygtninge og migranter til Italien i 2014. Det er langt flere end på noget andet tidspunkt i de 20 år, der er sejlet bådflygtninge fra Afrika til Europa.

De kriminelle netværk af smuglere demonstrerer hver uge deres kynisme, når de tvinger passagerer ned i iltfattige lastrum, kaster bagage og forplejning over bord og efterlader propfyldte både alene på åbent hav. I år har mindst 1.000 bådflygtninge mistet livet. Alligevel bliver efterspørgslen efter en plads på det, som mange syrere kalder ’dødens både’, kun ved med at stige.

For Nabil Hilaneh var historierne om druknede flygtninge længe nok til at afholde ham fra overhovedet at overveje det som en mulighed. Men i starten af juni har han på ny gjort sit livs regnskab op og er nået frem til, at risikoen er værd at løbe.

Beslutningen var den sværeste, han nogensinde havde taget, selv om det havde været mindst lige så risikofyldt, da han valgte at flygte fra militærbasen i Homs. Men dengang i 2012 var det andre desertører og modstandere af Bashar al-Assads regime, som skulle smugle ham ud af landet og ikke uberegnelige egyptiske menneskesmuglere.

»Egypten er ikke politisk stabilt, og som syrere føler vi os udsatte. Vi ved ikke, om vi kan fortsætte vores liv her, eller om vi pludselig vågner op en dag og er tvunget til at flygte igen«, fortæller Nabil nogle uger inden afrejsen.

Som en af den arabiske verdens største talenter med en oud (arabisk lut) i hænderne havde han ellers kunnet skabe sig et liv som underviser i Egypten. Han var i stand til at leje et værelse i det centrale Kairo, havde råd til at købe en brugt iPhone og kunne gå på smugkro og drikke en øl under ramadanen.

Men de syriske flygtninges situation i Egypten er blevet langt mere usikker under landets nye hersker, eksgeneral Abdel Fattah el-Sisi, som har gjort tilnærmelser til Bashar al-Assads regime.

Både på gader og visumkontorer oplever syrere at blive mødt med skepsis. Samtidig har den seneste års forværring af konflikten i hans hjemland fået Nabil Hilaneh til at tænke anderledes omkring sin fremtid. Hvor han tidligere levede en måned ad gangen og stadig nærede et håb om at vende tilbage til Syrien, er han nu overbevist om, at han i mindst 5-10 år endnu vil være tvunget til at leve som flygtning.

Disse år frygter han vil gå til spilde, hvis han ikke finder et mere trygt sted at leve.

»Usikkerheden i Egypten påvirker mig meget rent musikalsk. Det er umuligt at kreere noget under sådanne forhold, og jeg har nogle ambitioner for min musik, som det er vigtigt for mig at stræbe videre efter. Men i Egypten er det eneste, jeg gør, at undervise dagen lang for at få brød på bordet. Det giver mig ikke plads til at fortsætte min musikalske udvikling eller komponere min egen musik. Jeg har brug for stabilitet, og det vil jeg lige nu kun kunne finde i Europa«, siger han.

Nabil og Rami planlægger rejsen. 

»De er alle beskidte hunde«

I slutningen af juni har Nabil sammen med sin ven Rami samlet en gruppe på elleve voksne og tre børn, der vil gennemføre den farlige rejse til Europa sammen. At han ikke skal af sted alene, gør Nabil mere tryg, men samtidig betyder det også, at den endelige beslutning trækker ud, når alle skal blive enige om valg af mellemmand og afrejsetidspunkt.

Dagen efter mødet med Abu Mohamed på Casino Kasr el-Nil sidder Nabil sammen med flere af rejsefællerne i Ramis lejlighed og diskuterer deres forestående indtrængen i Fort Europa. Nabil gør det klart for dem, at han snart ikke kan vente længere.

»Jeg kommer til at tabe yderligere 10 kilo, hvis jeg skal vente to uger mere«, siger han og hiver ud i buksebenet for at demonstrere, at der er mere luft end ben.

I løbet af den forgangne måned er den i forvejen spinkelt byggede musiker blevet endnu mere mager at se på. Siden han traf beslutningen om at flygte til Europa, har han mistet appetitten og klaret sig igennem dagene på en diæt af kaffe og cigaretter.

Det har fået hans kinder til at synke så meget ind, at hans ansigt næsten er blevet trekantet og har skabt to skarpt aftegnede furer i hans pande, som giver ham et permanent bekymret udtryk. På fotos af ham fra blot et år tidligere kan furerne kun lige akkurat anes i et rundt og fyldigt ansigt.

»Uanset hvilken mellemmand vi vælger at lave en aftale med, skal vi forberede os på det værste – det vil sige døden. De er alle sammen smuglere. De er alle sammen kriminelle. De er alle beskidte hunde, som lover det samme og lyver lige meget. Jeg er klar til at løbe den risiko. Jeg er ikke bange«, siger Nabil selvsikkert, men hans krop sladrer om hans nervøsitet.

Ordene kommer ud af munden på ham med en uvant hast, som er de ved at snuble over hinanden, og hans ene ben vipper uroligt op og ned, mens hans fingre spiller klaver på låret.

Det virker, som om han mere forsøger at overbevise sig selv end de andre omkring bordet om, at han ikke er bange.

Nabil pakker sin taske på værelset i Kairo. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Dårlige odds på asyl

De voksnes alvorlige snak omkring sofabordet bliver jævnlig afbrudt af to andre, der også skal med på rejsen: 6-årige Marcel, der ønsker at demonstrere for alle, hvor dygtig han er blevet til et spil på sin mors smartphone, og 1-årige Holland, en pjusket, legesyg kat, som er blevet opkaldt efter den foretrukne slutdestination for sine ejere.

Gruppen af syrere, som skal rejse med Nabil, er en blandet flok. Der er hans ven Rami, en 31-årig drusisk tv-producer og entreprenør, som er i et forhold til Marcels mor, en 38-årig alawittisk enke. De bor i lejligheden sammen med et ungt drusisk kærestepar, Saddam og Lilas på henholdsvis 33 og 25 år, der er fast besluttet på at tage Holland med til Europa til trods for vennernes mange protester.

Derudover er der fem kvinder, der alle vil flygte uden deres mænd. En er en fraskilt sunnitisk apoteker, som tager sin 18-årige søn med. To af dem – en alawittisk journalist og en alawittisk sangerinde – drager af sted for at opnå asyl og familiesammenføring, sådan at deres mænd og børn ikke skal sætte deres liv på spil på havet.

En tredje alawit, journalisten og studieværten Angela, vil til Frankrig for at blive genforenet med sin mand, som nogle uger tidligere var rejst over havet, og som hun fandt ud af, at hun ikke kan leve uden, i al den tid det ville tage for myndighederne at behandle hans asylansøgning. Og endelig er der Kutouf, en 36-årig sunnitisk psykolog, som har besluttet at efterlade sin mand i Egypten og søge lykken i Europa med sine to børn på 5 og 9 år.

Som flygtninge fra krigen i Syrien vil de alle være i stand til at opnå humanitært ophold i Europa, hvis det lykkes dem at overleve turen på havet. Intet EU-land ville tvinge dem tilbage til hverken Syrien eller Egypten. Som en kristen desertør fra hæren, der tilmed også har siddet fængslet for at demonstrere, vil Nabil desuden være en oplagt kandidat til politisk asyl.

Men så længe de har benene på egyptisk jord, er chancen forsvindende lille. Europæiske lande har tilsammen taget imod lidt over 30.000 flygtninge gennem FN, mens antallet af flygtninge i Syriens nabolande er mindst 3 millioner.

For syrerne føles det som et lottospil, og Nabil har kun et år tilbage at håbe på gevinst. Han pas udløber i sommeren 2015, og da han befinder sig på regimets sorte liste, er det umuligt for ham at få det fornyet på en syrisk ambassade – en knibe, som et stigende antal syrere befinder sig i.

Nabil havde undersøgt forskellige andre veje til Europa – både legale og illegale – men uden positivt resultat. Imens var flere og flere af hans egne bekendte eller venners venner nået sikkert frem til Europa med ’dødens både’, og jo mere han undersøgte sagen, jo mere blev han klar over, at denne mulighed kunne forsvinde igen, lige så hurtigt som den var opstået.

For som Nabil minder de andre i gruppen om:

»Lige nu er der en chance, som måske ikke findes om nogle måneder eller måske blot om nogle uger. Europa kan pludselig ændre sin politik eller få præsident Sisi til at stoppe bådene fra Egypten. Hvis vi tøver alt for længe, kan det være, at muligheden forsvinder«, siger Nabil i endnu et forsøg på at presse de andre til at træffe en endelig beslutning.

Der bliver nikket omkring bordet, og inden aftenen er gået, har gruppen aftalt at rejse gennem mellemmanden Abu Mohamed.

Mens de snakker videre om asylregler og forskelle i leveomkostninger rundt om i Europa, følger de med et halvt øje ottendedelsfinalen i VM i fodbold mellem Chile og Brasilien, som bliver projiceret op på en storskærm i den ene ende af stuen.

Da kampen ender i en straffesparkskonkurrence og chilenske Charles Aranguiz hamrer sit spark uhindret op i den højre krog, efter at to af hans holdkammerater har brændt deres chancer, udbryder Rami:

»Se der! Det er med sådan en selvtillid, at man når frem til Europa. Man skal ikke tøve eller tænke for meget på, hvad der kan gå galt. Man skal tro fuldt og fast på, at man nok skal klare det«.

Mast sammen i en ladvogn

Men det er svært ikke at tænke på, hvad der kan gå galt, når man sidder en hel dag på jorden under et limetræ i 40 graders bagende sommerhede. Efter en lang søvnløs nat i plantagen forsøger Nabil at finde hvile på den hårde, støvede jord. Han har fået fortalt, at de er blevet bragt til plantagen, fordi smuglerne ikke mente, at det var sikkert at sejle ud den foregående nat. Men hvor længe de skal blive mellem limetræerne, ved han ikke.

Det er ikke kun på havet, at turen til Italien er farlig. Blandt flygtninge cirkulerer uhyrlige historier om røverier, seksuelle overgreb og mord, der har udspillet sig på land. Fra en syrisk familie, der sidder tæt ved Nabil, hører han, at smuglerne med knive havde tvunget dem til at udlevere alle deres kontanter, smykker og mobiltelefoner, inden de blev bragt ud til plantagen.

Den bjæffende vagt går stadig rundt mellem flygtningene. I dagslyset ser Nabil, at han har et stort ar i ansigtet.

»Vi vil ikke lade jer rejse, vi vil beholde jer her for at glo på jer«, siger han henvendt til kvinderne, men hans trusler var i løbet af morgenen ophørt med at have den samme frygtindgydende virkning.

De havde nu luret, at vagterne spillede et spil, der handlede om at bevare kontrollen, selv om de kun var seks vagter imod omtrent hundrede flygtninge. Det var en klassisk good cop, bad cop-strategi. Mens en af vagterne forsøgte at skræmme livet af dem, var en anden blidheden selv og sørgede for, at kvinder og børn kom til at sidde under dække af et lagen.

Lidt før solnedgang sker der endelig noget. Vagterne beordrer dem til at samle deres sager sammen og fører dem hen til en ladvogn med høje sider. En hvid presenning er spændt ud over ladet, og vagterne kommanderer dem ind under den.

Nabil på ladvognen. Foto: Rami Armounih

Da bagsmækken lukkes til, er de omkring 50 flygtninge, som sidder mast op ad hinanden. Nabil har ryggen mod ladets ene side og sin rygsæk, sovepose og redningsvest i favnen. Han sidder oven på en andens ben, og en anden sidder oven på hans. Selv om lastbilen ryster på vejene, og presenningen bølger op og ned, er han så fastklemt, at bumpene ikke rykker på hans position. Han har svært ved at trække vejret frit og forsøger at bevæge sine tæer for at holde blot en smule gang i blodtilførslen.

Det skulle vise sig blot at være en af mange gange på rejsen, at han føler sig som gods, der transporteres.

Da ladvognen stopper, er det blevet mørkt.

»Skynd jer, skynd jer. Hvis I er for langsomme, kommer I ikke med«, bliver der råbt, og på stive ben løber Nabil ned ad en grusvej omgivet af palmetræer.

Fordi de har børn med, sakker Nabil og hans gruppe hurtigt bagud. For at lette byrden for en af mødrene, Kutouf, der har et barn i hver hånd, tager Nabil hendes 5-årige søn, Nayar, i favnen og giver hende sin redningsvest og sovepose.

Da de når ud af palmetræsplantagen kan han skimte tre motorbåde ude i vandet. Pludselig hører han bag sig, at den sidste del af flygtningeflokken bliver kommanderet til at lægge sig ned på maven og være stille. Han løber, alt hvad han kan, ned over stranden og ud i vandet. Han ved, at noget er galt. Og han har også en fornemmelse af, hvad det er.

I ugerne inden har de talt meget om risikoen for at blive anholdt af egyptisk politi. Næsten hver uge arresteres flygtninge på strandene omkring Alexandria, om end det næppe er fordi politiet og kystvagten forsøger at forhindre menneskesmuglingen.

For der foregår sjældent storkriminalitet i Egypten, uden at politiet har mindst én finger med i spillet. Ifølge mellemmanden Abu Mohamed betaler ’Doktoren’ store summer i bestikkelse, og der går også rygter om, at ’Doktoren’ selv er en højtrangerende politimand.

Når politiet alligevel griber til arrestationer, skyldes det formentlig, at de forsøger at dække over deres egen involvering. Det er altid kun en lille gruppe flygtninge, der anholdes, hvilket ikke forhindrer smugleri-operationerne i at fortsætte – og smuglerne selv, de formår pudsigt nok altid at undgå arrestation.

Holland synker til bunds

Ude i vandet bliver Nabil bekræftet i sin mistanke.

»Skynd jer, skynd jer, kystvagten kommer«, bliver der råbt fra motorbådene, hvor der sidder to smuglere i hver.

Seks flygtninge forsøger på samme tid at hive sig op i den ene båd, hvor Saddam og Lilas allerede befinder sig med katten Holland, som de har med i en transportkasse.

Nabil står med Middelhavet til lige under brystkassen og med en stum og forskræmt Nayar i favnen, da presset på bådens ene side fører til, at den tilter lige foran ham. Saddam og Lilas vælter tilbage ned i bølgerne sammen med to menneskesmuglere. Under vandet bliver transportkassen fyldt med vand, og Saddam må give slip på den for ikke selv at drukne.

Nabil kigger sig omkring efter de andre motorbåde. Solen er gået ned, men der er stadig lys nok til, at han kan få øje på dem lidt længere henne ad kysten. Fiskeben, hedder bådene i egyptisk fiskerjargon. Det er i dem, at flygtningene skal sejles ud til en større båd, der skal sejle dem ud til en endnu større båd, der skal sejle dem langt væk til et andet kontinent.

Han kæmper sig hen imod et af de andre fiskeben, men vandet bliver dybere og dybere. Han synker flere store mundfulde saltvand og må holde Nayars hoved helt oppe ved siden af sit eget. Til sidst føler han ikke, at han har andet valg end at lette sin byrde ved at lade den tunge, gennemblødte rygsæk glide af skuldrene.

Rygsækken indeholder alt, hvad han ville få brug for på den mindst en uge lange sejltur: en bøllehat til at beskytte mod solen; et lille håndklæde til at tørre saltvand af ansigtet, da det øger risikoen for forbrændinger; en citron til at sutte på og modvirke effekten af søsyge samt seks flasker mineralvand, en pose æbler og en pakke tørrede dadler. Derudover havde han medbragt to ekstra sæt tøj, til når han kom i land i Italien. Alt havde været pakket nøje ind, så det kunne modstå vand, men nu kunne det være lige meget, for rygsækken sank til bunds.

Nabil når frem til den næste båd og rækker Nayar op til en smugler. Han griber fat i rælingen og forsøger at løfte sig selv op, men der kommer ingen hjælpende arme fra båden.

»Vi har ikke plads til flere. Båden vil synke«, siger smugleren og sætter gang i motoren.

Nabil må slippe taget i båden, som drøner væk fra kysten. Han står i vand til halsen og må svømme tilbage ind mod land for at kunne orientere sig. Stranden er helt øde, og han kan ikke få øje på andre flygtninge i vandet. Men der ligger stadig en enkelt motorbåd tilbage.

Da han kommer hen til den, finder han flere af sine venner i vandet, og som den sidste hives Nabil op i båden.

»Bed til jeres gud«, siger smugleren og starter motoren.

Publiceret i dagbladet Politiken