Det etiopiske mirakel

Det etiopiske mirakel

I starten af året var Etiopien på renden af en borgerkrig. Nu tales der om, at landet kan blive en demokratisk rollemodel for hele Afrika. Befolkningen er blevet ramt af ‘Abiymania’, mens Europa øjner en mulighed for indflydelse i Afrikas Horn.

Bekele Gerba er en eftersøgt mand. I årevis fulgte mænd med solbriller efter ham på gaden og satte sig ind i en taxa, når universitetsprofessoren satte sig ind i en taxa. De var altid i hælene på ham, indtil den dag de tog ham med sig og placerede ham et sted, hvor de kunne holde det tætteste opsyn med ham døgnets 24 timer. Knap syv år endte han med at tilbringe i fængslet.

Men i dag er det ikke længere sikkerhedsapparatets mænd, der er efter Bekele Gerba. Det er derimod alle de folk, som førhen kunne have bragt sig selv i fare, hvis de vovede at tale med ham. Journalister, aktivister, politikere.

Efter at Bekele Gerbas parti har holdt et pressemøde på et hotel i det centrale Addis Ababa tager det ham halvanden time at bevæge sig fra salen, hvor pressemødet er blevet holdt, og ned til hotellobbyen. Hver gang han tager et skridt frem, er der en ny hånd han skal trykke og et nyt ansigt, der vil snakke med ham.

Mange af dem tiltaler ham endda på deres eget sprog.

»Førhen ville vi ikke have kunnet tale Oromo her, selv om ejeren af hotellet er Oromo. Faktisk ville jeg ikke en gang have kunnet leje et lokale af ham, selv om han er min ven. Det ville have været alt for risikabelt for ham«, siger den 57-årige oppositionspolitiker.  

Oromoerne er Etiopiens største etniske gruppe. Men det er også dem som i årtier har været mest marginaliseret, og dem som de seneste år har ført an i demonstrationer, der har rystet landets autoritære regime. En af de største inspirationskilder for de unge Oromoer har været Bekele Gerba, som især blev kendt for den trodsige tale han holdte i retssalen, efter at han var blevet idømt sin fængselsstraf.

Men i dag han ikke længere i opposition, selv om det gamle regime stadig er ved magten. I de otte måneder, der er gået siden han blev lukket ud af fængslet, har Bekele Gerba set sit land gennemgå en forandring, som han aldrig turde drømme om, da han sad i cellen og havde uendeligt mange timer til at forestille sig en anderledes fremtid for hans land.

»Jeg ved godt det lyder underligt«, siger Bekele Gerba og tøver. Det er som om han lige skal overbevise sig selv en ekstra gang, inden han lader ordene forlade munden.

»Men jeg støtter nu det styre, som smed mig i fængsel«.

Ustoppelige protester

I januar 2018 da Bekele Gerba blev løsladt fra fængslet, så fremtiden ellers ikke lys ud. Mange talte om, at Etiopien efter flere år med protester og etniske spændinger var på renden af en borgerkrig. Det herskende parti EPRDF var mere upopulært end nogensinde før og dets repressive værktøjer syntes at have mistet dets skarpe kanter. Desto mere det skruede op for undertrykkelsen, desto større blev modstanden.

EPRDF består af en koalition af partier, der repræsenterer forskellige etniske grupper, men har siden det kom til magten i 1991 været domineret af Tigrya-minoriteten. De to største etniske grupper, Oromoerne og Amharerne, har måtte tåle at spille biroller, og deres repræsentanter har været anset som korrupte medløbere.

Men ungdommens vedholdende protester, som var størst i Oromo og Amhara-regionerne, havde rystet EPRDF så meget, at den gamle elite var tvunget til at forsøge noget nyt.

»Staten var helt ude af stand til at kontrollere oprøret. De vidste, at hvis ikke de fremkom med reformer, ville de drive landet ud i en borgerkrig«, forklarer Hallelujah Lulie, politisk analytiker ved den etiopiske tænketank Amani Africa.

Efter flere langtrukne møder fuld af interne intriger og opgør, valgte EPRDF at udpege en ung Oromo, 41-årige Abiy Ahmed, som ny ministerpræsident. Det var en historisk beslutning, som dog alligevel blev mødt med en del skepsis. For hvor meget forandring kunne man forvente fra en mand, der nærmest var opvokset i hæren og havde været en del af magteliten i årevis?

Abiy Ahmed var ikke kendt i den brede befolkning. De vidste ikke hvad de skulle forvente, men det gjorde den øvrige elite i EPRDF tilsyneladende heller ikke. Godt nok havde de udpeget den tidligere forskningsminister, for at han skulle gennemføre reformer, der kunne få demonstranterne til at holde sig hjemme. Men det havde ikke været planen, at han skulle igangsætte en politisk revolution.

»Vi vidste, at der ville komme reformer med Abiy. Men han gik langt videre, end hvad der blev aftalt. Hvad vi ser lige nu er en radikal transformation af den etiopiske stat, som bliver anført af en mand med usædvanlig stærke lederskabsevner«, siger Hallelujah Lulie. 

Nærstuderet Obama og Mandela

Det er svært at vide, hvor man skal begynde, når man skal opregne Abiy Ahmeds reformer.

Udenfor landet er det især fredsaftalen mellem Etiopien og Eritrea, som har fået opmærksomhed. Efter en 20 år lang strid om en ubetydelig grænseby, tog det blot Abiy tre uger at blive enige med nabolandets enevældige hersker om at indgå fred og åbne op for samhandel. 

Indenfor landets grænser har den mest synlige forandring været ophævelsen af den politiske undertrykkelse. Samtlige politiske fanger er blevet løsladt, alle eksilpolitikere er budt velkommen hjem, og demonstrationer bliver nu eskorteret af politiet snarere end angrebet af dem. Det har ført til et væld af protestaktioner, fejringer og politiske møder i det offentlige rum, hvor flag og symboler, der tidligere var forbudte, nu bliver fremvist med stolthed.

Abiy har udskiftet centrale figurer i det repressive sikkerhedsapparat, har fyret torturbødler og lukket et af de mest berygtede fængsler ned. I hans nye regering er halvdelene af ministrene kvinder, og han har også udpeget landets første kvindelige præsident.

Og så er der revolutionen i den måde Abiy taler til folket på. Han synes at have nærstuderet Barack Obama og Nelson Mandela og taler konstant om behovet for ‘medemer’, et amhariske begreb der indbefatter forsoning, samarbejde og kærlighed. Det budskab er hårdt tiltrængt i et land, hvor hundrede tusinder af mennesker bliver internt fordrevne hvert år på grund af etniske stridigheder.

»Etiopien er vitterligt en regnbuenation, men der har altid kun været en af farverne i regnbuen, som var synlig. Nu har vi et håb om, at vi kan skabe en mere inkluderende stat, hvor der er plads til alle«, siger Mohamed Ademo, grundlægger af webmagasinet Opride, der har fungeret som samlingspunkt for Oromoer i diasporen og som et frirum for kritik af det etiopiske regime.

Mohamed Ademo er en anden systemkritiker, som har fået sit liv vendt op og ned. I 16 år havde han ikke kunnet besøge sit hjemland uden at risikere anholdelse, men efter blot tre måneder med Abiy Ahmed ved magten havde journalisten set nok til at følte sig tryg ved at vende hjem fra USA. Nu er han blevet udpeget som chef for den statslige tv-station i Oromo-regionen.

»Abiy siger præcis det, som jeg og mange andre har sagt i årevis om behovet for demokrati og pluralisme. Han siger det bare meget mere elegant. Så hvis sikkerhedsapparat i dag skulle arrestere mig på grund af mine holdninger, så skulle de også arrestere landets leder«, siger journalisten. 

Tiljublet som en rockstjerne

Etiopierne har været håbefulde før. De var det efter kuppet i 1974, hvor de blev lovet et folkestyre som erstatning for kejser Haile Selassies enevælde. Og de var det igen i 1991, da væbnende oprørere havde væltet det brutale Derg-regime og lovede at indføre demokrati. I stedet fortsatte undertrykkelsen, nu blot med en etnisk frem for en marxistisk retorik.

Det burde måske give grund til tøven, men tværtimod har etiopierne diagnosticeret sig selv med ‘Abiymania’, som er et hashtag mange bruger på sociale medier, når de hylder landets nye leder. Abiys ansigt er at finde på plakater og stickers overalt i bybilledet, og når han holder taler bliver han tiljublet som en rockstjerne, der må holde lange pauser, mens han venter på at tilråb og klapsalver dør ud. Ifølge en meningsmåling er 90 procent af etiopierne tilfredse med deres nye ministerpræsident.

Al den energi, som drev ungdommens protestbevægelse, har Abiy formået at suge til sig og gøre til sin egen styrke. Selv en stor del af oppositionen har han vundet over på sin side.

»Vi er nødt til at glemme, hvad der skete førhen. Jo, dette styre satte os i fængsel. Men lige nu er vi nødt til at samarbejde med det, for det er den bedste mulighed vi har. Faktisk er det en gylden mulighed«, siger Bekele Gerba.

Etiopierne har to gange kastet et diktatorisk regime i historiens skraldespand, uden at der voksede et demokrati ud af vakuummet. Nu ser oppositionen en mulighed for at alliere sig med en af regimets egne mænd i en fælles front mod de dele af eliten, som ønsker at bevare status quo.

»Vi må ikke igen begå den fejl at kyle alt ud og begynde fra nul. Vi har aldrig haft en blød overgang før, og det er det, vi håber på nu. Derfor forsøger vi at opfordre folk til at holde sig i ro. De unge aktivister, som vi har trænet i at sige nej til regimet, vil vi nu have til at sige ja«, siger Bekele Gerba.

Behov for demokratisk indsprøjtning

Abiy Ahmeds stærkeste modstander synes at være de høje forventninger, der uundgåeligt følger med personlighedskultens eufori. Etiopien står overfor gigantiske udfordringer med at skabe jobs til en befolkning, der hvert år vokser med 2,5 millioner, og over hele landet er der etniske spændinger, som nemt kan blive antændt af kampen om de sparsomme ressourcer.

»Jeg har nu fulgt Abiy tæt det seneste halvandet år, og jeg har ikke nogen som helst tvivl om, at hans vilje til at demokratisere Etiopien er fuldstændig oprigtig. Hvis denne her overgangsperiode løber af sporet, så tror jeg ikke det vil skyldes manglende politiske vilje fra Abiy og folkene omkring ham. Det vil være på grund af de strukturelle problemer«, siger Hallelujah Lulie.

For at Abiy kan fastholde sit momentum har han brug for udlandet. I de senere år er det særligt Kina som har sat sit aftryk på Etiopien med store byggeprojekter, der skyder højt i vejret og kan ses over hele Addis Ababa. Men med Etiopiens nye politiske retning er der opstået et behov for andet end økonomiske indsprøjtninger.

»Kina vil bare lave forretning. Jeg tror ikke de vil modarbejde de demokratiske reformer, men de kommer heller ikke til at investere noget i demokratiet. Her har vi brug for Europa, for når det kommer til demokratisering har vi enorm mangel på ressourcer. Der er masser af politiske vilje til at gennemføre reformer, men meget lidt erfaring«, siger Hallelujah Lulie.

Det kan man allerede mærke på den danske ambassade i Etiopiens hovedstad.

»Abiys hold har kontaktet os og efterspurgt nogle af de kompetencer, vi har indenfor bæredygtighed, grønne løsninger og inkluderende vækst. Han har en meget progressiv dagsorden, som vi meget gerne vil forsøge at understøtte«, fortæller ambassadør Karin Poulsen.

Etiopien er Afrikas næststørste land målt på indbyggere, har stor indflydelse i det urolige Afrikas Horn og huser hovedsædet for den Afrikanske Union. I forhold til migration ligger landet helt centralt placeret og huser i dag knap en million flygtninge fra dets nabolande.

Af de årsager besluttede Danmark allerede i 2017 - før Abiy Ahmed kom til magten - at gøre Etiopien til et prioritetsland for dansk udviklingsbistand. Derfor kan Danmark nu sætte projekter i gang for 1 milliard kroner, som kan tage den seneste udvikling med i beregningen.

»Timingen kunne ikke være bedre. Danmark har måske ikke lige så mange penge som andre nationer, men vi har nogle kompetencer, som er blevet efterspurgte nu. Det kan godt være, at det er Kina, som bygger skelettet, men der skal jo også noget ind i det skelet«, siger ambassadøren.

 

Fakta - Den etiopiske regnbue

  • Etiopiens 105 millioner indbyggere tilhører et utal af etniske grupper, som taler 80 forskellige sprog. Men politisk er der én farve, som har domineret de seneste 27 år. 

  • Tigray-minoriteten, som udgør seks procent af befolkningen, førte an i det militante oprør mod det socialistiske Derg-regime i 1991 og satte sig efterfølgende tungt på den økonomiske, politiske og militære magt i landet.

  • Den største gruppe, Oromoerne, udgør ca. 35 procent af befolkningen, men har historisk været marginaliseret. Indtil i år var det ikke muligt for Oromoerne at tale deres sprog uden for deres egen region.

  • Amharaerne er den næststørste gruppe (27 procent). Deres sprog er det officielle sprog i Etiopien, og de har været dominerende i store dele af Etiopiens historie.

  • De mange etniske grupper skaber lokale konflikter over ressourcer. I 2018 har Etiopien haft flere nye internt fordrevne flygtninge end noget andet land i verden, nemlig 1,4 millioner.

 

Fakta – Abiy Ahmed

  • 42 år. Født i en landsby i det vestlige Etiopien som det 13. og yngste barn.

  • Hans far er en muslimsk sheikh, mens hans mor konverterede fra ortodoks kristendom, da de blev gift. Abiy selv er som voksen blevet protestant.

  • Tilhører Oromo-folket, men er gift med en Amhara-kvinde og taler Tigreansk, da han har boet og arbejdet i mange år i deres del af landet.

  • Som teenager tilsluttede han sig det væbnede oprør mod Derg-regimet. Efter styrets fald trådte han ind i hærens rækker og nåede at blive oberstløjtnant, inden han lagde uniformen fra sig.

  • Han har en ph.d. i freds og sikkerhedsstudier og var med til at grundlægge Etiopiens cyber-efterretningstjeneste. 

  • I 2010 gik han ind i politik og steg hurtigt op i hierarkiet i landets ledende politiske koalition. I april 2018 blev han udpeget som ministerpræsident.

 Publiceret i Magasinet 360 

'Den mest voldelige familiekonflikt' er slut, men nu flygter de fra freden

'Den mest voldelige familiekonflikt' er slut, men nu flygter de fra freden