EU-støttet milits mister kontrol med smuglerby

Italiens aftale med en libysk milits har i tre måneder stoppet smuglerbådene til Europa. Nu har en anden milits tvunget dem på flugt, og et stort antal migranters fremtid er usikker.

Flere tusinde flygtninge og migranter har de seneste uger været fanget i skudlinjerne under hårde kampe om kontrollen med Middelhavsbyen Sabratha, som i årevis har været et af knudepunkterne for den libyske menneskesmugling.

Nogle af de migranter, der slap levende ud af byen, vandrede 25 km til fods langs kysten til nabobyen Zuwara.

»De kom gående i grupper på først 50, så 100, og om natten 200«, sagde Sadeeq al-Jayash, leder af Zuwaras komite for nødsituationer, til nyhedsbureauet Reuters i søndags.

Han siger, at i byen i alt har modtaget 1.700 migranter, som har »desperat behov for hjælp«.

I Sabratha forsøger FN’s flygtningeorganisationer IOM og UNHCR at tage sig af yderligere mindst 4.000 migranter, deriblandt gravide kvinder og børn, som lider af dehydrering, diarre og chok.

Mens knap en fjerdedel af byens 80.000 indbyggere har forladt Sabratha under kampene, kunne migranterne ikke slippe ud af detentionscentrene før dem, der vogtede over dem, blev tvunget til at flygte.

Den svensk-eritreiske journalist og radiovært, Meron Estefanos har været i kontakt med nogle af hendes landsmænd i Sabratha.

De fortæller hende, at de inden kampene blev holdt som gidsler og udsat for afpresning og voldtægt, så da de fik muligheden for at flygte, tog de den. Men det viste sig at være livsfarligt.

»Vores venner faldt en for en, efter at de blev ramt af kugler, der fløj rundt over det hele. Vi aner ikke, hvor mange, der er døde eller sårede«, fortalte flygtningen ifølge Meron Estefanos.

Kort.jpeg

Smuglere blev til soldater

Kampene I Sabratha er blevet udløst af EU’s forsøg på at bremse menneskesmuglingen fra Libyen. Anført af Italien har EU lagt pres på den libyske regering, hvilket førte til, at den i juli indlemmede den berygtede Anas Dabbashi milits som en del af landets officielle militære styrker med ansvar for at bremse menneskesmuglingen.

Militsen er af såvel FN som flere europæiske lande blevet udpeget som hovedansvarlig for en stor andel af de både, der de seneste år er sendt af sted mod Italien.

Men i sommers skiftede militsens 500 mand profession fra menneskesmugling til politiarbejde.

Dette vurderes at være den vigtigste årsag til, at antallet af migranter på Middelhavet styrtdykkede i august og september, hvilket fik den italienske indenrigsminister Marco Minniti til at sige, at Europa nu kan se »lys for enden af tunnellen«.

Udover at blive indlemmet i hæren har Anas Dabbashi militsen også modtaget støtte i form af politibiler, både og en hangar samt en stor sum penge. Den italienske regering benægter rapporter fra italienske og internationale medier, der hævder, at disse penge blev udbetalt af den italienske efterretningstjeneste direkte til militsen.

Men uanset hvad, stammer pengene næppe fra de slunkne kasser hos den pressede regering i hovedstaden Tripoli.

Flere både på havet

Libyen-eksperter advarede allerede i sommers om, at styrkelsen af Anas Dabbashi militsen risikerer at udløse nye konflikter mellem de konkurrerende militser i Sabrahta. Og det er præcis, hvad der er sket.

EU’s involvering har ikke blot rykket ved det lokale styrkeforhold mellem militserne, men spiller også ind i den nationale konflikt mellem de to vigtigste magtcentre i landet - den FN-anerkendte regering i vest og det folkevalgte parlament samt hærchefen Khalifa Haftar, som holder til i øst.

I midten af september slog en række militser i Sabratha-området sig sammen og gik til angreb på Anas Dabbashi militsen for at tvinge den ud af byen.

Angrebet blev anført af en milits, som også er officielt anerkendt af regeringen og egentlig har til opgave at bekæmpe grupper, der er affilieret med Islamisk Stat.

Efter tre uges kampe kunne denne milits - Operationsrummet for Bekæmpelsen af Islamisk Stat i Sabratha - i fredags erklære, at den havde taget fuld kontrol med Sabratha.

I en video på dets Facebook-side sagde militsens leder, Omar Abdul Jalil, at byen nu er blevet befriet for »velorganiserede terrorgrupper og destruktive militser«.

Under kampene er antallet af både, der er sejlet ud fra Libyen steget, men det er fortsat langt fra det niveau, der har været de seneste år.

Hvordan Operationsrummet vil forholde sig til regeringens aftale med EU er endnu uvist, men i videoen siger militslederen, at han er »fast besluttet på at fortsætte arbejdet for at udrydde de negative fænomener i Sabratha, hvoraf det vigtigste er bekæmpelsen af illegal migration«.

En af de militser, som har støttet Operationsrummet, er imidlertid kendt for at være dybt involveret i menneskesmugling.

Afpresning uden ende

Operationsrummet er ikke stærkere knyttet til regeringen i Tripoli, end at det også har modtaget støtte fra hærchefen Khalifa Haftar.

Han forsøger at få et fodfæste i det vestlige Libyen og vil meget gerne overbevise Europa om, at der ikke er en løsning på migrationsproblemet uden, at han er med ved bordet.

Europa har i lang tid modarbejdet den kontroversielle general, der støttes af Rusland og Egypten, men for et par uger siden blev han for første gang inviteret til Rom og Paris.

I et interview til den italienske avis Corriere Della Sera advarede han om, at Europa begår en stor fejl, når det forsøger at lave aftaler med militser.

»At betale dem betyder at gå ind i en ond cirkel. I morgen vil de kæmpe med hinanden om gevinsterne og derefter bede om flere penge. Det vil føre til afpresning uden ende«.


FAKTA: ONKLENS BRIGADE

Anas Dabbashi-brigaden anføres af klanlederen Ahmed al-Dabbashi, som også kaldes Onklen. Derfor kaldes den folkemunde Onklens Brigade.

Siden 2015 har militsen beskyttet et olieraffinaderi, som den italienske energigigant ENI er medejer af. Indtægterne gjorde militsen i stand til at etablere sig som en af de vigtigste spillere i menneskesmuglingen i Libyen.

Efter i sommer at have indgået en aftale med regeringen er militsen begyndt at bekæmpe menneskesmugling i Sabratha.

Militsen havde indtil for nylig kontrol med i alt 14 detentionscentre for migranter. I nogle af disse centre forlyder det, at der er foregået tvangsarbejde, afpresning og voldtægt.


Er præsidenten i knibe, slår han ned på de homoseksuelle

Interview: Mennesker er smuglernes nye narkotika

Interview: Mennesker er smuglernes nye narkotika