»Jeg føler det som om, jeg er faldet ned i et hul«

»Jeg føler det som om, jeg er faldet ned i et hul«

EPILOG – Efter fire måneder i Berlin hviler tungsindet over Nabil. Men det er hverken den grå himmel, den tyske asyldebat eller krigen i hjemlandet, som holder musikeren vågen om natten.

Jazzsangerinden løfter chokeret hånden op foran munden.

»Det er løgn! Har du sejlet til Europa med en af disse plimsoller? Jeg kan ikke tro det«, siger hun.

»Det var nu ikke så slemt. Vi var kun 100 om bord«, siger Nabil smilende og griber ud efter vinglasset. Han nipper kun lige til det. Det skal holde hele aftenen, for han har kun råd til dette ene. 

Siden jazzcafeen åbnede har han stået i baren og forsøgt at flirte lidt med den russiske bartender. Nu er musikerne ankommet, og han er faldet i snak med sangerinden Tereza, som han har genkendt fra sidste uges koncert.

Tereza synes stadig ikke helt at tro på, at hun står over for en af de bådflygtninge, hun har hørt så meget om i medierne. Og at han tilmed er musiker.

»Det er jo forfærdeligt, det som sker« siger hun og begynder at undskylde over, at Tyskland ikke gør mere for at hjælpe de syriske flygtninge. Over at de må bo i interimistiske asylcentre. Over fremmedhadet der gør sig lydhørt i ugentlige demonstrationer.  

Men Nabil afbryder hende. Det er langt fra første gang i de fire måneder, han har været i Berlin, at han er blevet mødt med den slags undskyldninger.  

»Hør her. Jeg har ikke brug for at folk har ondt af mig. Jeg skal nok klare mig. Men jeg har brug for, at de giver mig en chance for at vise, hvad jeg kan. Det er alt, hvad jeg beder om«, siger den 32-årige musiker, hvis instrument er den klassiske arabiske ’oud’ (lut).

Nabil Hilaneh forsøger selv at opsøge disse chancer ved at hænge ud på en jazzcafe som denne og komme i snak med byens musikere. Det har allerede givet pote. Han skal snart øve med en gruppe tyske musikere, som spiller orientalsk musik, og har fået tilbud om at spille koncert på et kunstgalleri.

I det hele taget er Nabil meget positiv over modtagelsen i Tyskland. I medierne er det store politiske tema ellers, hvordan landet skal håndtere det store antal flygtninge. Hver uge er der demonstrationer imod asylansøgere og islamisme, drevet frem af en ny politisk bevægelse, Pegida – Patriotiske Europæere imod Islamiseringen af Europa.

Men snakken i medierne er hovedsageligt gået over hovedet på Nabil. Pegida har han slet ikke hørt om. Han forholder sig kun til de myndigheder og enkeltpersoner han møder i sin dagligdag 

»Den tyske regering gør meget godt for syrerne, og der er masser af tyskere, som frivilligt hjælper til og donerer for eksempel tøj og tæpper. Alle tyskere jeg har mødt er meget interesserede, og jeg føler der er en stor forståelse for vores vanskelige situation«, siger Nabil.

Tyskland kommer ved årets udgang til at have modtaget 200.000 asylansøgere – omtrent det samme antal asylansøgere per indbygger som Danmark.

Men i modsætning til naboen mod nord taler ledende tyske politikere mest om det økonomiske potentiale i indvandringen og forsøger at forbedre forholdene for asylansøgere. Den tyske regering har netop gjort det til national politik, at asylansøgere tre måneder efter deres ankomst skal kunne bosætte sig, hvor de ønsker og kunne tage arbejde uanset om deres asylbehandling er afsluttet.

I Berlin var dette i forvejen politikken. Nabil er i fuld gang med at søge efter en lejlighed, selv om hovedstaden er under så stort et flygtningepres, at han ikke kan få papir på hans asyl før i det nye år.

I Danmark gav regeringen sidste år asylansøgere ret til efter seks måneder at ansøge om lov til at bo og arbejde udenfor asylcentrene. Dette er af Venstre blevet kritiseret som en lempelse, der skulle være årsagen til at flygtninge søger mod Danmark.                       

Nabil Berlin 13.jpg

Rutsjetur på noder

På Berlins spillesteder, hvor Nabil som oftest hænger ud sammen med en tidligere medstuderende fra Damaskus Musikkonservatorium som også er asylansøger, falder Nabil nemt ind i det internationale miljø.

Hans tætte, krøllede hår er vokset tilbage til normal længde og omkranser hans hoved som en mikrofonhætte. I Kairo havde han ladet det klippe kort i et forsøg på at øge chancerne for, at tyrkiske smuglerne i deres bunker af europæiske pas ville finde en mand, som lignede ham. Men de svarede negativt tilbage, og et af alternativerne til ’dødens både’ var dermed udelukket.

Også ansigtet har genvundet meget af dets tidligere fyldighed. De to bekymrede furer i panden er mindre fremtrædende og kinderne ikke længere så indsunkne, som da han i midten af juli kom i land i Italien efter 10 dage på Middelhavet.

Nabil er kommet til Europa med få personlige ejendele, for hans rygsæk ligger formentlig stadig på havbunden ud for den egyptiske kyst. Men oud-solistens vigtigste bagage har han ikke mistet: kompositionerne, der skal udgøre hoveddelen af det album han gerne vil indspille.

Med noder beskriver kompositionerne den følelsesmæssige rutsjetur, Nabil har været igennem de seneste år. ’Brisen fra Deraa’ er eksempelvis dedikeret til de første, fredelige demonstranter, hvis vovemod inspirerede syrere over hele landet til at gå på gaden – deriblandt Nabil som førte an i en protest i hans hjemby lidt udenfor for Damaskus og som resultat havnede en uge i fængsel.  

’Homs - Længslens By’ forsøger at indfange rædslen i den sønderbombede by Homs, hvor Nabil som værnepligtig var udstationeret, men aldrig kom i kamp inden han deserterede. Og så er der ’Din Nat’, en melankolsk komposition, som blev affødt af et brudt kærlighedsforhold, da Nabil efter sin flugt fra hæren var ankommet til Kairo via Tyrkiet og levede en ensom og fattig tilværelse under det udgangsforbud, der var indført efter det egyptiske militærkup.

Dobbelt svigt

Nabils ambition er at følge i hans læremesters fodspor. Irakiske Naseer Shamma fornyede i sluthalvfemserne ’oud’-soloen og skabte international interesse om det følsomme instrument, der er guitarens forfader.

Men lige i disse dage inden julen er det ikke de musiske drømme, som rumsterer mest i hans hoved og ofte gør ham fraværende i blikket. Det er heller ikke flugten fra hæren, turen over Middelhavet, eller at han ikke har set sin familie i flere år nu. Det er der alt sammen, men mest som et bagtæppe. Følelser han har vænnet sig til at leve med.

»Jeg er kommet mig over min tid i fængsel, min flugt fra hæren og turen på havet til Europa. Det rør mig ikke længere. Men denne kvinde er jeg simpelthen ikke i stand til at få ud af hovedet«, siger han, mens han kigger ud af vinduet i det 20 kvadratmeter store værelse på asylcentret, som han deler med en egypter og en serber.

Da Nabil i foråret sad i hans lejlighed i Kairo og overvejede risikoen ved at flygte med ’dødens både’ til Europa, var det en kvinde ved navn Lilas som gjorde udslaget. Godt nok havde han længe gerne villet væk fra Egypten for at finde en mere sikker tilværelse og forfølge sine musiske ambitioner. Men det var kærligheden, som gav ham det endelige skub i ryggen.

 Lilas var i maj sammen med hendes to små døtre taget af sted på den farefulde færd til Europa – uden at fortælle noget til Nabil. Han følte sig svigtet, men forstod at kæresten gjorde det for børnenes skyld. Og efter adskillige søvnløse uger, hvor han næsten intet spiste, følte han ikke længere, at han kunne udskyde den vanskelige beslutning længere.

Han fulgte hende af samme vej, og de to blev genforenet i hans vens lejlighed i Frankfurt en varm augustdag. Pigerne sad lykkelige på Nabils skød og han var fuldt overbevist om, at den farefulde og 14.000 kroner dyre sejltur havde været det hele værd.

Men snart besluttede Lilas igen at gå egne veje. Hun slog pludseligt op med ham over telefonen og afbrød kontakten.

»Jeg oplever det som om, at jeg flygtede over havet alene for hendes skyld og så svigtede hun mig igen«, siger han og skodder cigaretten i et kaffebægre fra kiosken længere henne af vejen.

»Det er svært at glemme. Jeg føler det som om, jeg er faldet ned i et hul og ikke kan komme nogen vegne«.                       

 Nabil sidder på sit lille værelse på asylcentret (sammen med en syrisk ven). Hans iPhone er næstefter hans instrument hans vigtigste ejendel, for den holder ham i kontakt med venner og familie, som er spredt ud over tre kontinenter

Nabil sidder på sit lille værelse på asylcentret (sammen med en syrisk ven). Hans iPhone er næstefter hans instrument hans vigtigste ejendel, for den holder ham i kontakt med venner og familie, som er spredt ud over tre kontinenter

En farlig sovepude

For næsten alle i den gruppe af syrere, som Nabil flygtede til Europa sammen med, har kærligheden været en afgørende faktor i livsvigtige beslutninger. Kun to ud af de ti voksne mellem 25 og 50 år er i det samme forhold, som de var før oprøret i Syrien brød ud. Det samme gør sig gældende i Nabils gamle vennekreds, som i dag er spredt ud over 10 lande, og måske netop derfor har han ikke meget sympati at finde hos dem.

»Du har ikke tid til at spilde dit liv på kærestesorger«, siger barndomsvennen Rami, som en dag er igennem via Viber fra Paris, hvor han arbejder som radiovært og netop er blevet gift med en fransk kvinde.

»Du er nødt til at glemme hende og komme i gang med dit nye liv hurtigst muligt. Det kan ikke gå stærkt nok med at få lært sproget«, siger han formanende.

Nabil har en håndfuld venner, som har været i Europa i flere år og er lykkedes med at skabe sig nye tilværelser. De forsøger alle at presse musikeren til at gøre endnu mere for at skabe hans egne muligheder.

»Den sociale understøttelse bliver hurtigt en sovepude, Nabil«, siger veninden Jackleen, som en aften har inviteret på middag i hendes toværelses lejlighed i en forstad til Berlin.

»Jeg kender alt for mange unge syriske mænd, som er kommet til Tyskland og blot lever på understøttelse og dårligt taler to ord tysk. De sover indtil langt ud på eftermiddagen, hvorefter de går ned på en arabisk vandpibecafe og hænger ud hele aftenen. Jeg er bange for, at vi syrere snart får et dårligt omdømme«, siger Jackleen, som arbejder i en fritidsordning og ved siden af underviser i arabisk. 

Nabil nikker og gentager »jeg ved det godt, jeg ved det godt«, som var han en søn, der lyttede til sin mors formaninger.

Allerede inden han rejste fra Egypten, havde han hørt masser af historier om, hvor vanskeligt eksilet i Europa er. Men det er altid noget andet at få det fortalt af andre og så selv at sidde på et lille værelse i asylcentret med kærestesorger og en værelseskammerat, som spiller høj balkandisko på mobiltelefonen, og en tung grå himmel udenfor, og på bordet en lærebog i tysk grammatik, der forvandler en simpel sætning til et kompliceret regnestykke. 

Publiceret i dagbladet Politiken

 

»Kun de eventyrlystne får asyl«

»Kun de eventyrlystne får asyl«