Abiy Ahmed er Afrikas nye håb: Han taler som Nelson Mandela og handler som Mikhail Gorbatjov

Abiy Ahmed er ikke folkevalgt og hans parti sidder på samtlige sæder i parlamentet. Alligevel beskrives Afrikas yngste statsleder som et af kontinents store demokratiske håb og en stærk kandidat til Nobels Fredspris.

I Addis Ababa kan man ikke undslippe Abiy Ahmeds milde, insisterende blik. Som i så mange andre autokratiske stater er hans billede at finde overalt i det offentlige rum på plakater og klistermærker. Sidder man fast i en trafikprop i Etiopiens hovedstad, bliver man omringet af Abiy Ahmed, som stirrer på én fra de omgivende bildøre, bagklapper og sidespejle.

Men i modsætning til de fleste diktaturer, hvor folk som oftest hænger billederne op for at forebygge problemer med magthaverne, så er det ganske frivilligt, at indbyggerne i Addis Ababa hylder ministerpræsidenten.

»Han er en ny messias«, siger en taxichauffør, der har klistret et billede af Abiy på forruden ved siden af et billede af den originale messias.

For mindre end et år siden var det kun dem, som fulgte etiopisk politik helt tæt, der kendte til den 42-årige Abiy Ahmed. Men siden han i april blev udnævnt som ministerpræsident for Afrikas næstmest folkerige land, har han opnået en kultstatus, som kun profeter, popmusikere og fodboldspillere kan konkurrere med.

Abiy Ahmeds politiske reformer får folk til at sammenligne ham med Mikhail Gorbatjov, og hans storladne taler giver folk påmindelser om Nelson Mandela. Han bliver allerede nævnt som en kandidat til Nobels fredspris.

»Det er som at leve i en drøm«, siger Getaneh Balcha, en politisk aktivist, som i årevis har været i opposition til det regime, Abiy er en del af, og har betalt for det med tortur og fængselsophold.

»For et halvt år siden vidste vi ikke, hvordan vi skulle komme ud af det rod, vi befandt os i. Vi frygtede, at Etiopiens fremtid ville komme til at minde om Sydsudan, Yemen eller Eritrea. Men i stedet fik vi et mirakel«, siger Getaneh Balcha, som er en af lederne i oppositionspartiet Semayawi, ‘Det blå parti’.

Men hvor kom denne messias fra? Og kan man virkelig stole på en diktatorisk demokrat?

Klassisk modgift

For at forstå den rosenrøde fortælling om Abiy, må man først tegne det kulsorte billede, som danner kontrasten.

I begyndelsen af 2018 bugnede de etiopiske fængsler med aktivister, journalister og oppositionspolitikere. Ungdommens protester, som havde stået på i mere end tre år, vedblev med jævnligt at lamme Addis Ababa, og uroen førte til etnisk vold i et land, der er et sandt kludetæppe af sprog, religioner og traditioner. Symptomerne på en kommende borgerkrig syntes at blive mere og mere åbenlyse.

Det autokratiske regime, som havde været ved magten i 27 år, var nødt til at fremvise en form for forandring, hvis det ville have ro i gaderne. Det valgte en klassisk modgift, som mange diktatoriske regimer har ordineret før dem. Det indsatte et af partiledelsens yngste medlemmer som ministerpræsident og gav ham mandat til at løslade politiske fanger og indlede reformer.

Etiopierne havde al god grund til at forvente, at forandringerne ville blive overfladiske og kortvarige. Den nye ministerpræsident havde tilbragt hele sin ungdom i hæren og var et ledende medlem af det herskende parti.

»Abiy havde længe været en del af magteliten, men han havde altid befundet sig i dets margin og var ganske ukendt i offentligheden. Stoppede du folk på gaden for et år siden og spurgte dem om ham, ville der måske være én ud af hundrede, som vidste, hvem han var«, siger Hallelujah Lulie, politisk analytiker ved den etiopiske tænketank Amani Africa.

Kun de færreste vidste, at Abiy Ahmed var en del af en lille gruppe mænd i magteliten, der uden at tale højt om det så det som deres mission at demokratisere Etiopien.

»Abiy er en stærkt troende evangelist og ser det som sit kald at hele Etiopien og bringe det ind i en ny æra af retfærdighed og fællesskab. Han havde blot ventet på det rette øjeblik«, siger Hallelujah Lulie, som nøje har fulgt Abiys opstigning.

Siden Abiy blev svoret ind den 2. april har han gennemført reformer i et tempo, der er kommet bag på såvel regimets modstandere som dets mest privilegerede magtelite.

Vil bygge broer af kærlighed

Alle politiske fanger er blevet løsladt, blokeringen af kritiske mediers hjemmesider ophævet og demonstrationer tilladt. Abiy har kaldt regimets brug af tortur for terrorisme og fyret fængslernes torturbødler, mens han har budt velkommen til eksilpolitikere, der indtil for nylig blev betragtet som terrorister af hans eget parti.

»Dette er en tid, hvor vi må lære af vores fejl og kompensere vores nation. Jeg beder om tilgivelse fra de aktivister og politikere, som har betalt en høj pris, og fra de unge, som ønskede forandringer, men mistede deres liv«, sagde Abiy i sin første tale som ministerpræsident.

Abiy ønsker med egne ord »at bygge broer af kærlighed« i en af de mest voldelige og urolige regioner i verden. I løbet af blot tre uger forhandlede han en fredsaftale på plads med nabolandet Eritrea, som Etiopien lå i en kold krig med på 18. år efter at have udkæmpet en varm og meget blodig krig i 1998-2000.

Abiy har lovet, at det næste parlamentsvalg i 2020 vil blive demokratisk, og et utal af partier er nu i gang med at opbygge de organisationer, som før ville have været en sikker vej til fængsel. Den regering, der skal lede landet i mellemtiden, består af lige mange mandlige og kvindelige ministre, og Abiy har givet to af kvinderne ansvaret for henholdsvis militæret og sikkerhedsapparatet. Han har også udpeget en kvinde som landets præsident – en ceremoniel stilling – og en kvinde som leder af højesteret.

»Jeg vidste, at der ville blive forandringer med Abiy. Men jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at forandringen ville komme i det tempo og det omfang, vi har set. Det er forbløffende og næsten ubegribeligt«, siger Mohamed Ademo, redaktør for et af de vigtigste onlinemedier for den etiopiske diaspora.

Abiy har vendt op og ned op på journalistens liv. I 16 år levede Ademo i politisk eksil i USA og turde ikke sætte sine fødder på etiopisk jord. Nu sidder han på en cafe i Addis Ababa og taler politik uden at bekymre sig om, hvem der lytter med, og det regime, han har kritiseret det meste af sit liv, forsøger at hverve ham til et job i staten.

»Vi har fået en mulighed for at skabe forandring, som man kun får én gang i livet. Etiopien er en tidsindstillet bombe, og vi har kun den ene chance for at forhindre en eksplosion«, siger Mohamed Ademo, som har sagt ja til at blive chef for et regionalt statsmedie.

Lige så multietnisk som nationen

Hvis man med al fantasiens magt skulle konstruere en personlighed, der ville have de helt rette forudsætninger for at lede et regnbueland som Etiopien med dets mange etniske og religiøse grupper, så ville man dårligt kunne skabe en mere egnet figur end Abiy Ahmed.

Han er oromo. Det er Etiopiens største befolkningsgruppe, men også historisk den mest marginaliserede.

Han er gift med en kvinde, som er Amhara, hvilket er den næststørste gruppe, og hvis sprog er landets officielle. Og endelig han har levet i årevis i det nordlige Etiopien, hvor Tigrayere bor, og har lært det sprog og den kultur, som tilhører den i nyere tid mest magtfulde minoritet.

Abiy er opvokset som muslim, men med en mor, der konverterede fra ortodoks kristendom for at gifte sig med hans far. Som voksen er han selv blevet protestant.

Dermed har Abiy både en fod i de tre største etniske grupper og de tre største religiøse grupper i Etiopien. Han er præcis så multietnisk og multireligiøs, som Etiopien er det som nation, og det giver ham en unik mulighed for at fungere som et samlingspunkt for et land, der er blevet splittet af årtiers etnisk diskrimination og nepotisme.

»Mange ser ham som en messias. Så langt vil jeg ikke gå, men han er uden tvivl en unik lederfigur og Etiopiens eneste håb. Ingen andre end han kan forene nationen«, siger Mohamed Ademo.

Den politiske åbning har forvandlet det offentlige rum i Addis Ababa til en politisk skueplads. Tidligere bandlyste partier og forfulgte ungdomsbevægelser marcherer gennem gaderne og byder deres ledere velkommen hjem fra eksil med store velkomstfester på centrale pladser.

De fremviser stolt de symboler, som indtil for nylig blev betragtet som en lovovertrædelse, og råber slagord på sprog, som førhen kun kunne tales inden døre.

Især landets oromoer virker berusede af den nye frihed, og det skaber en vis nervøsitet blandt mindretallene. Men indtil videre synes Abiy i stand til at berolige de fleste.

»Sprog nedbryder barrierer i Etiopien. Derfor er Abiy i stand til at vinde alles tillid. Ingen anden oromo-politiker ville kunne tage rundt i hele landet og blive tiljublet af forskellige etniske grupper«, siger Mohamed Ademo.

Afhængig af superhelte

Det store paradoks er dog, at demokraten Abiy Ahmed ikke kan betegnes som andet end en autokratisk leder. Han er ikke folkevalgt, hans parti sidder på samtlige sæder i parlamentet, og han har ikke inkluderet oppositionen i den reformproces, han har sat i gang.

Derimod anvender Abiy diktatorens personkult og enevældige magt til at tvinge en demokratisering igennem og gør det i et tempo, som formentlig næppe var muligt, hvis han skulle indføre det på demokratisk vis.

»Jeg er ikke en konge«, har Abiy forsøgt at forsikre sit folk i en tale.

»Mit ultimative mål er at se demokratiske valg i Etiopien. Hvis det sker, har jeg opfyldt mit ærinde«.

Indtil videre tror såvel demonstranterne som oppositionen på hans ord, og hans modstandere internt i magteliten kan ikke stoppe ham.

»Abiys virkelige magt er hans enorme popularitet. Det er den, som gør, at der ikke har været nogen stærk reaktion fra de gamle magthavere. De har ryggen mod muren, fordi de ved, at de ikke kan styre landet lige nu. Det kan kun Abiy«, siger Mohamed Ademo.

Men hvis Abiy mister sin superhelt-kåbe, eller hvis han bliver dræbt – han er allerede blevet forsøgt snigmyrdet én gang – så hviler hans reformer på et meget porøst grundlag.

Den politiske åbning har ikke kun givet plads til demokrater, men også til etnisk-nationalistiske grupper, som er villige til at bruge voldelige midler i kampen om de begrænsede ressourcer i et land med udbredt fattigdom. 1,4 millioner etiopiere er blevet tvunget fra hus og hjem i indeværende år, og det er flere nye, internt fordrevne end noget andet sted på jordkloden i 2018.

Abiy kan gå over i historien som den mand, der skabte fred og fremgang ikke bare i Etiopien, men i hele Afrikas Horn. Men han kan også ende som en katalysator for et totalt sammenbrud i en region, som millioner i forvejen er flygtet fra.

»Vi ser lige nu et politisk eksperiment, som vi endnu ikke kan vide hvad ender med. Spørgsmålet er, hvad der sker, når Abiys hvedebrødsdage er ovre. Måske vil det vise sig, at han har været for overmodig ved at åbne landet op i et så hurtigt tempo. Når først Pandoras æske er åbnet, er den svær at lukke igen«, siger Kjetil Tronvoll, professor i freds- og konfliktstudier ved Bjørknes Universitet i Norge og en førende Etiopien-ekspert.

Publiceret i dagbladet Politiken

'Den mest voldelige familiekonflikt' er slut, men nu flygter de fra freden

'Den mest voldelige familiekonflikt' er slut, men nu flygter de fra freden

SNART ER DET SLUT MED NILENS GAVMILDHED

SNART ER DET SLUT MED NILENS GAVMILDHED