Syrisk opposition bliver bedre organiseret


Politiken, 14. august 2011

Det syriske regime fortsætter dets brutale angreb på demonstranter, men den nye, unge protestbevægelse giver ikke op og er blevet langt bedre til at modstå overvågning, anholdelser og tortur. 

Rasmus Bøgeskov Larsen, korrespondent, Beirut

Fem måneder efter oprørets begyndelse er en ny og bedre organiseret oppositionsbevægelse ved at vokse frem i Syrien.

Den anføres hverken af de eksilerede syrere, som hidtil har ageret talerør for demonstranterne, eller landets garvede men internt splittede dissidenter. Derimod er den udsprunget fra de syriske gader og består i stort omfang af syrere uden tidligere erfaring med politisk aktivisme.

Manglen på organisation har hidtil været den syriske protestbevægelses største problem. Inden oprørets start var oppositionen selv efter arabiske standarder meget lille og internt splittet efter årtiers undertrykkelse. Det gjorde det vanskeligt at koordinere aktioner og gjorde demonstranterne sårbare overfor det hemmelige politi

Men i takt med at oprøret har udviklet sig og spredt sig til hele landet, er såkaldte ’lokale koordinations komiteer’ blevet etableret i mange byer, og netværk er blevet skabt på tværs af regioner.

Komiteerne arbejder ifølge aktivister ikke kun på at arrangere demonstrationer imod styret og at informere pressen om, hvad der foregår i landet. De forsøger også at forberede sig på regimets fald og gøre sig visioner for, hvordan et nyt Syrien skal tage sig ud.

En syrisk journalist i Damaskus, som følger de nye bevægelser, karakteriserer de involverede som »hovedsageligt unge og med en stor repræsentation af kvinder«. Og en af de mest kendte lederfigurer i den gamle opposition, Michel Kilo erkender blankt, at de er blevet overhalet indenom af de unge.

»De er meget, meget bedre end os. Hvad de unge har været i stand til er virkelig enormt«, sagde den 71-årige tidligere kommunist for nylig i et interview med den amerikanske statsradio, NPR.

 

Kodeord og dæknavne

Den større grad af organisering kan især mærkes i hovedstaden Damaskus, som hidtil været påfaldende rolig. Aktivisterne har haft vanskeligt ved at mobilisere indbyggerne i en storby, hvor sikkerhedstjenesten står stærkt, og hvor der ikke eksisterer de klanfølelser, som skaber naturlige bånd af tillid i provinsen.

»Under Ramadanen har komiteerne tydeligt bevist, at de er blevet bedre organiseret. Førhen måtte de bruge en hel uge på at forberede sig til demonstrationerne efter fredagsbønnen, men nu er de i stand til at organisere protester hver aften og mange steder i byer samtidig«, siger en ung, kvindelig aktivist i Damaskus, som ønsker at være anonym.

At organisere en protest i Damaskus involverer blandt andet at finde egnede moskeer, som kan bruges som udgangspunkt, og at sørge for på forhånd at have undersøgt mulige flugtruter.

Det syriske regime er selvsagt opmærksom på den nye bevægelse og mobiliserer alle dets kræfter for at holde den nede. Men også i den kattens leg med musen, som finder sted imellem politi og demonstranter, er de nybagte aktivister blevet mere erfarne som månederne er gået.

De arbejder i stort omfang i det skjulte og benytter sig af dæknavne og kodesprog, når de kommunikerer. De taler ikke med hinanden på telefonen, som kan være aflyttet, og hvis de anvender Facebook eller e-mail, sker det kun gennem falske profiler, da sikkerhedstjenesten hacker sig ind i deres rigtige.

»Jeg kan ikke røbe noget til dig om vores organisering. Vi er nødt til at holde det hemmeligt«, forklarer en af aktivisterne.

Faktisk må de nye komiteer tage så mange forholdsregler, at dets medlemmer kun er kendte af en lille flok.

»Jeg aner ikke, hvem der sidder i vores lokale komite«, lyder der fra flere demonstranter, som Politiken har talt med.

Frygt forsvinder under arrest

Men der er nu også god grund til at passe på. Regimet har indtil videre arresteret over 26.000 ifølge menneskeretsorganisationen Avaaz.

Også arrestation forsøger aktivisterne dog at forberede sig til. I protestbevægelsen har der cirkuleret en guide, der giver råd til, hvordan man kan håndtere anholdelse og tortur uden at bryde sammen og afsløre værdifulde oplysninger.

Forfatteren hævder selv at have siddet i fængsel i en måned. Han har kaldt dokumentet ’Frygten for arrest’ og opfordrer sine medaktivister til ikke at lade sig skræmme af tanken om tortur.

Han forsøger at forsikre dem om, at det kun er de første par gange, at det føles meget smertefuldt. Og når det hele er ovre, vil man have mistet frygten, skriver han.

»Alle som har været arresteret i længere tid lærer én ting: De holder op med at frygte dem (agenterne, red.). De viser sig ikke at være så kløgtige, som vi forestillede os. De er faktisk skrækslagne, uvidende og dårligt i stand til at holde trit (med udviklingen)«, står der i dokumentet.

Denne oplevelse bekræfter Dana Baqdounis, som kom blev løsladt fra et fængsel i Damaskus for nogle uger siden. Som kvinde blev hun ikke udsat for tortur, men ’blot’ ydmyget, truet og placeret i en fængselscelle fuld af kakerlakker.

»Jeg er kun blevet mere motiveret til at gå på gaden og mere fast besluttet på at kæmpe for et frit Syrien. Det er som om min frygt forsvandt, da jeg først var blevet arresteret. Nu er der ingen grund til at tvivle længere eller at holde mit navn hemmeligt. De ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil«, siger hun.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *